Den nye regering har været samlet siden d. 3. oktober i år, og jeg har ignoreret adskillige opfordringer til at skrive om den. Men nu har jeg fået en ny opfordring, som jeg hellere må følge. Den kom fra en gut, jeg sad i en bar med. Hans øgenavn er Skeletor, og han har en indrammet bøde for forstyrrelse af den offentlige ro og orden hængende på sit kontor. Mens han leverede sin opfordring kiggede han på mig med to øjne, der så ud til indbyrdes at slås om at fokusere på mig, og sagde: "Hvis du ikke skriver om regeringen, så tror folk, du kan lide den," Hans næve tog fat i min krave, og han hævede sin ølrustne stemme. "Er du blevet rød, eller hvad?". Så jeg bukker under for truslen, ligesom jeg altid gør, selvom det er rimeligt dumt af mig at indrømme, efter jeg stensikkert er kommet i Antifascistisk Aktions søgelys, nu jeg er blevet nævnt hele to gange på den ellers så sombre Uriasposten.
Problemet er, at der ikke er så meget at sige. Eller rettere: Der er alt for meget at sige, og de klarer det selv. Lamme Villy, der tåger rundt. Ole Sohn og de sorte Sovjet-millioner. Den lumre, men moralske Carsten Hansen og ellers bare hele hoben af løftebrydere. Jeg mangler stadig at se klare beviser på, at der er et rigtigt menneske inden i Helle Thorning-Schmidt. Indtil da vælger jeg at tro, at hun er en slags hulrygget elverkvinde fyldt med snoretræk, som en eller anden fagforeningsnisse kan trække i, når hun skal udspy sine uendelige rækker af floskler. En elverkvinde kan danse en mand ihjel. Helle kan sniksnakke os alle til døde.
Det er helt ufatteligt at betragte de rødes vælgerbedrag. De holder ingen løfter. Ingen. Det bedste er, at de forsøger at markedsføre løftebrud som noget positivt: Folkestyret er tilbage! Partierne kom med deres løfter inden valget, og nu er regeringen sammensat af en række individuelle partier, der så må samarbejde. Som prikken over i'et er blokpolitikken væk. Det hele lyder jo meget besnærende, hvis ikke det var fordi, de under valget lod som om de stod for en samlet politik, hvorefter de så øjeblikket efter at have løjet sig til magten laver en rødblokket finanslov med de autonomes politiske afdeling, Enhedslisten.
Hold kæft, hvor må de røde vælgere føle sig dumme. Det er meget naturligt, eftersom de er dumme, men alligevel. Selv hvis Oddset-Jannie fik job i Handihelp, ville hun virke mere intelligent og have mere integritet end flokken af svindlere tilsammen, der sidder på regeringsmagten og konstant lyver, mens de undskylder sig med at være "upræcise". Den seneste, der har lavet sådan en "professionel fejl" - et fantastisk nyt begreb spunnet til den nye regering - er Özlem Cekic. Hun skriger op om 65.000 fattige børn og finder så til lejligheden én familie, som ... ikke er fattig. I hvert fald ikke hvis fattig betyder, at man har råd til at ryge som Seest nytårsaften og bo til en husleje, hvor man kan forvente badeværelsesarmatur af guld. Og tjene mere end hende ved kassen i Netto, som man hysterisk skreg af i morges, fordi der ikke var blevet fyldt op med guldbajere i køleskabet.
Nu har også Socialistisk Folkeparti opdaget, at Özlem har hældt lidt for meget drømmesovs i kebabben, så de aflyser fattighedsdebatten med begrundelsen, at det ikke er så let at tjekke en persons budget. Øh, nå?! Sådan et består ellers af tal, der behændigt kan lægges sammen og trækkes fra hinanden ved hjælp af velkendte operatorer. Men hele denne ørkesløse sejlen rundt i Det Røde Hav demonstrerer jo bare, at fattigdomsbegrebet blot er noget, som venstrefløjen føler, for at de kan have en årsag til at være "gode", hvilket som bekendt betyder, at man tager ærligt tjente penge fra hårdtarbejdende borgere og giver dem til nogle dovne hunde.
Thorning er selvfølgelig kommet med sin snoretræksreaktion på debatten ved at udtale, at "det er stærkt provokerende, at folk ikke tager et arbejde". Nå, så det er det? Samtidig med, at man fjerner al incitament til at tage arbejde for folk på kontanthjælp? Er det ikke lidt ligesom at stille juleanden foran sin labrador og lade den være alene i en times tid, hvorefter man bliver "stærkt provokeret" over, at anden er væk? Jo, det er, og der er kun én reaktion på at være "stærkt provokeret", og det er knytnæve i sylten på kræet. Lige nu. Det er ikke, jeg gentager, ikke løsningen at stille en flæskesteg foran køteren og forlade den i en time mere.
Da det er matematisk beviseligt, at der er en ulykkelig slutning på alting har højrefløjen desværre ingen grund til at juble over de rødes lille "professionelle tyrkfejl". Der har været masser af glæde blandt borgerlige, der kalder fattigdomsdebatten en sejr. Men det er ikke en sejr. Det er et stort, fedt nederlag. Selv Hitler led et mindre sviende og ydmygende nederlag til de røde. Selv hvis han oven i købet havde tabt en jødekagebagningskonkurrence og havde tabt bukserne i samme øjeblik, russerne fangede ham levende. For hvordan er vi kommet dertil, at en person rent faktisk får så meget i kontanthjælp, at det ikke kan betale sig at arbejde? Det er vi efter ti års borgerlig regering med vælgerangst!
Nej, de røde horder har sejret i dette elendige, lille land. For længst.
(Bitter Blog læses bedst på Bitter Blog)
