For mig symboliserer en bom noget helt andet end frihed, og netop derfor er det skræmmende, at dansk politik i den grad handler mere om at indføre grænsebom og betalingsbom end at sikre danskerne grundlæggende frihedsrettigheder.
Hele vejen fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti har de jublet over enten den ene eller den anden bom, og mens Pia Kjærsgaard ikke kan få armene ned, fordi hun mener, at grænsebommen reducerer international kriminalitet, så står Per Clausen og griner i skægget over, at bilejere skal betale endnu mere for at køre på danske veje. Fælles for begge sager er, at de medfører mere kontrol, flere regler, flere afgifter og i bund og grund en reducering af borgerens frihed.
Det eneste parti, der har kritiseret begge bomaftaler, er Liberal Alliance, hvilket netop giver mening, idet Liberal Alliance står ved sine liberale principper og ikke vil være med til at gennemføre bomaftaler, der indskrænker danskernes muligheder for at færdes frit i deres eget land.
Vi har aldrig haft så mange regler i Danmark, og hver eneste gang vi åbner en avis, så læser vi om nye mulige forbud, regulativer eller nye måder, hvorpå vi kan kontrolleres og adfærdsreguleres. Vi er langsomt ved at blive fanger i vores eget land, og med de nye bomme får vi reelt det endegyldige symbol på, at Folketinget ikke er andet end en fængselsinspektør, der gør alt, hvad han kan, for at sikre ro og orden på fængslets præmisser.
Vi får serveret maden i kantinen, vi får et bestemt antal minutter i fængselsgården, og så får vi et par kroner i lommepenge, som ikke må gå til andet end agurker og gulerødder. Cigaretter, slik og alkohol er forbudt ...
Folketingets politikere synes tilsyneladende godt om Fængsel Danmark, idet de taler vidt og bredt om, at der er lige så mange vagter som indsatte, maden er sund og nærende, og de indsatte får motion. Men hvor er friheden?
Vi er blevet sat i en spændetrøje af skatter og afgifter. Vores frie valg er under pres, og de indsatte accepterer det uden oprør. Det kan ikke passe! Jeg vil gerne kaste den første sten på en af vagterne og kræve, at f.eks. private erhvervsdrivende selv kan bestemme, om der må ryges på deres egen beværtning, hvordan deres ansatte må gå klædt, og hvem de vil have i deres bestyrelser. Der skal ikke særbeskattes på fedt, biler, iværksætteri og multimedier!
Spændetrøjen skal rives i stykker, og derefter gør vi oprør. Vi river grænsebommen ned og tager betalingsringen i København med.
Vi vil ikke spærres inde!
