Fedmeepidemi! Madmisbrug! Ansvarsfralæggelse!
Forleden så jeg Luksusfælden på TV3, hvor en fyr spillede oddset og poker for 2.000 kroner om måneden. Socialdemokraternes Mette Reissmann klassificerede ham straks som ludoman, mens konen var et offer for et shoppingmisbrug. Det viste sig, at de bare skulle tage sig sammen - stoppe med at klynke og tage sig sammen. Se realiteterne i øjnene og beslutte sig for at lade være med at spille og shoppe, mere kompliceret var det reelt ikke. Mette Reissmann var dog klar til at bruge sygdommen som undskyldning for de medvirkendes handlinger, i stedet for bare at bede dem om at tage sig sammen.
Luksusfælden og Adipositasforeningens tilgang til den danske fedmeepidemi har det tilfælles, at de behandler mennesker med dårlige vaner som ofre for et misbrug eller en sygdom. Det enkelte individ får derved en gylden chance for at fraskrive sig ethvert ansvar og skyde skylden på sygdommen, for i selvsamme øjeblik problemet er en sygdom eller et misbrug, så kan men stadig se sig selv i øjnene og sige, at "det var jo ikke din skyld, du er jo syg". Det er så meget nemmere at sige til sine venner "Jeg er fed på grund af et dårligt stofskifte" fremfor at sige "Jeg er fed, fordi jeg æder alt for meget, og har rygrad som en regnorm".
Det hastigt stigende antal overvægtige i Danmark burde ikke betegnes som en epidemi, idet fedme ikke smitter. Fedme er ikke en sygdom! Ved at italesætte fedmen som en sygdom eller et misbrug, så flytter vi fokus fra det reelle problem, nemlig at man som overvægtig skal melde sig ind i kampen og tage sig sammen. Jeg indrømmer, at det er svært at tabe sig, men at kalde sin tilstand en sygdom, fordi man ikke magter at spise under 10 hotdogs om dagen, er udelukkende klynk.
Det værste er ikke, når overvægtige klynker, for det har jeg faktisk forståelse for. Jeg har selv kæmpet med overskydende kilo, og jeg ved, at det kan være sindsygt svært at smide dem. Nej, det værste er, når psykologer og læger åbner en dør på klem for den overvægtige, som herefter kan bruge kliniske diagnoser til at fraskrive sig sit ansvar og derved fortsætte samme livsstil. Vi er på vej til at anerkende overvægt som et klinisk problem i stedet for at fokusere på problemet som et individuelt problem, som skal løses ved hjælp af, at man som overvægtig tager ansvar for sit eget liv. Adipositasforeningen lobbyer netop for, at svær overvægt skal behandles som en sygdom, hvilket klientliggør den overvægtige og giver ham/hende rettigheder i forhold til sin overvægt. På den måde overlades løsningen af overvægtsproblemet til samfundet og ikke til den overvægtige selv.
Jeg har intet imod overvægtige mennesker, men jeg har noget imod, at man kan spise 10.000 kalorier om dagen, hvorefter man kan påberåbe sig en diagnose og herefter fortsætte sin livsstil, uden nogen kræver, at man som overvægtig skal tage ansvar for sine handlinger. Det er ikke samfundets ansvar at få overvægtige til at tabe sig - det ansvar overlader jeg til den overvægtige selv, men jeg vil til gengæld meget gerne være med til at lave kost- og træningsplaner, så vægttabet kan igangsættes hurtigt og effektivt. Det har jeg gjort mange gange før, blandt andet for børn i alderne 8-16 ved +Camps, så det handler ikke om, at jeg som borger ikke vil hjælpe overvægtige, for det har jeg gjort på frivillig basis mange gange tidligere.
For mig er det vigtigt at indse, at når man putter noget i munden, så er det et valg. Hvis man mange gange om dagen træffer det valg, så kan man ikke bare fralægge sig sit ansvar for sin vægt, hvis man ender som ekstrem overvægtig.
Det smitter altså ikke at være fed, men klynkeri og dovenskab smitter tilsyneladende, og kuren er at tage ansvar, omlægge sin kost og dyrke mere motion.
