Det er kommet frem, at mange med høje indkomster søger om julehjælp, hvilket får mig til at konkludere at fattigdomsdebatten egentligt handler om moral. Hvilket samfund er det, som skaber mennesker, der uden blusel sender en ansøgning om fem julekurve på trods af at man har 60.000 kr. i samlet månedlig indtægt.
Der er et eller andet som har undergravet danskernes moral. Enhver burde anse det som en skam at skulle ansøge om en julekurv uanset hvor meget skyld i sin egen situation man er eller ej. Det er kun noget man gør for børnenes skyld. Det værste er at disse mennesker næppe vil sige tak, hvis de faktisk fik en julekurv.
Danskerne har desværre fået en moral hvor det er helt naturligt at andre betaler. De kan ikke se det forkerte i at andre som måske har mindre end dem selv, har smidt en 10'er i en raslebøsse og dermed betaler for nogen som har mere. Det er jo netop den moral som velfærdsstaten har sat i system. Her betaler de 80% rigeste til de 100% fattigste. Det betyder at velfærdsstaten har gjort det normalt at rage til sig fremfor selv at betale og være stolt af dette.
Derfor er der flere og flere som kalder sig for fattige uden at tænke over den skam som der burde være i det. De ser det ikke som deres opgave selv at løse problemet ved at tage et arbejde og sænke deres forbrug, nej det er statens ansvar. Uden den moral og den skam, så er der heller ikke nogen overlevelses eller selvopretholdelseskraft, man gør sig simpelthen afhængig af at andre forsørger en.
At lave en officiel fattigdomsgrænse vil teknokratisk skære toppen af problemet, men det ændrer ikke en tøddel ved indstillingen hos de som falder ind under grænsen, nærmere tværtimod for nu har de en objektiv ret til deres julekurv. Der kommer intet incitament til at ændre moral og selv gøre en indsats.
