Det synes at være en almindelig folkelig opfattelse – godt hjulpet på vej af KL – at lærere ikke laver noget. Der er ikke megen respekt om lærergerningen i store dele af befolkningen.
Holdningen synes at være, at enhver idiot kan stille sig bag et kateder og sige, at alle skal slå op på side 6. Fordi alle har gået i skole føler de sig som kompetente pædagoger og i stand til at udtale sig med indbildt indsigt. Det samme gælder ikke for andre områder, fx vil de færreste blot fordi de hver dag kører bil turde opkaste sig som mekaniker-ekspert.
Sandheden er nok, at mange har godt gammeldags ondt i røven af, at lærerne selv kan tilrettelægge deres arbejdstid. Hvis en lærer skal forberede sig til 24 undervisningstimer, kan han vælge at gøre det hjemme, om aftenen og i weekenden. Han kan vælge at rette stile og opgaver hjemme frem for på skolen. Han stiller sit eget hjem til rådighed som arbejdsplads ganske gratis mod til gengæld at få fleksibiliteten i sin planlægning. Han kan så nogle gange hente børn kl. 14 og forberede sig når de små er lagt i seng.
Da mange tilsyneladende er af den opfattelse, at de selv ville sjofle deres arbejde, hvis ingen kontrollerede dem, konkluderer de, at lærerne nok gør det samme. De forbereder sig nok ikke eller de gør det i det mindste ikke så meget, som de skulle.
Primitive mennesker tror alle andre er lige så primitive som dem selv. I realiteten fungerer tillid omvendt: hvis det er din egen opgave og ansvar at få dig ordentlig forberedt, vil der for langt de fleste være en tendens til at bruge endnu mere tid, end den tildelte på opgaven. Ansvar giver øget ejerskab og motivation. Det forstår man ikke, hvis man kun er vant til at gøre noget, når andre siger at man skal.
Hvis man vil indføre et nyt system alene for at kunne komme efter de få, der ikke gør deres arbejde ordentlig, vil det for det første ikke gøre dårlige lærere bedre, men det vil derimod indføre en måle-tankegang, en stemple-ind og stemple-ud tankegang, som prøver at gøre lærere lige så primitive som deres kritikere. Her gør den uvidende hob af kritikere fælles sag med de DJØF’ere, som stadig anser new public management for et værktøj, der er lige så velegnet til at tælle undervisningskvalitet som til at tælle produktion af møtrikker. Måtte disse DJØF’ere snart falde døde om.
Skulle nogen mene, at en dygtig og erfaren lærer ikke bruger så megen tid på forberedelse som en helt ny, og derfor bør sættes ned i løn, så gad jeg nok se dette princip indført generelt. Hvis man har været nogle år i sin stilling og er blevet bedre end da man begyndte, skal lønnen altså sænkes? Princippet giver mening, hvis en produktions-akkord har været lidt for god og giver for høj løn efter nogen tids optimering. Men tror man virkelig, at principper for fx jernbinding og støbning i industrien kan overføres til en forberedelsesfaktor for undervisning?
Den erfarne lærer får mulighed for at tilrettelægge mere kreative forløb med undervisningsdifferentiering og elevdifferentiering, hvor den nyuddannede lærer kæmper blot for at få det hele til at hænge sammen.
Vil man forbedre folkeskolen så gør som i Finland: giv lærerne en universitetsuddannelse og bed alle fæhovederne, dvs. politikere, KL, DJØF’ere, forældre og andre uvedkommende, om at holde sig væk mens der undervises.
