Nedenstånde har været bragt i Børsen i dag:
Det har været åbenlyst for en del mennesker de seneste år, men først nu er verden ved at vågne. Det minder om en opvågning til et veritabelt mareridt.
Det politiske system fremmer en overbudspolitik, hvor politikere lover deres egne vælgere en masse goder, som disse vælgere ikke selv evner at fremskaffe. Politikere og vælgere korrumperer hinanden.
Da der efterhånden i den vestlige verden findes flere nydere end ydere, og da der er grænser for, hvor meget yderne kan plukkes, har man accelereret gæld og underskud for at blive genvalgt. Gældsopbygningen har i hele Vesten i de sidste 20-30 år udviklet sig i en grad, der aldrig er set før i verdenshistorien.
Mulighederne for at køre med et permanent stort underskud er dog nu ikke længere til stede, hverken som privat, virksomhed eller stat.
Alle kan nemlig nu se, som i H.C. Andersens eventyr ”Kejserens nye klæder”, at man ikke kan skabe vækst ved blot at opbygge gæld og bruge andre menneskers penge.
Lånemuligheder til dårlige forretningsplaner udtømmes i disse dage meget hurtigt, også for hele lande som tidligere har levet lykkeligt med stigende underskud og gældsætning.
Reality is back!
Den politiske proces er dog samtidig i en historisk hårknude, fordi stort set ingen politikere tør at gå til valg på at skære massivt i den offentlige sektor og samtidig sænke skatterne, således at driftige mennesker og virksomheder kan motiveres til at slå rod , og dermed hjælpe med at skabe den nødvendige vækst.
I Danmark er det desværre misundelsen der forhindrer os i at gøre det rigtige.
Janteloven sidder dybt i den danske folkesjæl, og det er trist, for det kommer til at ødelægge alles muligheder for at leve i et rigt samfund, som har råd til velfærdsgoder til dem, som reelt har behov for dem.
Vi har som en af meget få nationer muligheden for at gøre det rigtige, og komme ud som vindere. Det vil dog kræve prioritering i en hidtil uset grad, hvor almindelige mennesker ikke længere får ting fra staten, med mindre de er syge, gamle eller reelt uarbejdsdygtige.
Det er meget tæt på ikke længere at være en mulighed, da problemer med udflytning og gæld etc. er hastigt stigende. Der er kun de næste generationer til at betale for denne regning.
Alle ved, at man ved en flad skat på 40% og en halvering af selskabsskatten kunne sikre, at Danmark ville blive en vækstdynamo i Europa. Fjerner man oven i købet overflødig administration, bureaukrati og regler, ville det være en vækstmotor uden sidestykke.
Problemet er, at man SKAL skære i de offentlige budgetter, og man skal sikre en reel forskel på at være lavtlønnet og på at være på overførselsindkomst. Men vores arbejdsmoral har det skidt, og folk forstår ikke, hvor store problemerne reelt er.
Globaliseringen kommer inden for kort tid til at kræve et bevist valg i en af disse to retninger:
1) Enten vil vi se socialisme med alt det, historien allerede har lært os omkring det armod, manglende frihed og fattigdom, det vil medføre.
2) Eller også vælger vi at komme ind i kampen nu.
Det forestående folketingsvalg er vores bedste mulighed for at se, om demokratiet virker.
Hvis vi kommer ind i kampen, så er der en værdibaseret beslutning. Det er ikke et spørgsmål, om man er rød eller blå.
At komme ind i kampen betyder i min optik, at vi opgiver troen på, at vi kan sidde hjemme i sofaen og stemme os til et globalt set højt velfærdsniveau.
Det betyder, at vi igen begynder at betragte det som en dyd at kunne klare sig selv, og arbejde for føden, ikke til en fast takst fastsat af et system, men til det et marked vil betale.
Det kræver også, at vi tillader folk at få succes uden at omfordele helt sindssygt med påstande om, at omfordelingen skaber vækst. De, der skaber vækst, er jo per definition de, der betaler skat. Jo mere skat, de pålægges at betale, desto mindre mulighed og grund har de til at skabe vækst.
Lad folk ansætte hinanden, uden at de først skal betale egen topskat og derefter betale en anden persons skat, før der endelig lander nogen penge i den anden persons lomme. Det opfordrer jo folk til sort arbejde og forhindre, at vi kan have en lovlig arbejdsdeling i vores land.
Det bliver sværere og sværere at drive virksomhed i Danmark, og det er sjovt nok også derfor, vi ser færre og færre virksomheder. Til gengæld ser vi en voksende offentlig sektor med et større og større underskud i en økonomi i lavvækst.
Kan det virkelig være så svært at indse, at vi blot skal sikre optimale rammebetingelser for private virksomheder for dermed som nation at få de bedste og mest produktive ”ansatte”?
Desværre er de dygtige danske virksomheder primært i gang med at skabe vækst uden for Danmark. Det ved alle, og forleden kom det frem, at danske virksomheder åbner 10 nye ledige stillinger i udlandet for hver stilling, de slår op i kongeriget. Det kom også frem, at det netto koster statskassen 850.000 kroner at ”køre en dansker igennem systemet” fra vugge til grav. Ikke just en supergod forretning, men ingen tør tage tyren ved hornene.
Der er to valg, og nu har vi brugt rigtig mange år på at tro, at en mellemvej er mulig. Mellemvejen fører i stedet til langsom selvdestruktion.
Danmark er en lille åben økonomi, og gode rammebetingelser for private virksomheder er det eneste, vi har at konkurrere med. Vi gør det modsatte nu, og det er forfærdeligt.
Vi skal skabe dynamik og vækst, og derfor må vi ophøre med at være det land verden, der straffer vækstskaberne med de højeste skatter.
Det er jo tragikomik på et helt forfærdeligt plan.
Lad os komme ind i kampen.
Kim Fournais
