Da Camilla var 19 år arbejdede hun på sin hovedopgave til
studentereksamen. Hun var også 19 år, da hendes mormor, der betød meget for
hende, døde en pludselig død, og 19 år, da hun følte, hun blev nødt til at
afbryde den graviditet, hun havde pådraget sig.
De ting tilsammen var for meget for en ung pige på 19 år. Camilla røg
ned i ”et sort hul”.
Men heldigvis levede hun i Danmark, hvor vi har et udspændt
sikkerhedsnet til den slags mennesker. Camilla blev sendt til psykiatrien, der
begyndte at medicinere hende
I den følgende tid fik hun alle mulige forskellige slags psykofarmaka,
der gjorde hende bims oveni hovedet, og hun begyndte nu at tilbringe sin tid
med at suse ud og ind ad psykiatriske afdelinger.
Camilla fik aldrig sin studentereksamen. Til gengæld fik hun masser af
psykofarmaka og mange diagnoser, uvidende om at hun reelt blev syg af
bivirkningerne ved medicinen. Da hun var 21, fik hun førtidspension, og da hun
tillige fik parkinsonisme, som er en kendt bivirkning ved psykofarmaka, fik hun
også medicin mod det samt hjemmehjælp.
Den 29.11.2010 døde Camilla, 1½ måned efter sin 36 års fødselsdag.
De 17 år der burde have været de bedste år i hendes liv, hvor hun kunne
have konsolideret sin tilværelse med studentereksamen, videregående uddannelse,
job, ægteskab og børn, blev i stedet en frugtesløs ørkenvandring mellem
Distriktspsykiatrien og indlæggelser på psykiatriske afdelinger, hvor hun blev
fyldt med den medicin, der til sidst kostede hende hendes unge liv.
Desværre er hendes skæbne ikke enestående. Tusinder af unge danskere –
og ældre – har oplevet tilfælde i deres liv, som har sendt dem i armene på
psykiatrien, hvor de uden undtagelse er blevet sat i behandling med
hjernemedicin, uanset hvad deres problem end har været fra begyndelsen. Ens for
dem alle er, at de unge aldrig får en uddannelse og aldrig kommer i arbejde,
hvorimod de ældre mister deres job og deres erhvervsevne.
Lige siden Rockefeller Foundation stiftede Mental Health i 1909 og stod
bag World Mental Health i 1947-48, har psykiatrien haft vind i sejlene og
marcheret frem under dække af at hjælpe mennesker med mentale problemer. Og
uden at nogen nogensinde har sat spørgsmålstegn ved, hvad et mentalt problem
er.
Havde Camilla eksempelvis et mentalt problem, da hun oplevede dyb sorg?
Eller Minna, der mistede sine forældre, da hun var ganske lille og blev sat i
pleje hos mennesker, der ikke forsømte en lejlighed til at fortælle hende, hvor
gode de var, og til hvor stor byrde hun var? Som teenager fik hun ”hjælp” af
psykiatrien. I dag som 45-årig er hun blevet gjort invalid, går med rollator,
hun har aldrig fået en uddannelse eller haft et job, giftet sig eller fået børn.
Til gengæld har hun fået hjemmehjælp og hjemmesygeplejerske, der hjælper hende
med at få tøj af og på.
Eller hvad med den dygtige fotograf Christian og blikkenslageren Allan?
Begge blev også udsat for dyb sorg og fik ”hjælp” af psykiatrien. I dag er de
begge på overførselsindkomst og sunket helt til bunds i samfundet. Allen
mistede sin lille blikkenslagerforretning, og Christian lever i et usselt
hummer, hvor hans kamera er erstattet af rige mængder antipsykotisk medicin.
Eller har man et mentalt problem, fordi man som Betty falder med sin
cykel i et trafikeret kryds på vej fra arbejdet som tjenestemand i DSB’s
generaldirektorat og på vej til sang i det kor, der var hendes
fritidsinteresse? Eller hvis man som Henrik bliver overfaldet af en
knivbevæbnet mand på sin arbejdsplads? Begge fik rige mængder antidepressiver
og er i dag arbejdsudygtige. Deres tilfælde findes der tusinder af i Danmark
alene.
Eller har man et mentalt problem, fordi man på et tidspunkt pådrager
sig en ondartet infektion eller andet, der giver sig udslag i en såkaldt
”funktionel lidelse”, som eksempelvis kronisk træthed, fibromyalgi, allergi,
irriteret tyktarm og meget andet, som lægerne ikke kan finde ud af årsagen til,
og til hvilke mennesker det eneste tilbud i Danmark er psykiatrisk hjælp? Dem
findes der flere end 300.000 mennesker af i Danmark.
Selv om skæbnerne er forskellige, har alle disse mennesker i dag ét
fælles træk. De hører ind under den gruppe, man nu vil lave reformer for og
til.
Og som vi så i Debat på DR2, torsdag den 1. marts, står psykiatrien
atter parat til at hjælpe. Den skal bare have nogle flere penge og nogle flere
sengepladser.
Det skal nok blive godt. Så kan der skabes endnu flere invalide og
livstids psykiatriske patienter, alt sammen fordi det i årevis er lykkedes
psykiatrien at lægge kæmpe låg på, hvordan den hjernemedicin, de udskriver til
hvem som helst, øver indflydelse på hjerne og centralnervesystem. Det er den
bedst bevarede hemmelighed i verden i dag.
Det er ikke til at afgøre, om det er psykiatrien eller
medicinalindustrien, der har lugtet en fed fidus. Ved at udskrive hjernemedicin
til hvem som helst, skal man nok få skabt masser af psykisk syge, da medicinen
har en så voldsom indflydelse på hjernen, at de fleste bliver rundtossede af
den. Og dopede som en anden flok narkomaner.
Der er en hel typisk fremgangsmåde i fremstillingen af sindslidende:
Man tager – med højre hånds pege- og tommelfinger – et menneske i sorg,
med stress, efter en ulykke, traumisk oplevelse eller noget helt femte og
tilfører adfærdsændrende hjernemedicin. Når der udvikles bivirkninger eller
forgiftninger, tilføres der lidt mere. Når personen er dopet, og
centralnervesystemet angrebet, står ergoterapeuterne klar i kulissen for at
vurdere om den person, der hidtil har løst dagligdagens opgaver, stadigvæk er i
stand til det. Når centralnervesystemet er sat ud af funktion, er det fysioterapeuternes
tur til at få job.
Hvis personen, der ydes hjælp i psykiatrien, ikke forstår, hvorfor
han/hun har det så mærkeligt og har ændret sig, så ydes endnu mere hjælp i form
at psykoeducation, hvor personen lærer at se sine bivirkninger som psykisk
sygdom. Er vedkommendes familie også målløse over, hvad der foregår, så udvides
programmet til at omfatte pårørende undervisning.
På denne geniale måde har psykiatrien forstået at skabe sig en enorm
industri og arbejdspladser til sig selv og mange indenfor den offentlige
sektor. For vi skal ikke glemme sagsbehandlerne på kommunen, der nu også må
træde i aktion. Ligesom mange ”psykiatriske patienter”, der fuldt ud var i
stand til at klare sig selv, inden de fik ”hjælp”, nu måske også kan blive
tildelt hjemmehjælp.
Problemet er, at der nu er skabt så mange, at de tilsammen er ved at
udgøre så store økonomiske vanskeligheder, at systemet er ved at gå fallit.
Men sandheden er, at systemet for længst har spillet fallit. Det startede
det på, da det accepterede, at hændelser vi alle kan komme ud for i
dagligdagen, blev gjort til psykiatriske specialiteter. Og da systemet fæstede
lid til, at en dybt uvidenskabelig psykiatri kunne hjælpe mennesker, hvor det
for psykiatrien kun har drejet sig om at hjælpe sig selv.
Inden systemet spiller helt fallit, bør psykiatriens metoder, og dermed
også bivirkninger og skadevirkninger ved deres elskede hjernemedicin, blive
afsløret og hevet frem i lyset.
Dermed vil politikerne kunne se, at ingen reform kan gennemføres uden
en reform af psykiatrien. Og en ordentlig debat om, hvad der egentlig er
medicinkrævende psykiske sygdomme.
