Førende EU-politikere med kommissionsformand José Manuel Barroso i spidsen siger, at de vil gøre alt for at forsvare Euro’en, uanset hvad dette måtte koste, og blæser samtidig til kamp mod spekulanterne, som får størstedelen af skylden for, at vi nu står på randen af en ny økonomisk krise.
Både blandt europæiske, men også blandt danske politikere synes der at være en fremherskende opfattelse af, at alt hvad der foregår på børserne er spekulation, og når de græske renter stiger eksplosivt eller euro’en falder, ja så er det ondsindede spekulanter, der står bag. Intet kunne imidlertid være mere forkert. Når renterne stiger og euro’en falder, så er det paradoksalt nok resultatet af det, som de selvsamme politikere selv hylder som én af de helt store fordele ved EU; nemlig de frie kapitalbevægelser tværs over landegrænserne.
At renterne stiger i Grækenland og de andre sydeuropæiske lande skyldes ikke spekulation, men ganske enkelt, at investorerne ikke længere anser investeringer i disse lande som sikre og derfor placerer dem andetsteds f.eks. i danske eller tyske statsobligationer. Hos flere store pensionsfonde er det endda sådan, at de er pålagt regler for, hvilke papirer de må investere i, for ikke at løbe alt for store risici på pensionshavernes vegne. En ordning man som penionshaver kun kan have sympati for. Da Grækenland for nyligt igen blev nedgraderet af de internationale ratingagenturer, førte dette således med sig, at flere af disse pensionsfonde var tvunget til at sælge græske statsobligationer, hvilket straks fik kurserne til at falde og renterne til at sige.
I princippet er forholdet mellem et land og dets statsobligationer det samme som mellem en virksomhed og dets aktier. Klarer virksomheden Grækenland sig dårligt, ja så falder kursen på græske statsobligationer og renten stiger. Tilsvarende med en virksomhed, der kører dårligt: Her er aktiekursen også lav og afspejler økonomien og den risiko, der er forbundet med at investere i den pågældende aktie. Den høje græske rente er således et øjebliksbillede af landets økonomiske formåen her og nu og ikke noget der er opstået som følger af spekulation mod landet.
Tilsvarende med euro’en. Som det er nu, er investorerne bekymrede over situationen i hele eurozonen, og hvilke konsekvenser det kan have for hele området, og derfor flytter de deres midler over i mere sikre valutaer som dollars eller schweizerfranc. Dette er der sådan set ikke noget mærkeligt i, og da slet ikke odiøst. Det er tværtimod meget logisk og ikke udtryk for en ondsindet spekulation, som mange politikere gerne vil give indtryk af.
Det kunne sikkert være interessant at gå en førende EU-politiker lidt på klingen og spørge, hvor han har placeret sin fede politikerpension. I græske, spanske eller portugisiske statsobligationer? Næppe! Har han en fornuftig pensionsforvalter til at investere for sig, så er pengene sikkert for længst flyttet over i mere sikre papirer udenfor de pågældende lande; ja måske sågar helt udenfor EU. Gør det ham derved også til en spekulant?
Både blandt europæiske, men også blandt danske politikere synes der at være en fremherskende opfattelse af, at alt hvad der foregår på børserne er spekulation, og når de græske renter stiger eksplosivt eller euro’en falder, ja så er det ondsindede spekulanter, der står bag. Intet kunne imidlertid være mere forkert. Når renterne stiger og euro’en falder, så er det paradoksalt nok resultatet af det, som de selvsamme politikere selv hylder som én af de helt store fordele ved EU; nemlig de frie kapitalbevægelser tværs over landegrænserne.
At renterne stiger i Grækenland og de andre sydeuropæiske lande skyldes ikke spekulation, men ganske enkelt, at investorerne ikke længere anser investeringer i disse lande som sikre og derfor placerer dem andetsteds f.eks. i danske eller tyske statsobligationer. Hos flere store pensionsfonde er det endda sådan, at de er pålagt regler for, hvilke papirer de må investere i, for ikke at løbe alt for store risici på pensionshavernes vegne. En ordning man som penionshaver kun kan have sympati for. Da Grækenland for nyligt igen blev nedgraderet af de internationale ratingagenturer, førte dette således med sig, at flere af disse pensionsfonde var tvunget til at sælge græske statsobligationer, hvilket straks fik kurserne til at falde og renterne til at sige.
I princippet er forholdet mellem et land og dets statsobligationer det samme som mellem en virksomhed og dets aktier. Klarer virksomheden Grækenland sig dårligt, ja så falder kursen på græske statsobligationer og renten stiger. Tilsvarende med en virksomhed, der kører dårligt: Her er aktiekursen også lav og afspejler økonomien og den risiko, der er forbundet med at investere i den pågældende aktie. Den høje græske rente er således et øjebliksbillede af landets økonomiske formåen her og nu og ikke noget der er opstået som følger af spekulation mod landet.
Tilsvarende med euro’en. Som det er nu, er investorerne bekymrede over situationen i hele eurozonen, og hvilke konsekvenser det kan have for hele området, og derfor flytter de deres midler over i mere sikre valutaer som dollars eller schweizerfranc. Dette er der sådan set ikke noget mærkeligt i, og da slet ikke odiøst. Det er tværtimod meget logisk og ikke udtryk for en ondsindet spekulation, som mange politikere gerne vil give indtryk af.
Det kunne sikkert være interessant at gå en førende EU-politiker lidt på klingen og spørge, hvor han har placeret sin fede politikerpension. I græske, spanske eller portugisiske statsobligationer? Næppe! Har han en fornuftig pensionsforvalter til at investere for sig, så er pengene sikkert for længst flyttet over i mere sikre papirer udenfor de pågældende lande; ja måske sågar helt udenfor EU. Gør det ham derved også til en spekulant?
