Idag er det kvindernes internationale kampdag. Og tillykke med det! Men hvad er det de kæmper for? Og hvad burde de kæmpe for? For en liberal er svaret let: Kæmp for at blive betragtet som et menneske - et individ - og ikke bare som et eksemplar af et køn.
I kønsdebatterne betragtes kvinder sjældent som selvstændige individer med egne drømme, ønsker og mål.
Hvordan kan det mon være?
Myndighederne synes at være helt klare i spyttet: Kvinder- dem skal vi have i kvoter. Kvinder kan ikke finde ud af at slå igennem selv. Mor skal hjælpe. Staten og EU skal gribe ind. For der er et glasloft, en “rip-rap-rup klub” der gør svært at være kvinde med ambitioner og drømme om en bestyrelsesplads i en stor virksomhed. Kvinfo og company kræver at “nogen gør noget”.
Og det gør EU så.
Hvad var det egentlig der skete?
Sig “noget” til dem - den ansvarsfrie kollektivisme
For et par år siden arbejdede jeg i nogle børnehaver og SFOer. Her var det især pigerne, der kom og “sagde det” til de voksne - som så “sagde noget” til drengene. Det kunne være drenge der var klatret op i de store træer, havde bygget en hule som pigerne ikke måtte være med i, eller andet opfindsomt, som ikke var igangsat, styret og kontrolleret af de voksne.
Dagen var skemalagt fra morgen til sen eftermiddag. Talrige tilrettelagte situationer i institutionerne var bygget op som øvelser i at aflære individuel identitet. Nogle af pigerne - dog ikke alle - var glade for dette kollektive fællesskab. Og pædagogerne var også. For når man har fælles regler og ritualer, så ved man hvad man har. Og man ved hvad man har at rette sig efter.
Med det kollektive liv følger ansvarsfrihed: Gør man hvad pædagogen siger - bliver man ikke skældt ud. Men bryder man mønstret - bliver man straffet. Sådan er det i institutionerne - og sådan er det i det samfund vi har idag.
Vi er pakket ind i regler og regulering - og behøver ikke længere tage ansvaret for egne handlinger.
Jeg har skrevet mere om dette, og har lagt en lang artikel her på 180grader.
Nye og gamle ofre
Feminismen er nået langt på godt 100 år - og ser sig om efter nye ofre. I KVINFO har man kastet sig over kvinder i den 3. verden, indvandrermænd - og de "svage" mænd - som det er “synd for”. Men det er naturligvis ikke nok til at holde maskinrummet i den feministiske kampmaskine kørende og velsmurt. Der skal også være lunser til dem der stadig identificerer sig som undertrykte feminister, selvom de måske har svært ved at fastholde illusionen i det daglige.
Derfor må der kvoter til. Kvoter i bestyrelserne - til de veluddannede og succesrige kvinder, der har gjort det godt i livet - og som nu mangler et værdigt mål at gå efter. Sig “noget” til virksomhederne - lyder kampråbet.
Og “Big Mother” siger “noget” til dem og indfører kvoter - så køn bliver den afgørende faktor igen, nu hvor vi lige havde opnået at køn ikke længere var den afgørende faktor. Hvis eksistens mon er mest afhængig af dette?
EUs såkaldte ligestillingskommissær Viviane Reding siger at kvindekvoterne kommer - hvad enten vi vil eller ej.
Det bliver en fælles lovgivning for hele EU.
Så meget for forskellighed.
Man vil nu skabe forskellighed ved, med lov, at tvinge alle bestyrelsers sammensætning til - at blive ens.
Det paradoksale i den tankegang går hen over hovedet på kvotetilhængerne, der ikke engang orker at forsvare lovgivningens rimelighed - men blot henviser til at det går for langsomt. Altså med at opnå lige netop deres mål. Og så henviser de til et spøgelse - et såkaldt “glasloft” - som muligvis er dér, som så mange andre steder hvor gamle vaner vanskeligt forgår, men som nu skal smadres med et kollektivistisk greb.
Et greb der griber ind i menneskers frihed, og skaber mere kønsdiskrimination end det fjerner.
Dette er tankegangen: Hvis der er noget vi ikke er tilfredse med - så løser Mor det: - Sig “noget” til dem!
Kvinder, klassekamp og kollektivisme
Sig “noget” til dem! Er kampråbet fra kollektivisternes lejr. Den lejr hvor Kvinfo sammen med mange af feministerne har valgt at tage permanent ophold - i en efterhånden noget fantasipræget “skyggekrig” mod en fjende, der først var mænd og så patriarkatet og dets strukturelle undertrykkelse - og nu... egentlig er tabt af syne. Det som er tilbage er vanetænkningen - som, hvor godt maskeret den end er, stadig rager op som nazisternes bunkeranlæg på de vestjyske strande.
KVINFOs totalitære tankegang har Lennart Kiil skrevet mere om her.
Nu opbygges der blot detailregulering - gitre af lovgivning og regler - som spærrer mennesker inde, og gør dem til “eksemplarer” af en særlig slags: lyseblå eller lyserød - pige eller dreng - mand eller kvinde. Hvad blev der af individet? Hvad blev der af det enkelte menneske? Hvad blev der af den person der med værdighed hævder sin individuelle ret til at enten følge gamle normer, eller til at se stort på dem - og leve det liv han eller hun gerne vil? Hvad blev der er friheden?
Friheden forsvandt - og kollektivismen sejrede. Den sejrede fordi den socialistiske feminisme fik lov at skrige skingert, uhæmmet og uimodsagt igennem årtier.
For tyve år siden stod det stadig klart, at der var en fælles fjende i feministernes lejr. Er man i tvivl kan man blot kigge lidt på en video på Youtube hvor - datidens Hanne-Vibeke Holst - Ulla Dahlerup på den mest nedladende og modbydelige vis, forsøger at latterliggøre en ung mand der har startet en mandebevægelse. Han vil nemlig ikke være IMOD nogen!
Det er komplet uforståeligt for Ulla Dahlerup.
Kvinder havde fået formel ligestilling for relativt nylig på det tidspunkt omkring 1990. Kampen var vundet og feministerne måtte se sig om efter nye mål. På det tidspunkt var universiteterne ved at fyldes med kønsforskere - som læste køns-litteraturen tilbage til omkring 2. verdenskrigs afslutning.
Patriarkatet som betegnelse for det store onde dyr i åbenbaringen var blevet båret frem og Simone de Beauvoir blev ikonet - ledestjernen - der skulle forklare og retfærdiggøre en uhellig alliance mellem feminister og socialister. Man stillede kønnene op i en kamparena hvor klassekamp og kønskamp smeltede sammen.
Den alliance som de tidlige feminister havde haft med arbejderbevægelsen - blev langsomt til en erkendelsesteoretisk klapfælde. Da arbejdere og kvinder kæmpede side om side om at opnå fulde rettigheder som borgere i samfundet - mod konservative kræfter der søgte at holde “bærmen” væk - var der rigtig god grund til alliancen.
Det var jo ikke kun kvinder der manglede indflydelse. Det var en fælles kamp. Fattige, tyende og kvinder - havde ikke stemmeret, og det ville de have. Naturligvis. Stemmeretten skulle ikke længere være knyttet til husstanden, men til det enkelte individ.
Så langt så godt.
Man kan læse mere i wikipedias udmærkede korte artikel.
Kollektivismen idag
Desværre mistede man hurtigt individet af syne. Kvinden som individ blev uvæsentlig i den fælles socialistiske kamp. Man havde allieret sig med kollektivistiske revolutionsromantikere - og selv mange år senere - i 1990 - var det god tone at melde klart ud - at man var ræve rød. Fjenden var selvfølgelig mænd. Mænd som klasse-fjenden - de undertrykkende udbyttere af kvinder. Så skarpt er der ikke mange feminister der tør formulere det i Danmark idag. Men tanken ligger ikke fjernt.
Og med en fælles fjende - er det nemt at marchere i takt.
Det er det så ikke mere. Men det er stadig dialektisk materialisme og marxisme, der danner det teoretiske grundlag for meget feministisk teori. Socialkonstruktivisme er bygget op omkring sovjetisk og europæisk socialistisk teori der lægger grunden for og giver forklaringen på - revolutionen - og giver de værktøjer der muliggør den sociale formning af mennesket - til det perfekte “eksemplar” af arbejderklassen. Et revolutionsprojekt der nedbryder individet mest muligt.
Og det er det vi ser idag. Et i grunden marxistisk projekt - er krøbet ind under dørkarmen og er nu ikke blot ideologisk grundlag for Kvinfo, men er trængt ind i Ligestillingsministerens kontor - som nu skriver “balancerede“ og “kønsmainstreamede” handlingsplaner, om kvinders og mænds ligestilling. Baseret på marxistisk ideologi.
Så kan det ikke undre - at mennesket som individ, har trange kår.
Kvinder og mænd er nu to “klasser”, som skal “have lige meget”. Det er resultatligestilling. At give lige vilkår er ikke nok. Man måler nemlig sin succes - på ligheden. Listen af “klasser” er ikke lang. I ligestillingskontoret er det kun køn og etnicitet der gælder. Handicappede hører til et andet kontor.
Kollektivistisk kønsdiskrimination - og individets død
Ud fra et fromt ønske om at gøre det godt for alle - lægger man så den kollektivistiske optik ind over alt lovgivningsarbejde og kigger på om der skulle være noget som går det ene eller det andet køn imod. Ikke specielt det biologiske køn - men i høj grad det socialt konstruerede køn. Altså - den kvinde eller mand, der “lever op til” de traditionelle fordomme der trives om, hvordan mænd og kvinder “er” og skal være.
Disse mennesker - skal man fordele ligeligt. Helst lige mange af hver slags. For på den måde - lyder argumentet - får vi mere forskellighed og mere ligestilling.
Vi ønsker at folk skal bryde mønstrene - men vi præmierer dem, der ikke gør det af sig selv.
Det er en selvimodsigelse. For argumentet bider sig selv i halen. Lovgivning der skal give det ene køn fordele frem for det andet - for at opnå resultatlighed, vil netop tilsidesætte de mennesker der bryder mønstrene - og ikke lader sig konstruere socialt til at følge de traditionelle kønsnormer. Den mand der påtager sig det fulde ansvar for børn og familie - vil ikke længere have nogensomhelst chance for at få en bestyrelsespost. For de bestyrelsesmedlemmer der har børn og familie-forpligtelser vil være kvinder. De har nemlig kvotepladser, der er givet til dem på grund af deres biologiske køn - men med begrundelse i de barrierer der skyldes deres socialt konstruerede køn.
Man har altså skabt en formelt kønsdiskriminerende situation - da man søgte det modsatte. Og man vil opnå præcis det modsatte af hvad man ønsker. Nemlig ensretning af mennesker.
Mønsterbryderne bliver tilsidesat - for at opfylde et ønske om at sætte kryds i en “kvote”-statistik.Bureaukraterne i EU bliver glade - og opnår deres mål om, at “kvinder” som kategori kan krydses af i listen over politiske mål.
Men hvor blev individerne af?
Læs mere om kvoter i Søren Søltoft Holmboes artikel her.
På den måde kan man argumentere for - at kønsmainstreaming virker modsat hensigten. Idet man præmierer de forkerte - nemlig dem der lige præcis ikke bryder den sociale prægning selv, men blot venter på at overtage æren for hvad andre har bygget op. Vi lærer at vi ikke skal tage personligt ansvar for, ikke at blive diskrimineret. Staten bestemmer - og du kan ikke gøre en forskel selv.
Samtidig ødelægger vi kvinders muligheder for at markere sig individuelt - idet de virkelig kvalificerede kvinder, ikke længere så let vil kunne skelnes fra “kvotekvinder” - hvorved dygtige kvinder bliver holdt nede. Men det er selvfølgelig også en del af kollektivisternes projekt - hvor dygtige individer, bestemt ikke skal stikke op.
Steen Stengaard Nielsen har skrevet en udmærket artikel her på 180grader om dette.
Det er ligesom i børnehaven - når drengene har bygget en lækker hule - og pigerne går til pædagogen for at få hende til at sige “noget” til drengene - der ikke vil dele. Så kommer pædagogen og siger til drengene at de sandelig skal dele - for man skal være social og god ved hinanden.
Og når drengene siger at pigerne kan bygge deres egen - så vender pædagogen ryggen til.
For mage til pjat har hun da aldrig hørt om.
