Et liv i frihed

Vi er trætte af velfærdsstaten – af Big Mother-staten, som opdrager og dikterer

Ikke angivet Ikke angivet,

26/06/2014

Vi er trætte af velfærdsstaten – af Big Mother-staten, som opdrager og dikterer. Den stat, som fjerner det individuelle ansvar og den individuelle frihed. Som opkræver verdens højeste skatter og vil bestemme, hvordan du skal leve dit liv. Som tager dine penge, som begrænser dine muligheder og som ensretter dit liv. Dit liv tilhører ikke længere dig selv – du har ikke længere et frit valg.

Vi har staternes bestandige begrænsning af borgernes frihed og selvejerskab. Logning af telefonsamtaler og e-mails overrasker os næppe længere. Kommuner overvåger fraskilte borgere for at afsløre dem i at platte med sociale ydelser, og der opstilles arbitrære regler for, hvor ofte sådan et fraskilt par må besøge hinanden og overnatte for stadig at være berettiget til sociale ydelser. SKAT opkræver ejendoms(værdi)skatter af ulovligt høje vurderinger og ignorerer efterfølgende vurderingsankenævnenes og Landsskatterettens afgørelse.

Politiet foretager ulovlige visitationer, konfiskationer og anholdelser, og betjente dækker over hinandens ulovligheder. Det københavnske politikorps fik kollektivt hukommelsestab efter at have tilbageholdt en uskyldig flyttemand ulovligt og i timevis. Klagesager træneres. Ytringsfriheden annulleres, når der er statsbesøg fra Kina. Myndighederne ransager uden mistanke folks biler ved grove og uhensigtsmæssige ”totalkontroller” og samarbejder om at kortslutte Retsplejeloven. Staten ser den anden vej, for myndighederne er staten. Og sådan kunne vi blive ved.

Vi har behov for at skabe et frirum i velfærdsstaten. En fristad, hvor staten ikke kan nå os, hvor individet og borgerne er i centrum. Et frirum, hvor borgerne ikke er statens curlingbørn, og hvor den store moder har sluppet tøjlerne.

Liberalister som os er en lille gruppe uden stor indflydelse på dansk politik. Men sådan behøver det ikke at være. Hvis vi samlede os i EN kommune, i stedet for at være spredt jævnt ud over hele landet, ville vi være nok til at få afgørende indflydelse. Ja, måske endda flertallet. Vi ville kunne indrette vores egen fristad. En liberal Fristad.

Vi er flere, som har tænkt denne tanke. Derfor har vi oprettet foreningen Liberal Fristad Danmark. For at vi sammen kan skabe det nødvendige frirum. Kom med os og vær med til at skabe din egen frihed, fri for skatteudplyndring og ensretning.

Når først vi har fået afgørende politisk indflydelse i en kommune, skal vi udnytte alle de muligheder, vi har for at skabe et liberalt frirum. Grundloven giver “kommunerne ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender” og det skal udnyttes fuldt ud. Med en afgørende politisk indflydelse i en kommune kan vi gå i gang med at skabe en liberal fristad. Vi skal gå til værks på budgetter, skatter og afgifter, der skal sættes så lavt som muligt eller helt afskaffes. Frihedsindskrænkende reguleringer og foranstaltninger skal afskaffes. Fx skal bevillingsnævnet som udgangspunkt altid godkende ansøgninger.

Dernæst skal der søges dispensationer for lovgivning, der indskrænker borgernes frihed. Fx som Københavns Kommune forsøger med hensyn til salg af hash. Og til sidst skal vi lede med det gode eksempel og presse på politikerne i Folketinget for helt at fjerne frihedsindskrænkende lovgivning. På den helt lange bane skal vi aktivt lobbye Christiansborg for at få endnu flere friheder og rettigheder.

I Rigsfællesskabet har vi Grønland og Færøerne som eksempler på selvstyrende områder, som vi kan forsøge at efterligne. Der er meget, der kan ændres på lokalt plan, og hvis vi samler os, kan vi nå at leve i en ægte liberal fristad inden for en overskuelig fremtid.

Velstand og vækst forudsætter frihed

Faktisk er det den eneste farbare vej frem, hvis vi ønsker et rigt samfund til vores efterkommere. Lars Tvede beskriver i sin bog “Det Kreative Samfund”, hvordan vi er ved at kvæle den kreative tanke med overbeskatning, centralisering og overregulering. Hvis vores samfund skal forsætte med at udvikle sig i en positiv retning, har vi brug for kreativitet og iværksættere.

Vestens rigdom skyldes, at Europa efter Roms fald blev opdelt i flere tusind ministater, som alle konkurrerede intensivt, men som samtidig havde fælles møntfod (ædelmetal), kalender, måleenheder og skriftsprog (latin). Altså åben konkurrence, men over nogle fælles platforme.

Lad os skabe en række decentrale fristæder, hvor kreativitet og iværksætteri kan blomstre. For innovation skabes helt overvejende nedefra, simpelthen fordi nogle har et personligt motiv for at løse et praktisk problem.

De seneste årtier har vi desværre udviklet tre vigtige blokader for vores kreativitet og iværksætteri, nemlig centralisering, overregulering og overbeskatning. Centralisering er en kreativitetskvæler. Det er bemærkelsesværdigt, at de små lande i Vesteuropa gennemsnitlig klarer sig bedre end de store, samt at det mest decentrale af dem alle, Schweiz, klarer sig allerbedst.

Decentralisering gør selvsagt beslutningsprocesser mere jordnære, og det indbyder til konkurrence og dermed innovation. I Schweiz konkurrerer kantonerne intensivt med hinanden.

En anden stor barriere imod kreativitet er overregulering. Lovgivning er i praksis blevet en kumulativ proces, hvorved der sættes stadig flere begrænsninger for frihed og kreativitet. Vi er ikke opmærksomme nok på de langsigtede konsekvenser af det kumulative vildnis af regler og påbud.

Lovgivningen dikterer fiskehandlere, at de skal markedsføre deres fisk på latin, landmænd, at deres traktorer måske er enmandskontorer med rygeforbud, Joe & The Juice, at juicenavnet Hangover Heaven nok er strafbart og pensionisten Niels Kristensen fra Tvindelstrup, at han skal betale en kæmpe bøde, fordi han bruger sin egen frontlæsser til rensning af sin egen tagrende.

Og til sidst er der overbeskatning. Lad os komme med et eksempel: Håndværker Olsen tilbyder at male boligejer Jensens hus. Olsen skal fakturere 12.500 kroner, hvoraf de 2.500 måske går til moms, 5.000 til skat og 5.000 til ham selv.

Jensen betaler også 50 pct. marginalskat og skal derfor tjene 25.000 for at betale Olsens regning på 12.500. Men det kan kun betale sig for Jensen, hvis Olsen er fem gange så effektiv til arbejdet som han selv. Budskabet er altså simpelt:

»Det kan ikke længere betale sig for dig at samarbejde med andre, medmindre de er fem gange bedre end dig selv«.

Ja, Olsen vil gerne arbejde for Jensen, men grundet skatterne blokeres samarbejdet ofte. Samtidig kvæler vi den vigtigste kilde til kreativitet, som netop er de idéskabende frivillige transaktioner mellem borgerne.

Vi kompenserer så ved at opsuge disse Olsener i staten og velfærdssystemet, hvilket finansieres med yderligere skattestigninger til Jensenerne – en skrue uden ende. Denne proces har skabt det, der af forskningsleder på CEPOS Henrik Christoffersen og professor Martin Paldam beskrives som “Velfærdskoalitionen”.

En ny frihedskoalition

Velfærdskoalitionen er den andel af den danske befolkning, som enten lever af offentlig forsørgelse eller er ansat i den offentlige sektor. Siden 1970 er antallet af offentligt ansatte mere end fordoblet, og det samme er antallet af personer, der lever på passiv forsørgelse.

Det har medført, at velfærdskoalitionen i dag udgør et flertal af vælgerne. Velfærdskoalitionen modtager per definition flere skattekroner, end den indbetaler. Derfor er det i deres økonomiske interesse, at de offentlige udgifter og dermed skatten stiger. Jo større velfærdskoalitionen bliver, jo vanskeligere bliver det at rulle kollektiviseringen af vores liv tilbage, fordi flere og flere vælgere ønsker det modsatte.

Meningsmålinger, der spørger til, om befolkningen vil have “velfærd” eller “skattelettelser” viser derfor et flertal for det første. Flertallet opstår, fordi velfærdskoalitionen helt forståeligt hellere vil have penge til sig selv end skattelettelser, som jo også kommer de privatansatte til gode.

Spørger man i stedet folk, hvor meget borgerne er villige til selv at betale i skat for at finansiere forskellige velfærdsydelser, får man et andet resultat. Kun 20 pct. er for eksempel villige til selv at betale mindst det beløb, som efterlønsordningen rent faktisk koster. Når velfærdskoalitionen vil have højere skatter og “mere velfærd” betyder det altså i virkeligheden, at andre skal betale højere skatter, så de kan få mere velfærd.

Vi har derfor brug for at skabe en ny koalition, nemlig en frihedskoalition. Hvis vi går sammen i EN kommune vil vores nye frihedskoalition kunne skubbe den samfundskvælende velfærdskoalition væk fra magten.

Vi skal bruge systemets regler mod systemet. Vi skal udnytte demokratiets regler, samle os, og få afgørende indflydelse. Vi skal stemme os til et liberalt frirum. Vi skal arbejde inden for de rammer loven fastsætter og vi skal ændre på loven, hvor vi kan. Ulovlige metoder vil føre til uro og direkte modstand – lovlig demokratisk arbejde kan systemet ikke slå ned.

Men vi har et koordinationsproblem. For hvor skal vi flytte hen, og hvornår skal vi gøre det? Der er også et hønen-eller-ægget-problem: for vi får først ægte liberal indflydelse, når mange nok er flyttet, men hvordan får vi folk til at flytte til et sted, der endnu ikke er liberalt?

Over det næste stykke tid vil vi lægge os fast på, hvilken kommune vil skal flytte til. Dernæst skal vi samle tilkendegivelser fra nok liberale til, at kunne overtage magten i kommunen. Når vi når den nødvendige mængde tilkendegivelser vil vi sætte gang i flytningen.

Der vil naturligvis være nogle ofre i forbindelse med denne flytning. Nogle må ændre karriere, skifte bolig og rejse fra familie og venner. Men i sidste ende handler det om et enkelt spørgsmål: Hvor meget er frihed værd for dig?

Hvis du værdsætter frihed, så find os på Facebook. Sammen tager vi de første skridt for en mere liberal verden.

Kilde: