Som liberal bliver man beskyldt for mange forunderlige ting, for liberalismen er ikke populær i dagens Danmark. Mange danskere forbinder liberalisme med grådighed, asocialitet, umenneskelighed og mange andre negative karakteristika. Det er på tide at forklare, hvad liberalismen går ud på.
Liberalisme kommer fra det latinske ord ”liberalis”, som betyder frihed. Liberalismen bygger på frihed og lige rettigheder og muligheder for alle, og de fleste liberale støtter også grundlæggende idéer som frie valg, menneskerettigheder, fri handel og religionsfrihed. Liberalismen var i sin tid, og er det stadig, en modpol til enevælde/autokrati, adel og lignende. Man ønskede, at alle borgere skulle være lige for loven og have de samme rettigheder, og at visse personer/grupper(adelen), dermed ikke skulle nyde særlige rettigheder længere.
Forhåbentlig er der ingen, der mener, at ovenstående er negativt, for så vil jeg gerne have forklaret, hvilket samfund, man så stræber efter. Størstedelen af den danske befolkning forholder sig sikkert positiv indtil videre. Hvad er det så, der får folk til forholde sig negativt til liberalismen?
Er vi umenneskelige, fordi vi ønsker at give danskerne friheden til at leve det liv, de vil? Naturligvis under eget ansvar og inden for lovens rammer. Er vi grådige, fordi vi ønsker at lade borgerne beholde flere af deres EGNE penge? Er vi asociale, fordi vi mener, at dem, som kan klare sig selv, skal klare sig selv, og at vi skal målrette hjælpen til dem, som faktisk ikke kan klare sig selv? Hvad er alternativet: Et lommepengesamfund hvor staten bestemmer, hvad man må spise, drikke, se, læse osv. Et samfund hvor al frihed og ansvar for længst er taget fra borgeren og overgivet til Staten, fordi nogle politikere insisterer på, at de er klogere end borgerne selv.
Der florerer myter om, at vi ønsker at nedbryde velfærdssamfundet og lade de fattige dø i rendestenen. Dette er myter. Vi ønsker IKKE at nedbryde velfærdssamfundet, men vi bliver nødt til at prioritere: Hvilke dele af velfærden er nødvendige for at opretholde et samfund, hvor alle som udgangspunkt har lige muligheder, og hvilke dele er dybest set asociale og demotiverende for f.eks. arbejdsstyrken? Andre partier prioriterer ikke, de er klar til at love statsgaranterede ydelser til alle, også selvom de ikke har et værdigt trængende behov, og trækker så udgiften til dette omfordelingscirkus fra den flittige arbejder. Vurdér selv, hvad der er mest umenneskeligt, grådigt og asocialt!
