Et flertal af de europæiske sundhedsministre har besluttet at give akut førstehjælp til det omstridte EU-direktiv, som ellers var ved at blive aflivet af det spanske formandskab, der skal sikre patienter ret til at søge behandling i et andet EU- eller EØS-land.
Normalt skulle man tro at fortalere for patientrettigheder ville være glade for ensretning af disse, men fra min side får oplægget dumpekarakter. Patientdirektivet, hvis det vedtages i sin nuværende ordlyd, er det tætteste man kommer på legaliseret aktiv dødshjælp til rettigheder, der burde være til fordel for patienterne.
Hidtil har et forholdsvist uklart direktiv medført en del sager rejst ved EF-domstolen, hvor borgere har anlagt sag for at få hjemlandet til at betale regningen for en operation udført i et andet EU-land - sager som i alle tilfælde er faldet ud til sagsøgerens fordel. Endnu mangler vi dog at få ført en dansk sag i Strassbourg - men der er flere undervejs.
Med vedtagelse af et nyt direktiv håber nationalstaterne at få begrænset patienternes ret til refusion af udgifterne til behandling på tværs af landegrænser bl.a. ved at indføre obligatorisk krav om forhåndsgodkendelse samt ret til at afvise betaling af behandlingsformer, der ikke er godkendt i hjemlandet.
Fælles regler og godkendelsesprocedurer
Jeg hilser fælles og ensartede regler velkommen men er stærkt bekymret på de danske patienters vegne, da der er stor forskel på hvilke behandlingsformer og -metoder, der er godkendt i de forskellige lande.
Gang på gang ser vi de fem danske regioner forvalte EU-reglerne efter forgodtbefindende og afviser refusion af udgifter til behandling i et andet EU-land under henvisning til, at behandlingen enten klacsificeres som værende eksperimentel eller slet og ret ikke godkendt her i landet.
Det vi derfor være ønskeligt med fælles godkendelsesprocedurer for behandling under henvisning til de store nationale forskelle. Her i landet er det Sundhedsstyrelsen, der godkender alle behandlingsformer på baggrund af anbefalinger fra danske læger - en til tider MEGET langsommelig proces.
Alt for ofte se vi danske læger, der kategorisk afviser erfaringer fra andre lande, selvom de befolkningsmæssigt har et langt større erfaringsgrundlag at tilrettelægge deres behandlinger ud fra.
Som formand for Patientforeningen modtager jeg ofte henvendelser fra patienter, der eksempelvis har søgt behandling i Tyskland, hvor de tyske læger med hovedrysten gennemser den medbragte danske journal med en efterfølgende udmelding om, at den slags behandling stoppede man med i Tyskland for 10-15 år siden.
Hvis en behandling er "god nok" til knap 82 mio. tyskere, er den vel også god nok til ca. 5,5 mio. danskere, selvom de danske læger mener noget andet. Det er den "mur" af en "vi ved bedre holdning", som mange patienter møder i kontakten med sygehuse og myndigheder her i landet.
Second opinion er heller ikke god nok
Læger og regioner forsvarer sig ofte på kræftområdet med, at patienterne kan få deres behandlingsforløb forelagt det såkaldte second opinion udvalg, som kan anbefale eksperimentel behandling her i landet eller for den sags skyld i et andet EU-land.
Muligheden tages dog i al for ringe grad i anvendelse, da udvalget består af danske offentligt ansatte kræftlæger, der ikke anerkender andre behandlingsformer, end dem de selv anvender. Skulle der være tale om et uvildigt udvalg, buder man udvide det til også at omfatte eksempelvis tyske og franske eksperter for derigennem at sikre patienterne en reel uvildig vurdering af deres kræftsygdom.
Direktivet giver regionerne udvidet magt
Jeg frygter at det kommende direktiv vil stavnsbinde patienterne til behandling på de danske sygehuse, selvom der udføres mere effektive behandlinger i andre lande - nogle er helbredende, mens andre er livsforlængende - fælles for dem alle er, at en kombination af direktiv og økonomi bliver en stopklods i patienternes søgen efter rettidig og relevant behandling.
Vi kan ikke være bekendt at lade politik og penge (i nævnte rækkefølge) komme forud for dem, det hele handler om: PATIENTERNE.
Normalt skulle man tro at fortalere for patientrettigheder ville være glade for ensretning af disse, men fra min side får oplægget dumpekarakter. Patientdirektivet, hvis det vedtages i sin nuværende ordlyd, er det tætteste man kommer på legaliseret aktiv dødshjælp til rettigheder, der burde være til fordel for patienterne.
Hidtil har et forholdsvist uklart direktiv medført en del sager rejst ved EF-domstolen, hvor borgere har anlagt sag for at få hjemlandet til at betale regningen for en operation udført i et andet EU-land - sager som i alle tilfælde er faldet ud til sagsøgerens fordel. Endnu mangler vi dog at få ført en dansk sag i Strassbourg - men der er flere undervejs.
Med vedtagelse af et nyt direktiv håber nationalstaterne at få begrænset patienternes ret til refusion af udgifterne til behandling på tværs af landegrænser bl.a. ved at indføre obligatorisk krav om forhåndsgodkendelse samt ret til at afvise betaling af behandlingsformer, der ikke er godkendt i hjemlandet.
Fælles regler og godkendelsesprocedurer
Jeg hilser fælles og ensartede regler velkommen men er stærkt bekymret på de danske patienters vegne, da der er stor forskel på hvilke behandlingsformer og -metoder, der er godkendt i de forskellige lande.
Gang på gang ser vi de fem danske regioner forvalte EU-reglerne efter forgodtbefindende og afviser refusion af udgifter til behandling i et andet EU-land under henvisning til, at behandlingen enten klacsificeres som værende eksperimentel eller slet og ret ikke godkendt her i landet.
Det vi derfor være ønskeligt med fælles godkendelsesprocedurer for behandling under henvisning til de store nationale forskelle. Her i landet er det Sundhedsstyrelsen, der godkender alle behandlingsformer på baggrund af anbefalinger fra danske læger - en til tider MEGET langsommelig proces.
Alt for ofte se vi danske læger, der kategorisk afviser erfaringer fra andre lande, selvom de befolkningsmæssigt har et langt større erfaringsgrundlag at tilrettelægge deres behandlinger ud fra.
Som formand for Patientforeningen modtager jeg ofte henvendelser fra patienter, der eksempelvis har søgt behandling i Tyskland, hvor de tyske læger med hovedrysten gennemser den medbragte danske journal med en efterfølgende udmelding om, at den slags behandling stoppede man med i Tyskland for 10-15 år siden.
Hvis en behandling er "god nok" til knap 82 mio. tyskere, er den vel også god nok til ca. 5,5 mio. danskere, selvom de danske læger mener noget andet. Det er den "mur" af en "vi ved bedre holdning", som mange patienter møder i kontakten med sygehuse og myndigheder her i landet.
Second opinion er heller ikke god nok
Læger og regioner forsvarer sig ofte på kræftområdet med, at patienterne kan få deres behandlingsforløb forelagt det såkaldte second opinion udvalg, som kan anbefale eksperimentel behandling her i landet eller for den sags skyld i et andet EU-land.
Muligheden tages dog i al for ringe grad i anvendelse, da udvalget består af danske offentligt ansatte kræftlæger, der ikke anerkender andre behandlingsformer, end dem de selv anvender. Skulle der være tale om et uvildigt udvalg, buder man udvide det til også at omfatte eksempelvis tyske og franske eksperter for derigennem at sikre patienterne en reel uvildig vurdering af deres kræftsygdom.
Direktivet giver regionerne udvidet magt
Jeg frygter at det kommende direktiv vil stavnsbinde patienterne til behandling på de danske sygehuse, selvom der udføres mere effektive behandlinger i andre lande - nogle er helbredende, mens andre er livsforlængende - fælles for dem alle er, at en kombination af direktiv og økonomi bliver en stopklods i patienternes søgen efter rettidig og relevant behandling.
Vi kan ikke være bekendt at lade politik og penge (i nævnte rækkefølge) komme forud for dem, det hele handler om: PATIENTERNE.
