Endnu engang har en politiker valgt at gå solo. Senest Per Ørum Jørgensen, der har fundet lugten i det konservative bageri så muggen, at han hellere vil slå sit brød op selv som løsgænger. Naturligvis er det en ærlig sag at skifte holdning og komme frem til den erkendelse, at det, man troede på engang, ikke længere er det saliggørende. På sin vis er denne hoppen ned af taburetterne et ganske forfriskende pust, fordi det minder om, at politik, trods beviser på det modsatte, ikke er en statisk størrelse, men er noget, der hele tiden er i bevægelse.
Alligevel er der god grund til at ryste på hovedet af Per Ørum Jørgensen og den efterhånden pæne strøm af politikere, der pludselig er blevet uenige med sig selv. Ofte handler udmeldelsen af et parti om bagateller, sure miner og småskuffelser, der lidt for tit går i opfyldelse. Sagt med andre ord bliver det personlig ’jeg’ sat foran den fælles partipolitiske og ideologiske kamp, man blev valgt til at føre med sammen andre. Moderne politik kræver i sig selv et stort ego for at kunne modstå knivene fra egne venner, kritiske spørgsmål fra pressen og henvendelser fra vælgere, der ikke er helt tilfreds med måden, mandaterne bliver udnyttet på. Men det kræver også, at man kan agere i den politiske virkelighed, der handler om, at nok har man ret, men ikke altid får det.
Per Ørum Jørgensen er blandt andet raget uklar med sine nu tidligere partifæller om sygehusstrukturen i Vestjylland. Han har før kritiseret Lars Løkke Rasmussen for at slå fast, at det nye supersygehus skal ligge i Gødstrup – og ikke tættere på Holstebro, hvor Per Ørum Jørgensen selv er valgt. Kort sagt er det så få kilometer, der er skyld i hans afgang fra De Konservative, at det råber til himlen.
Historien om Per Ørum Jørgensen og de andre afhoppere stikker dybere end som så. Den fortæller om en selvoptaget politikerskare, der mestendels har nok i sig selv, tænker kortsigtet og ikke har evnerne til at se ud over egen næsetip. I et forkrampet forsøg på for enhver pris at øge sit mandattal står de øvrige partier på lur som gribbe ved et ådselsdyr – klar til at få den afvegne over på deres fløj. Fortsætter den udvikling, vil det være et spørgsmål om tid, før partierne køber politikere af hinanden som fodboldklubber køber spillere.
Derfor er den aktuelle sag om Per Ørum Jørgensen ganske alvorlig. I sin dybeste konsekvens er den undergraverende for demokratiet, fordi vælgerne bliver ladt i stikken uden mulighed for at trække deres stemme tilbage. Den understreger utroværdigheden i politik, når man på den måde kan sige ét dag og gøre noget andet i morgen. Det rimelige ville derfor være, at politikere, der frivilligt forlader deres parti, også må tage den tunge gang ud af folketinget.
Sådan ville folk med format gøre.
Alligevel er der god grund til at ryste på hovedet af Per Ørum Jørgensen og den efterhånden pæne strøm af politikere, der pludselig er blevet uenige med sig selv. Ofte handler udmeldelsen af et parti om bagateller, sure miner og småskuffelser, der lidt for tit går i opfyldelse. Sagt med andre ord bliver det personlig ’jeg’ sat foran den fælles partipolitiske og ideologiske kamp, man blev valgt til at føre med sammen andre. Moderne politik kræver i sig selv et stort ego for at kunne modstå knivene fra egne venner, kritiske spørgsmål fra pressen og henvendelser fra vælgere, der ikke er helt tilfreds med måden, mandaterne bliver udnyttet på. Men det kræver også, at man kan agere i den politiske virkelighed, der handler om, at nok har man ret, men ikke altid får det.
Per Ørum Jørgensen er blandt andet raget uklar med sine nu tidligere partifæller om sygehusstrukturen i Vestjylland. Han har før kritiseret Lars Løkke Rasmussen for at slå fast, at det nye supersygehus skal ligge i Gødstrup – og ikke tættere på Holstebro, hvor Per Ørum Jørgensen selv er valgt. Kort sagt er det så få kilometer, der er skyld i hans afgang fra De Konservative, at det råber til himlen.
Historien om Per Ørum Jørgensen og de andre afhoppere stikker dybere end som så. Den fortæller om en selvoptaget politikerskare, der mestendels har nok i sig selv, tænker kortsigtet og ikke har evnerne til at se ud over egen næsetip. I et forkrampet forsøg på for enhver pris at øge sit mandattal står de øvrige partier på lur som gribbe ved et ådselsdyr – klar til at få den afvegne over på deres fløj. Fortsætter den udvikling, vil det være et spørgsmål om tid, før partierne køber politikere af hinanden som fodboldklubber køber spillere.
Derfor er den aktuelle sag om Per Ørum Jørgensen ganske alvorlig. I sin dybeste konsekvens er den undergraverende for demokratiet, fordi vælgerne bliver ladt i stikken uden mulighed for at trække deres stemme tilbage. Den understreger utroværdigheden i politik, når man på den måde kan sige ét dag og gøre noget andet i morgen. Det rimelige ville derfor være, at politikere, der frivilligt forlader deres parti, også må tage den tunge gang ud af folketinget.
Sådan ville folk med format gøre.
