Et parti kræver lederskab

LA's hovedbestyrelse har idag ekskluderet seks medlemmer af partiet

Lars Seier Christensen,

24/11/2013

LA's hovedbestyrelse har idag ekskluderet seks medlemmer af partiet. Jeg kender flere af disse personer godt og har både respekt for dem og kan godt lide dem personligt. Jeg er også politisk på linje med flere af dem.

Ikke desto mindre vil jeg gerne bakke om ledelsens beslutning. Den er ganske korrekt.

Et politisk parti og for den sags skyld en virksomhed er vigtigere end de involveredes personlige ambitioner eller holdninger. Derfor må man som del af sådanne organisationer arbejde loyalt og uselvisk for deres målsætninger, hvis man overordnet er enig i dem.

Uenighed og diskussion er OK, men skal afklares internt og uden at give "fjenderne" uden for organisationen mulighed for at drage fordel af eventuel splid. Det er Kapitel 1 i enhver leders håndbog. Det er ikke alle, der skal eller kan leve med sådanne vilkår, men hvis man vælger at tage et job i en virksomhed eller være aktivt medlem af et parti, så må man respektere det. Ellers bør man finde en anden måde at udtrykke sit engagement på.

Så det er efter min mening helt rigtigt, at partiet har taget dette skridt, og jeg bakker 100 pct op om det. Faktisk vil jeg kraftigt opfordre til at linjen fortsættes, såfremt det i fremtiden vil vise sig nødvendigt og hensigtmæssigt.

Det er simpelthen godt lederskab, og det bekræfter mig i min tro på, at LA vil blive en væsentlig faktor i dansk politik. Partiets projekt er det vigtigste i Danmark netop nu og alle, der ønsker at bidrage til det er velkomne, men de må forstå spillereglerne.

Når der er taget disse skridt er det åbenlyst ikke politisk betinget, LA er netop en alliance af forskellige slags liberale. Personligt arbejder jeg løbende for, at de allermest liberale elementer også føler sig hjemme i partiet. Så enhver spekulation om, at der ligger politisk uenighed til grund for dette, er ukorrekt.

Det drejer sig om at have en effektiv og slagkraftig organisation, der har fuldt fokus på at rette op på landet. Det kræver lederskab. Og det kræver konsekvens. Dagens oplevelse er udtryk for netop det, og det glæder mig.

Så jeg vil kraftigt opfordre de af jer, der vil Danmark og den liberale sag det godt, til at bakke op om dette, og komme videre med arbejdet. Til dem, der ikke længere er med i LA, skal vi sige et stort tak for indsatsen, og ønske dem held og lykke med fortsat at arbejde i andre sammenhæng for at gøre Danmark til et bedre sted.

Kilde: