EU’s budget for 2013 er på 132,8 mia. € svarende til 991 mia. kr., hvilket er lidt mindre end de samlede offentlige udgifter i Danmark.
Men det der er vigtigt at huske på er, at EU har ikke udgifter til dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, SU eller folkepension, og EU driver heller ikke vuggestuer, børnehaver, skoler, universiteter, plejehjem og hospitaler. EU har end ikke noget militær eller en egentlig politistyrke. På papiret kunne EU således minde om en minimalstat i sin minimaleste form – selv ikke forsvar og retsvæsen står EU for (bortset fra EU domstolen).
Hvorfor er EU så uendelig langt fra at ligne en minimalstat i praksis? Og hvordan i alverden EU kan koste 1.126 mia. kr. om året?
Sådan spares 980 mia. kr.
Hvis man forestillede sig, at EU alene havde som opgave at sikre den frie bevægelighed af varer,
tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft (altså det indre marked) mellem medlemslandene, forhandlede frihandelsaftaler med tredjelande, og havde ansvaret for en EU domstol. Det vi i en liberal optik ville betegne som EU’s kerneydelser.
Dertil kunne komme, at der kunne være visse fordele ved et internationalt samarbejde i en mere
forpligtende form end blot interstatsligt for så vidt angår miljøpolitik, kriminalitetsbekæmpelse og fælles indvandringspolitik, men det må så være dét.
Hvad ville det koste? Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde antal ansatte i generaldirektoratet for det indre marked, men lad os antage – og det er formentlig højt sat – at EU vil have behov for knap 5.000 embedsmænd til at varetage de nævnte kerneopgaver, og lad os antage et næsten tilsvarende antal kontorpersonale, rengøringsfolk, tolke, informationsmedarbejdere, kantinedamer m.m. til at assistere, så når vi op på ca. 10.000 ansatte.
Koster hver ansat 1 mio.kr. i runde tal (før skat), så vil det svare til 10 mia. kr., så hvis EU alene
koncentrerede sig om sin kerneopgave, det indre marked + lidt mere, så kunne EU spare i runde tal 980 mia. kr. årligt på sit budget. Det vil svare til ca. 20 mia. kr. for Danmarks vedkommende eller godt 3.700 kr. per dansker, ung som gammel.
Nogen vil indvende, at EU-bureaukraterne koster langt over 1 mio. kr. i gennemsnit inklusive overhead, og det er sikkert rigtigt, men det afgørende her er ikke, om der kunne spares 970, 980 eller 985 mia. kr. på EU’s budget, såfremt EU alene holdt sig til, hvad liberale ville opfatte som kerneydelserne.
Hvad går de resterende 980 mia. kr. til?
Altså, de helt store udgiftsposter er den fælles landbrugspolitik og anden erhvervsstøtte samt
regionalpolitikken.
Oversigter over EU’s budgetter skjuler disse udgifter under betegnelser som:
Bæredygtig vækst: 59,1 mia. € = 44,5%
Beskyttelse og forvaltning af naturressourcer: 39,8 mia. € = 43,3%
EU-borgerskab, frihed, sikkerhed og retfærdighed: 1,5 mia. € = 1,2%
EU som global partner: 6,4 mia. € = 4,8%
Administration: 8,4 mia. € = 6,3%
Punkt 1 og 2 omfatter regionalstøtten hhv. erhvervsstøtten.
De poetiske navne i budgettet vidner i øvrigt om EU-systemets helt særegne måde at kommunikere med presse og offentlighed på. Landbrugsstøtten omtales nærmest som var der tale om miljøpolitik og regionalpolitikken kaldes for bæredygtig vækst. Almindelige borgere skal helst ikke kunne gennemskue, hvad pengene går til.
Er man minimalstatstilhænger kunne man naturligvis lave en lignende beregning af besparelsespotentialet på de offentlige udgifter i Danmark, men en væsentlig forskel mellem EU og Danmark er, at EU jo hverken afholder udgifter til individuelle overførselsindkomster eller til drift af offentlige serviceydelser.
Det er virkelig svært at se, at det er i Danmarks interesse, at EU bruger 20 mia. kr. af danskernes penge til erhvervs- og regionalstøtte, der primært går til andre lande. Danmark ville få langt mere ud af det, om de 20 mia. kr. blev anvendt til at reducere de høje energiafgifter på erhvervslivet, sænke selskabsskatterne og de højeste marginalskatter. Det ville sætte gang i væksten i Danmark i modsætning til EU’s omfordeling af midler fra én gruppe lande til en anden, der blot omfordeler
væksten og undervejs mister velstand for milliarder i bureaukrati, snyd og fejlallokering af midlerne fra højproduktive til lavproduktiver producenter.
EU som minimalstat – Danmark i vækst. Det lyder godt i mine øre!
