Det var ret morsomt at genopdage Jørgen Dich og hans bog, ”Den herskende Klasse”, i Arne Hardis´s artikel ”Dichs lange rejse hjem” i sidste uges udgave af Weekendavisen. Jeg husker bogen og den rasende debat, den udløste et par måneder før jordskredvalget i 1973.
Jørgen Dich var marxist og stalinist i sine ungdomsdage; men blev som ministeriel embedsmand en af de vigtigste personer bag Steinckes socialreformer i 30´erne. Da var han tilsyneladende blevet socialdemokrat. Siden fik han et professorat i nationaløkonomi ved Aarhus universitet. Kort efter sin pensionering i 1972 udgav han så ovennævnte bog.
Her er et par citater fra Arne Hardis artikel: ”Bogen kastede en brandfakkel ind i den offentlige debat med sin påstand om, at ansatte inden for socialsektoren, sundhed og undervisning havde udviklet sig til en ny herskende klasse, som formummet bag en godhedsideologi ragede til sig på småfolks bekostning. Udbyttede dem.
Antallet af tjenestemænd inden for disse sektorer var eksploderet – sammen med skattetrykket, naturligvis. I 1960 var de knap 160.000, 12 år senere 390.000. Mange af dem placerede sig øverst i lønpyramiden, alt sammen angiveligt til gavn og glæde for de mange nederst, som finansierede herlighederne.
Dich ønskede et skattestop, han kaldte det skatteloft og fandt det uomgængeligt.
Og videre:
Hvorfor skulle studerende ikke selv betale deres studium? De ville stadig have langt bedre livsindkomst end arbejderne. Hvad skulle vel problemet være ved adgangsbegrænsning baseret på karakterer? Modstanden mod karaktererne var efter Dichs skøn et led i en større kamp, for ”hvis man kommer af med karaktererne, kommer man også af med enhver kontrol med lærernes arbejde: kundskab kan erstattes med trivsel (!) ….
Ukvalificerede studerende går i årevis og beslaglægger stipendier og lærer- og bygningskapacitet uden skygge af chance for at gennemføre studierne. Det var privilegier, som det var utænkeligt at give en lærling… bag antikarakter-ideologien ligger middelstandens ønske om, at også deres mindre kloge børn skal havne på den rigtige side af skrivebordet, hvor grænsen mellem klasserne går.
Om RUC:
Med væmmelsens fryd citerede professoren (i et interview) den ”tågesnak”, der udgik fra RUC om de studerende, ”der i vekselvirkninger med personalet formulerer de problemer, de ønsker at lave projekter over og om muligheden for at levere sammenhæng mellem forskning og undervisning på de indledende studietrin”
Arkitektskolen i Aarhus:
Den er simpelt hen en skandale. Den undervisning har intet med uddannelse at gøre. Eleverne sidder og bliver indoktrineret i en populærvidenskabelig marxisme…. På arkitektskolen lader man altså skatteyderne betale for, at folk uddannes til arkitekter og aldrig vil blive brugt som sådan. Hele skolen burde lukkes.
Ligeledes pegede Dich på ”alskens dilettantiske baggårdsteatre og fjollede foredrag i AOF-regi.
Den – unge – folketingsmand, Svend Auken, fandt, at partikammeratens bog til tider havde skuffende, reaktionære udfald, og han forsøgte at flytte klassekampen tilbage til den private sektors fabrikshaller; det nærmede sig (efter Aukens mening) det parodiske, når Dich ville gøre Knud Heinesen til proletariatets fjende og Mærsk McKinney Møller til dets velgører (!)
Et par måneder efter kom så jordskredsvalget. Vælgerne var tilsyneladende nærmest enige med Jørgen Dich. Staten og embedsværket havde udviklet sig til en klassefjende, der udsugede befolkningen. VKR-regeringen fra 1967-70 havde været en skuffelse – ingen virkelig ændring af de endeløse socialdemokratiske regeringers centralisme.
De stats- og regeringskritiske partier Fremskridtspartiet, Centrum-demokraterne, Retsforbundet, Kommunisterne og Kristeligt Folkeparti kom i Folketinget.
Folket ønskede forandring – og så kom der bare mere af det samme – meget mere.
Man kan undre sig over det, for det må betyde, at den én gang fastlagte bane ikke kan ændres eller fraviges. Den herskende klasse holder kursen.
Hvem ønskede grønlandsk selvstyre? Hvem ønskede ny offentlighedslov? Hvem ønskede de 4 forbehold i stedet for fastholdelse af nej´et til Maastricht-traktaten. Hvorfor skal vi fortsat plages med euroen, selv om vi to gange har sagt nej? Hvem ønsker egentlig, at Staten skal blande sig i stadig flere ting? Tror man, at vi udgår patentdomstolen ved at stemme nej?
Eller er der virkelig flertal for alt det?
Nu er der EU-valg om en måned. Modstandere og skeptikere får et kanonvalg i hele Europa – tror jeg; men derefter går alt nok som forhen - mod en stadig tættere integration.
I modsætning til den kommunistiske klassekamp – der kan gennemføres (selv om den er ulykkelig), så er den klassekamp Jørgen Dich påpeger tilsyneladende umulig – selv om (eller netop fordi) den ville være lykkelig.
