Jeg sad i torsdags og så Debatten på DR2. Aftenens emne var ”Hvem skaffer jobbene?” I programmet deltog en dansk københavner der var uddannet teleteknikker og havde været ansat hos TDC, indtil han bliv fyret. Nu lever han så på offentlig forsørgelse og insisterer på kun at tage et arbejde indenfor sit eget felt, selvom der er mange andre ledige jobs i København, dog er der det problem, at der ikke er brug for teleteknikkere i København, men det er der til gengæld i Jylland.
Vores kære arbejdsløse teleteknikker ønsker ikke at flytte fra København for fortsat at kunne arbejde med sit drømmejob. Han forventer, at fordi han har taget en 4 årig uddannelse, så skal staten også sørge for, at der er jobs så han kan bruge den produktivt. Undskyld men hvad er det dog for en slap holdning at have? Hvordan kan man tillade sig, som arbejdsløs der lever af andre menneskers penge, at være så fornem at takke nej til jobs der tilbydes i ens eget lokalområde, blot fordi man kun VIL arbejde indenfor sit speciale? Hvis man ikke ønsker at flytte derhen hvor ens kompetencer er efterspurgte, så må man jo tage et midlertidigt job indenfor et andet erhverv i lokalområdet og vente til at markedet efterspørger det man kan tilbyde.
Men sådan er den danske arbejdsmoral desværre gået hen og blevet: Slap, vattet og forventende. Stadig færre kan se et incitament til at gøre en indsats for at få, fastholde og opbygge et arbejdsliv i stedet for at være forsørget af de folk der rent faktisk yder en indsats hver evigt eneste dag. Man kan hvad man vil, og jeg kom til at tænke på en tysker min far for få år siden havde ansat i sit byggefirma. Han boede i Flensborg, var uddannet tømre og ønskede inderligt at fortsætte denne karrierevej. Dog var der ingen jobs at få i Tyskland på daværende tidspunkt, men det var der i Danmark. Derfor søgte han jobbet, velvidende at han skulle køre 2,5 timer til og fra arbejde hver dag. Han kørte herop hver dag, var klar inde i skurvognen med to rundstykker, den daglige avis og en kande kaffe, præcis en halv time før arbejdsdagen startede klokken 7:00. Dette gjorde så at han var klar til at arbejde præcis fra klokken 7, der hvor danskerne normalt først møder ind på arbejde.
Jeg synes at sådanne eksempler viser, at der er noget helt i vejen med den danske incitament struktur, når man bevidst hellere vil være på offentlig forsørgelse end have et job. Det er en af grundene til, at vi er i krise. Incitamentet for at tage et arbejde er jo på 0 % hvis man, når man er på bistand, ikke gider flytte til Jylland for at få arbejde. Løsningen på at få folk i arbejde, kan da aldrig nogensinde være at sætte kontanthjælpen op som regeringen netop har gjort? Teleteknikeren her er et fantastisk eksempel på en samfunds snylter af højeste karat.
Så til alle de arbejdsløse danskere der godt kan, men ikke vil arbejde: Stram nu ballerne sammen og tag en smule ansvar for jeres eget liv. Jeg får sådan en dundrende hovedpine når egoister som jer hellere vil flade den derhjemme med jeres fantastiske familie, venner og ”netværk”- imens vi andre betaler huslejen.
//Carl Andersen
Formand LAU- Ribe, og byrådskandidat for Liberal Alliance i Vejen kommune 2013
