Er X Factor et freakshow, hvor psykisk syge bliver udstillet og udnyttet, så vores børn kan lære at grine ad dem? - er det mobning på nationalt plan? Eller er det en hyldest til mangfoldigheden og et respektfuldt menneskesyn? Det sidste!
Hver fredag kl. 20 sender DR1 sangtalentkonkurrencen 'X Factor', hvor alle over 15 år er inviteret til at komme til prøve og se om de går videre. De er i forvejen bekendt med, at der er kameraer tilstede, som transmitterer et digitalt billede - klippet efter underholdningsværdi - ud på alle danskeres tv- og computerskærme. Og de ved, at de vil blive stillet foran 3 dommere, som har til opgave at vurdere deres meritter. Alle er inkluderet, alle er inviteret, ingen er ladt ude i kulden.
Alligevel har Politiken opsøgt nogle 'eksperter' - fx en mobbekonsulent og Etisk Råd - som har kritiseret programmet vildsomt. De benytter i deres kritik ordene "freakshow", "ulækkert", "usmageligt" og "udnyttelse af unge mennesker". Hertil lægger de en kritik af den casting, som inkluderer bredden i befolkningen og dommernes tone og efter sigende "grove" udtalelser. Og oveni kommer det, at en ekspert - en antimobbekonsulent - udtaler at X Factor lærer børn at mobbe.
EN RIGTIG FREAK
På baggrund af kritikken har Ulla Pors Nielsen, som er programansvarlig for X Factor, lovet at klipningen vil ændre sig fremover. DR har "lært noget" af kritikken, siger hun. Men er X Factor faktisk et freakshow, der udstiller mennesker, der ikke selv har kontrol nok med, og forståelse for, den situation, de indgår i? Og er det mobning, når vi griner med dem?
Rosemarie Garland Thomson har i sin bog 'Freakery' (NYU Press) undersøgt hvordan en freak og et freakshow er blevet forstået gennem tiden. Før oplysningstiden var en freak et nærmest religiøst eller magisk væsen, som var naturligt skabt i Guds billede. Der var en fascination og en forundring knyttet til en freak, og ikke et ønske om at ændre vedkommende. Efter oplysningstidens søgen efter at rationalisere verden blev freaken imidlertid knyttet til lægevidenskaben. Nu var en freak noget, der stak ud fra normen, var forkert og skulle ændres gennem observationer, operationer og alterationer. Garlan Thomson konkluderer derfor, at vi ikke kan tale om en 'freak of nature', men kun en 'freak of culture'.
EKSPERTER SKABER FREAKS
Når de såkaldte eksperter udtaler om X Factor, at programmet udnytter de psykisk svage, de der synger falsk, mens de selv hører skønsang, og andre personager, som stikker ud og gør sig selv til grin hos seeren. Og når psykologer maner forældre til at lære deres børn, at de ikke må grine med visse personligheder, gør vi så vores freaks en oprigtig tjeneste? Det mener jeg ikke.
Det er vores eget syn, der afgør, hvem vi har mest ondt af, hvem vi inderst inde griner mest ad og hvem vi griner mest med, fordi de minder os om vores egen indre, utilpassede freak. Det er vores egen dom over de mennesker, vi betragter som freaks, der gør dem svage, netop idet vi udpeger dem som 'særlige' - som mennesker vi nødvendigvis må holde hånden særligt over. Når vi ikke må grine med bestemte, udpegede mennesker, som polakken med det pudsige ryk med hovedet og den fremtidige historiker, der fik tiden til at stå stille, lærer vi vores børn, at der findes mennesker derude, som ikke er værdige til at høre under 'normalen'.
Vi umyndiggør visse mennesker. Det er dem, vi andre ikke må lege med. Vi lærer vores børn, at de for alt i verden ikke må falde i den kategori, for så vil vi ikke engang grine med dem, men i stedet underkende deres dømmekraft og gøre dem til vores ofre; vores freaks of culture.
X FACTOR ER IKKE MOBNING
X Factor er ikke mobning. Jeg forstår godt, det gør ondt at blive grint ad. Jeg har også været på den side af bordet i mit liv. Men det er med blik for mangfoldigheden og sans for at møde de særlige, de anderledes og de pudsige i øjenhøjde, vi undgår mobning. Det er i øjenhøjde vi griner med dem.
Så i stedet for at dømme og krumme tæer bør vi grine med alle mennesker og nyde, at der er ét sted, hvor vi alle kan samles, hvadend vi kan synge eller ej, har et psykisk eller fysisk handicap, stikker ud eller er kedsommeligt normale. Et sted hvor vi vil alle blive bedømt efter samme målestok: vores meritter. Lad os møde vores freaks of culture og lærer vores børn, at sådan kan man også være, og det er okay. Vi griner med dig og med de vilkår og præmisser, du har med i bagagen på samme måde som vi gør det med folk, vi har stemplet som 'normale'.
Hver fredag kl. 20 sender DR1 sangtalentkonkurrencen 'X Factor', hvor alle over 15 år er inviteret til at komme til prøve og se om de går videre. De er i forvejen bekendt med, at der er kameraer tilstede, som transmitterer et digitalt billede - klippet efter underholdningsværdi - ud på alle danskeres tv- og computerskærme. Og de ved, at de vil blive stillet foran 3 dommere, som har til opgave at vurdere deres meritter. Alle er inkluderet, alle er inviteret, ingen er ladt ude i kulden.
Alligevel har Politiken opsøgt nogle 'eksperter' - fx en mobbekonsulent og Etisk Råd - som har kritiseret programmet vildsomt. De benytter i deres kritik ordene "freakshow", "ulækkert", "usmageligt" og "udnyttelse af unge mennesker". Hertil lægger de en kritik af den casting, som inkluderer bredden i befolkningen og dommernes tone og efter sigende "grove" udtalelser. Og oveni kommer det, at en ekspert - en antimobbekonsulent - udtaler at X Factor lærer børn at mobbe.
EN RIGTIG FREAK
På baggrund af kritikken har Ulla Pors Nielsen, som er programansvarlig for X Factor, lovet at klipningen vil ændre sig fremover. DR har "lært noget" af kritikken, siger hun. Men er X Factor faktisk et freakshow, der udstiller mennesker, der ikke selv har kontrol nok med, og forståelse for, den situation, de indgår i? Og er det mobning, når vi griner med dem?
Rosemarie Garland Thomson har i sin bog 'Freakery' (NYU Press) undersøgt hvordan en freak og et freakshow er blevet forstået gennem tiden. Før oplysningstiden var en freak et nærmest religiøst eller magisk væsen, som var naturligt skabt i Guds billede. Der var en fascination og en forundring knyttet til en freak, og ikke et ønske om at ændre vedkommende. Efter oplysningstidens søgen efter at rationalisere verden blev freaken imidlertid knyttet til lægevidenskaben. Nu var en freak noget, der stak ud fra normen, var forkert og skulle ændres gennem observationer, operationer og alterationer. Garlan Thomson konkluderer derfor, at vi ikke kan tale om en 'freak of nature', men kun en 'freak of culture'.
EKSPERTER SKABER FREAKS
Når de såkaldte eksperter udtaler om X Factor, at programmet udnytter de psykisk svage, de der synger falsk, mens de selv hører skønsang, og andre personager, som stikker ud og gør sig selv til grin hos seeren. Og når psykologer maner forældre til at lære deres børn, at de ikke må grine med visse personligheder, gør vi så vores freaks en oprigtig tjeneste? Det mener jeg ikke.
Det er vores eget syn, der afgør, hvem vi har mest ondt af, hvem vi inderst inde griner mest ad og hvem vi griner mest med, fordi de minder os om vores egen indre, utilpassede freak. Det er vores egen dom over de mennesker, vi betragter som freaks, der gør dem svage, netop idet vi udpeger dem som 'særlige' - som mennesker vi nødvendigvis må holde hånden særligt over. Når vi ikke må grine med bestemte, udpegede mennesker, som polakken med det pudsige ryk med hovedet og den fremtidige historiker, der fik tiden til at stå stille, lærer vi vores børn, at der findes mennesker derude, som ikke er værdige til at høre under 'normalen'.
Vi umyndiggør visse mennesker. Det er dem, vi andre ikke må lege med. Vi lærer vores børn, at de for alt i verden ikke må falde i den kategori, for så vil vi ikke engang grine med dem, men i stedet underkende deres dømmekraft og gøre dem til vores ofre; vores freaks of culture.
X FACTOR ER IKKE MOBNING
X Factor er ikke mobning. Jeg forstår godt, det gør ondt at blive grint ad. Jeg har også været på den side af bordet i mit liv. Men det er med blik for mangfoldigheden og sans for at møde de særlige, de anderledes og de pudsige i øjenhøjde, vi undgår mobning. Det er i øjenhøjde vi griner med dem.
Så i stedet for at dømme og krumme tæer bør vi grine med alle mennesker og nyde, at der er ét sted, hvor vi alle kan samles, hvadend vi kan synge eller ej, har et psykisk eller fysisk handicap, stikker ud eller er kedsommeligt normale. Et sted hvor vi vil alle blive bedømt efter samme målestok: vores meritter. Lad os møde vores freaks of culture og lærer vores børn, at sådan kan man også være, og det er okay. Vi griner med dig og med de vilkår og præmisser, du har med i bagagen på samme måde som vi gør det med folk, vi har stemplet som 'normale'.
