Det plejede at være venstrefløjen, der omtalte staten som en politistat, men det er snart mange år side. Det var før, velfærdsstaten udviklede sig til noget, der snarere minder om enhver socialists røde drøm.
Jeg bryder mig ikke om betegnelsen. Politistat. Mest fordi det er et ord, der oftest bliver brugt som en vild overdrivelse.
Alligevel tager jeg ordet i min mund og spørger: Er Danmark ved at udvikle sig til en politistat, når anklagemyndigheden i Højesteret argumenterer for, at nok er landsrettens dom forkert, men at den tiltalte alligevel skal dømmes, om der så skal findes en anden begrundelse?
Det er sagen mod Lars Hedegaard, jeg taler om.
Lars Hedegaard blev dømt i landsretten for at overtræde § 266b, men for at blive dømt efter den paragraf skal ens ytringer være fremsat ”offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds”. I landsrettens dom lød det, at Lars Hedegaard burde have vidst, at det famøse interview var til offentliggørelse eller udbredelse i en videre kreds (altså uden at LH skulle have mulighed for at gennemse materialet før offentliggørelse), men når landsretten lagde til grund, at Lars Hedegaard burde have vidst det, så siger landsretten også, at han faktisk ikke vidste det, og dermed er betingelserne for overtrædelse af § 266b ikke opfyldt.
Det var også grunden til, at Lars Hedegaard ankede dommen til Højesteret, og her kommer det både sensationelle og skræmmende:
I højesteret erkendte anklageren, Alessandra Giraldi, at begrundelsen for Landsrettens dom var fejlbehæftet, og at landsretten rigtignok med ordet ”burde” fastslog, at Lars Hedegaard faktisk ikke vidste, at interviewet ville blive offentliggjort uden en forudgående godkendelse fra Lars Hedegaards side.
Alligevel foreslog anklageren, at Højesteret skulle stadfæste Landsrettens dom, men komme med en bedre begrundelse. Et referat af det omtalte findes her.
Det er det, jeg med en vis tøven kalder for politistatsmetoder: At anklagemyndigheden kræver en mand dømt, selv om anklagemyndigheden åbent erkender, at præmisserne for at blive dømt ifølge loven, ikke er til stede.
Der falder dom i sagen den 20. april, og så må vi se, hvad Højesteret siger til anklagemyndighedens påstand.
