Værd at læse

-5

Feminisme, den Noble Løgn

Platon argumenterer i ”Republikken”, at for at kunne bygge et ordentligt Utopia, vil det være nødvendigt at afbilde guderne som dydige, uanset hvad Homer og andre forfattere har skrevet om dem. Derfor blev censur og bedrag set som rekvisitter i installationen af dyd: ”Løgnen i ord er i visse tilfælde brugbar og ikke hadefuld”. Dette er blevet kendt som Platon´s ”Noble løgn”. I vor tid har en anden ”Utopia-wanna-build” næsten umærkeligt adopteret den ”Noble løgn”, i forfølgelsen af sine mål, udnyttende censur og bedrag, men stadigt vedholdende en aura af moralsk retskaffenhed: den Politisk Korrekte Feministbevægelse, der regerer så godt som uudfordret i det akademiske miljø og i regeringsapparatet.

Verden som afbildet af dagens feminister er en særegen én. Den underviser i en historie, der er i modstrid med den historie, der undervises i på historiske fakulteter. Et syn på videnskab der kun selektivt inkorporerer hvad der undervises i på videnskabelige fakulteter, og en paradoksal, uliberal tilgang til moral, hvor en handlings korrekthed afgøres af, hvem der udfører den. Feministernes kontemporære verdenssyn har meget til fælles med illusionistens verdenssyn, der kan fremmane et imponerende scenarie, men kun når det udføres fra en bestemt vinkel, og kun når alle forsøg på kritisk undersøgelse er forstummet. Faktisk er det svært at undertrykke mistanken om, at grunden til at feministerne altid har insisteret på deres eget fakultet for ”Kvindestudier” er, at de kræver fritagelse fra det kritiske syn deres materiale ellers ville modtage af deres ligeværdige, hvor det undervises som historie, filosofi eller videnskab.

Feministerne er i stor stil sluppet af sted med disse bedrag, fordi den vidt udbredte og højt succesfulde indprentning af mandlig skyld, tillader feministerne at påstå, at enhver kritisk undersøgelse af deres tvivlsomme påstande kan anses for et ”angreb på offeret”. Yderligere kan ridderlige følelser få de fleste mænd til at det på én eller anden måde er unfair at ”angribe kvinder”, selv om de selv samme kvinder spyr bizart vrøvl, i processen med energisk at angribe mænd. (Vildfarelsen i denne logik er selvfølgelig, at antagelsen af at denne agenda promoveret af feministerne faktisk er i de fleste kvinders interesse. En pro-kvinde-agenda ville promovere harmoniske relationer mellem kønnene og styrkelse af familien; den feministiske agenda, der gør det modsatte, skader de fleste kvinder lige så meget som mændene). Resultatet er blevet er stor mængde selektive sandheder, halve sandheder og selv usandheder er blevet ukritisk accepteret af en stor del af den uddannede del af offentligheden. I Platon´s utopiske stat ville regenterne have monopol på retten til at fortælle løgne; gennem gennemtvingelsen af ”fjendtlig tale”-koder på uddannelsesstederne (og i visse tilfælde er kritik af feministiske doktriner blevet konstrueret som ”fjendtlig tale”), søger vor tids akademiske feminister det samme privilegium.

Én af de mest åbenlyse absurditeter der undervises i som kvinders historie, drejer sig om den angivelige ”Idylliske Gudinde”-æra, hvis største fortalere er afdøde Marija Gimbutas og Riane Eisler, som bragte et stort antal ukritiske, følelsesladede artikler og bøger. Dette er en drejning på ”oltidens matriakat”-temaer, der længe har været populære mellem marxister og feminister. Feministerne taler ofte hånende om de sidste få tusinde år som perioden siden ”det spirende patriakat”, en udtalelse der skulle kreere det gennemført falske indtryk, at tingene tidligere var anderledes. Gimbutas der var professor ved Indo-European Studies ved University of California, hævder at det neolitiske Europa nød et fredeligt, ligeværdigt, kønsligeligt men kvindecentreret samfund, før invasionen af brutale, patriakalske Indo-europæere mere end fire tusind år siden.

Hun promoverede denne ide i flere store, smukt illustrerede bøger, afbildende den periodes universelle gudinde. Stort set alle Gimbutas´s professionelle kolleger afviser hendes ”idylliske gudinde”-version, typisk med kommentarer som ”Gimbutas er gået for langt”, eller ”Åh min Gud, Marija igen!”. Fortalerne for den ”Idylliske Gudinde”-historiske teori, er en variant af historien om det ”Tabte Paradis”. I denne nye version blev den menneskelige race udstødt af Paradis, på grund af mandens synder, ikke på grund af kvindens; i skabelseshistorien syndede kvinden måske først, men begge lavede forseelsen. Bemærk at i den feministiske fabel, er det mændene alene der er ansvarlige for det onde, og kvinder der repræsenterer det gode. Denne overbevisning møder man igen og igen i feministiske tanker, klart understregende kvinders overlegenhed. Andre feminister finder kønsomvendte eller køns-lige samfund steder der aldrig er tilgængelige. Angivelige matriakater, ligesom angivelige tilfælde af psykiske kræfter, der aldrig kan observeres direkte. Visse påstår eksistensen af virkelige nuværende ”matriakater” i afsides egne af Afrika, Asien, Madagaskar eller så, men når man presser for beviser, så er der uværgerligt aldrig nogen. Den seneste observation af et ”ikke-patriakalsk” samfund, var på den afsides ø Vanatinai nær Papua New Guinea. Dog, ved nærmere inspektion viser det sig, at selv om der er visse kvinder der til tider er meget indflydelsesrige, så er den store majoritet af indflydelsesrige personer mænd (præcist som i vores samfund).

Nogle mennesker forveksler ganske enkelt eksisterende ”matrilineale” (lineær arv gennem kvinden) eller ”matrilokale” (relation til kvindens klan) samfund (indikerende det primære ved moderens rolle i arvsspørgsmål eller respektivt afgøre residens) med ikke-eksisterende matriakale samfund (ledet af kvinder). I matrilineale eller matrilokale samfund, er kvinden typisk udsat for sin mors mandlige familiemedlemmer, mere end sin ægtemand. Den afdøde antropolog Eleanor Leacock, en feminist og marxist, citerede et angiveligt køns-egalt samfund, det syttende århundredes Montagnais-Naskapi af Quebec, vis køns-egale status skulle være nedskrevet af tidlige kristne missionærer, før de indfødte amerikanere angiveligt blev korrumperede ind i deres nuværende tilstand af vestlig kolonialisme og undertrykkelse. Dog, Leacock´s påstand er helt igennem falsk, krævende selektiv udeladelse af eksempelvis: ”Jeg har aldrig hørt kvinder klage, fordi de ikke blev inviteret til festen, fordi mændene spiste de gode stykker, eller fordi de skulle arbejde uafbrudt, mens hun citerede det modsatte udsagn fra den samme paragraf!

Andre feministiske lærde fordrejer, enten gennem skødesløshed eller bedrag Margaret Mead´s noget uoprigtige beskrivelse af Tchambuli-mænd som udslidte, påstående at dette viser et samfund i hvilket kønsrollerne er blevet vendt om. Dette ignorerer belejligt det faktum, at Tcambuli-mænd rent faktisk var hovedjægere, som beholdt deres fjenders afskårede hoveder. At kalde så heftige krigere for ”udslidte” er misbrug af ordet. Mead selv nægtede gentagne gange på noget tidspunkt at skulle have opdaget noget omvendt kønsrollesamfund. Alligevel fandt Steven Goldberg, at 36 af 38 nye skolebegynderbøger i sociologi citerede Mead´s angivelige opdagelse af det ”rolle-omvendte” Tchambuli som ”bevis” på at kønsrollerne er miljømæssigt determineret. Sådan er løgnene der afleveres til dagens studerende i den fromme feminismes navn. Den barske realitet er, at i hele menneskehedens historie, fra i dag til de tidligste nedskrevede tekster er en ubrudt dokumentation af såkaldte ”patriakater”, sandsynligvis strækkende sig tilbage til så langt som vore tidligste forfædre (eftersom chimpansesamfund afspejler ekstremt mandlig dominans). I ethvert menneskeligt samfund, uden undtagelse, er lederskab associeret med det mandlige, og pleje af børnene med det kvindelige.

Dem der argumenterer, at ”socialisation” på én eller anen måde forklarer kønsroller, finder dem selv ude af stand til af forklare hvorfor socialisation altid udvikler sig i én bestemt retning, når den ifølge deres antagelser skulle udvikle sig tilfældigt, resulterende i et kludetæppe matriakater sammenflettet med patriakater. Hvorfor socialiserer alle samfund uden undtagelse mænd til lederskab og kvinder til huslige opgaver? Hvorfor ikke omvendt?

Altså falder den strikse miljømæssige forklaring ind i uendelig regression, og den finder sig selv postulerende en ubegrundet grund: den mandlige dominans vi observerer i ethvert samfund, siges af være grundet ”socialisation”, alligevel har den socialisation der altid resulterer i mandligt lederskab ingen årsag. Steven Goldberg argumenterer overbevisende, at den populære forklaring på ”socialisation” for at forklare kønsroller, får omvendt årsagssammenhæng. Han skriver, at feministiske teoretikere ”laver den fejl, at behandle de sociale omgivelser som en uafhængig variabel, og fejler derigennem at forklare hvorfor de sociale omgivelser altid tilpasser sig grænser afsat af, og tagende retning i forhold til, det psykologiske (Miljøet fungerer aldrig som tilstrækkelig modvægt til at muliggøre et samfund at undgå mandlige dominanshierarkier). Med andre ord er det ikke sandt, som feministerne påstår, at samfundene udvikler tilfældige kønsroller, for så at udvikle pseudovidenskabelige koncepter om biologiske kønsforskelle for at retfærdiggøre samfundets normer. Faktisk observerer samfundene de adfærdsmønstre, som biologien synes at udføre i det uendelige, og forsøger derefter af socialisere kvinder og mænd til de roller de forventes at kunne udfylde. ”Socialisation” er derfor ifølge Goldberg den afhængige variabel, ikke den uafhængige variabel som almindeligt antaget.

Hvis kønsrollerne virkeligt er tilfældige samfundsmæssige konstruktioner, skabt for at holde kvinderne på ”deres plads”, hvorfor er det så nødvendigt at give transseksuelle - individer der allerede afspejler mange af det modsatte køns karakteristika – hormoner fra det modsatte køn, før og efter en operation, for at gøre det muligt for dem at finde ind i deres nye rolle. Disse hormoner er rapporteret som havende uværgerlige dybe humørskiftende karakteristika. I eksempelvis dokumentarfilmen ”Max” af den lesbiske instruktør Monika Treut, kommenterer en kvinde-til-mand-transseksuel før operationen om de dybe humørændrende effekter oplevet i forbindelse med behandlingen af mandlige hormoner. Hun rapporterede, at hendes energiniveau pludseligt steg dramatisk, sexdriften ligeså. Hendes humør blev enormt påvirket, og hun så sig selv ude af stand til at græde så meget som meget og så ofte som tidligere. Dette er ikke en isoleret reaktion. Dette er faktisk en normal reaktion. Det er faktisk selv rationalet for behandlingen: for at kunne producere en adfærd der vil synes ægte mandlig eller kvindelig, er det nødvendigt at have den rigtige balance af kønshormoner cirkulerende i kroppen. Feminister derimod henfører en sådan mandlig adfærd til ”socialisation”.

Men hvis den feministiske ”samfundet-er-ansvarligt”-hypotese var sand, ville kønshormoner ingen effekt have på adfærd, og transseksuelle kunne antageligt trænes til deres nye roller ved blot at læse en bog. Grunden til af feministiske teoretikere forsøger at tvinge os til at ignorere den magtfulde rolle kvindelige og mandlige hormoner udgør som adfærdsmæssige determinatorer er, at vi så ville være nødt til at anerkende at kønsroller ikke er tilfældige, men faktisk er permanente og uomgåelige. Dagens politisk korrekte feminister, som eksempelvis marxister, føler sig tvungne til at postulere en rent miljømæssig forklaring for alle kønsrelaterede adfærdsforskelle, fordi så snart biologiske forskelle indrømmes som relevante faktorer, kan antagelsen af ”kvinder er ofre for diskrimination” ikke understøttes. Skulle forskel i mandlig/kvindelig adfærd og karrierevalg blive indrømmet som medfødt og reel, så er ”nul-hypotesen”, antagelsen af at fravær af diskrimination ingen forskelle i de to grupper ville observeres – ikke længere være logisk. Feministerne ville så være placeret i den situation, at de ville være nødt til at separere effekten af såkaldt ”diskrimination” fra effekten af biologi. En klart umulig opgave. Altså må mandlige/kvindelige forskelle i biologi erklæres ipso facto, for ikke at have nogen mulige observerbare konsekvenser. Biologen Garrett Hardin noterer at prædikatet ”biologisk determinisme”, bærende ”implikationer af absolut stivhed” er ”en stråmand belejlige placeret af polemikere; vi gør vel i at ignorere den”

Han tilføjer: ”at antage at menneskelig adfærd er uinflueret af arv, er at sige, at man ikke er en del af naturen. Den Darwinistiske antagelse er denne; Darwinisterne insisterer på, at bevisbyrden falder på de der påstår det modsatte”

Filosoffen Michael Levin beskriver tørt feministisk teori som en form for ”Kreationisme”, som han definerer som: ”at nægte ethvert forsøg på at anvende evolutionær teori på mennesket. Det er irrelevant om denne benægtelse er understøttet af læsningen af hellig litteratur, eller et engagement i en sekulær ideologi”

Han irettesætter ”videnskabsmænd som Richard Lewontin og Stephen Jay Gould, der tager en fuldstændig naturalistisk stilling i retning af alle levende væsner, bortset fra mennesket”

Det faktum at mænd har mange flere fysiske kræfter end kvinder, kan umuligt indrømmes som en faktor der begrunder mænd til at være dominerende i anstrengende job; manglen på kvinder i sådanne job tilskrives et ”fjendtligt arbejdsmiljø” skabt af sexistiske mænd. Hvis det indrømmes, at få kvinder faktisk ønsker at udføre et sådan arbejde, så forklares dette ved, at dette er konsekvensen af at være blevet hjernevasket til at acceptere patrikalske stereotyper. At mænd dominerer i højt betalte stillinger, ses i sig selv som et bevis på den udbredte konspiration for at holde kvinder væk fra de gode job til trods for det faktum, at når man korrigerer for faktorer som antal timer arbejdet, antal uddannelsesår og antal år i stillingen, forsvinder forskellene. At kvinder bruger langt flere penge på dem selv – penge antageligt tjent til dem gennem mandens anstrengelser – bliver overhovedet ikke taget i betragtning. Hvis det virkeligt var rigtigt, at kvinder blev betalt 59 cents (eller hvilket beløb du vælger at tro på) for hver dollar manden tjente, for at gøre det samme arbejde på samme niveau, så ville ingen forretning kunne konkurrere, hvis den havde nogen mænd ansat.

At forskelle i karrierevalg måske fremkommer fra gensidige præferencer og uafhængige valg, gjort af to grupper havende signifikante medfødte psykologiske forskelle, er ikke en tilladelig hypotese, selv om det virker indlysende for ethvert andet samfund end vort eget. Ingen forklaring vil være tilfredsstillende for dagens feminister, hvis ikke den afspejler mænd som misbrugere og kvinder som ofre (en afspejling der i sig selv lyver om feministernes påståede tro på ”fuldstændig lighed”)

For at kunne forsvare beskæftigelseskonspirationshypotesen, må feministerne argumentere, at der ingen ægte medfødte forskelle i færdigheder, attituder eller evner er mellem mænd og kvinder, eller at sådanne forskelle måske eksisterer, men har absolut ingen effekt. Så snart sådanne forskelle indrømmes som meningsfulde faktorer, der influerer karrierevalg og præstationer, forsvinder sagen om den angiveligt allestedsnærværende ”diskrimination”. I stort set alle sportsgrene, for hvilke der noteres rekorder, udkonkurrerer mænd vedholdende kvinder. Disse forskelle er ikke ubetydelige; det er rutine for talentulde mandlige universitetsatleter at udfordre kvinders verdensrekord i deres egen sportsgren.

Det fleste feminister indrømmer ikke gerne, at i det mindste i sport er forskellene i præstationer mænd og kvinder imellem medfødte faktorer, og ikke socialt betinget. Ingen mængder af politisk indoktrinering kan transformere en kvindelig atlet om til en respekteret bagstopper for National Football League. Dette placerer feministerne i den kuriøse position, at medfødte faktorer har ansvaret for de grundlæggende forskelle i sportsgrene mænd og kvinder imellem, men ikke i noget som helst andet. Michael Levin argumenterer, at det er absurd at påstå, at der ikke findes noget betalt job uden for sportsverdenen, hvor den slags evner, udholdenhed og fart, der manifesterer sig i atletik, ikke kan overføres til arbejdslivet. Og når feministerne først har indrømmet realiteten af evner kønsforskellene imellem, bliver de nødt til at indrømme mænds overlegne gennemsnitlige præstationer i de krævende job der passer til de medfødte faktorer og ikke til ”diskrimination” eller ”socialisation”. Det er i sandhed ideologi og ikke logik, der fremkalder hypotesen om absolut mandlig/kvindelig udvekslingsformåen (eller mere korrekt: feministerne vil fralægge sig kendskabet til denne udvekslingsformåen, men dog energisk forsvare alt der følger af den!)

Dagens politisk korrekte feminisme med sin fokus på gruppe rettigheder og forseelser mod grupper er grundlæggende uliberal. Et dramatisk afbræk fra den lange humanistiske tradition der understreger individuelle rettigheder, belønninger og straffe. Den angriber ytringsfriheden, hvor den anvendes på måder der ikke falder i feministernes smag; feministerne har for nylig slået sig sammen med det religiøse højre, for at angribe såkaldt ”pornografi” (En anden koalition feministerne og det religiøse højre imellem er korstoget mod de såkaldte ”Sataniske kulter”, der hurtigt er ved at udvikle sig til en veritabel heksejagt i ordets egentlige forstand! Og den nidkære brug af højest tvivlsomme ”undertrykte minder” der skal afdække angiveligt ”glemt incest” er hovedsagligt en feministisk ledet kampagne, hvor Gloria Steinem er en af de største tilhængere)

Ideologien søger at erstatte det liberale ideal om ”lighed under loven” med skrækscenariet ”nogle er mere lige end andre”, givende kvinder specielle rettigheder og speciel beskyttelse, som mænd ikke har adgang til. Ét af de mest strålende eksempler på feministiske krav om ”mere lige end andre”, angår status af skoler med ét køn. Det lille antal af universiteter tilbage, hvor der kun går mænd, mestendels med militær orientering, som eksempelvis Virginia Military Institute og The Citadel, er under konstant politisk og juridisk pres fra feminister, for at gøre ende på denne ét-køns-politik, der anses for ”diskriminerende”. Og måske mener du, at dette er tilfældet? Men for få år tilbage, da universitetet Mills College kun for kvinder, fuldstændigt uden tvang begyndte at tillade mandlige studerende, begyndte den samme vedholdende destruktive kraft at mase sig ned over dem for af bevare ét-køns-uddannelsen, tvingende direktørerne til at omgøre deres beslutning og bevare Mills College for kvinder. (Når feministerne taler til et ”indfødt” publikum, påstår feministerne dog, at de ”bare vil have lighed”! Men i realiteten bør enhver feminist der påstår at ville have ”lighed” heller være klar til at fortælle, hvilke privilegier hun er parat til at opgive.)

Forklaringen der blev givet for at bevare Mills College med ét køn var, at mænd i kraft at deres højere aggressionsniveau har en tendens til at dominere klasserummet, skabende en nødvendighed for kvinderne at have ”deres egen liga”, hvor de i ro og mag kan diskutere i deres eget afslappede tempo. Og jeg er ikke i tvivl om, at mænd dominerer klasserummet og aktiviteterne i højere grad end kvinder gør. Feminister der argumenterer på denne måde, er i den delikate position at vedholde, at klasserummets mandlige dominans er grundet mandens større aggressivitet, men mandlig dominans i forretningsverdenen har intet med mandlig aggression at gøre, men er udelukkende et resultat af en unfair konspiration mod kvinder. I feminismens kontemporære ”wonderland” er kønsdelt uddannelse enten helt nødvendig eller helt ond, afhængigt af hvilket køn der bliver ekskluderet, og mandens gennemsnitligt større aggression både tillader ham, og tillader ham ikke, at overskygge kvinder inden for den samme organisation, afhængigt af hvilken konklusion man ønsker af bevise. Alle feminismens argumenter er i sidste instans ad hoc: man bruger det argument man her og nu kan opdrive, for at bevise hvad man ønsker at bevise i øjeblikket (offergørelse, diskrimination, undertrykkelse, forfølgelse og så videre…) Der er intet krav om, at det argument man bruger i dag, skal korrespondere med gårdsdagens argument, eller det af i morgen. Mænd er både aggressive og ikke aggressive, bedre til matematik, mere overbevisende og så videre, afhængig af øjeblikkets nødvendighed. Feministerne behøver ikke bekymre sig om, at nogen vil protestere over, at dagens argument ikke er i overensstemmelse med gårsdagens argument: enhver der ville prøve på dette ville blive brændemærket som ”fjende af kvinder”, og gelejdet ud af bevægelsen. Den korrekt sensitive og politisk korrekte feminist kritiserer aldrig sine feministsøstre, uanset hvad de siger, men lytter i stedet til ”kvindernes mangfoldige stemmer”

Det fastholdes altid, at ovennævnte positioner og doktriner stammer fra ”ekstremister”, og at ”fornuftige” feminister og feministorganisationer ikke bakker dem op. Kritikere af feminismen anklages for, at koncentrere deres angreb på såkaldte ”ekstremister”, som eksempelvis Cathrine MacKinnon og Andrea Dworkin. Men MacKinnon er opfinder af det juridiske koncept ”sexchikane”; afviser ”fornuftige” feminister dette koncept som ”ekstremistisk”? Selvfølgelig ikke; den slags argumenter muliggør for dem at ”smage frugten” af MacKinnonismen mens den ”forbander vinen”. Hvis Andrea Dworkin ikke er en sådan ”ekstremist”, hvorfor prises hun så rundhåndet af Gloria Steinem? (Og hvis ikke Gloria Steinem repræsenterer feministerne, hvem gør så?)

Mit næste spørgsmål er så: ”Hvor er alle disse ”fornuftige feminister”? Det uundgåelige svar er, at de sidder lige ved siden af mig, eller i kontoret nede ad gangen; dog synes disse angiveligt ”moderate” stemmer aldrig at spille nogen som helst rolle overhovedet i udformningen af de store offentlige politikker. Visse mere eller mindre fornuftige feminister, dog politisk ineffektive feminister, forsvarer deres rolle ved at pege på mindre succeser, hvor ”gode feminister” som dem selv var i stand til at lettere mildne de ”slemme feministers” skadende politikker (tvang, censur o.s.v.). Mit svar er, at hvis alt hvad de ”gode feminister” kan opnå, er at være i opposition med mindre end 100 procent effektivitet i forhold til de ”slemme feminister”, så ville samfundet være bedre stillet uden feministerne overhovedet.

Vi bliver bedt om at tro på, at den største feministiske organisation i Amerika, og det største feministiske magasin, hvert i det uendelige promoverende billedet af kvinder som ”ofre”, mens de energisk lobbyer for specielle præferencer og kvoter (og er (eller var indtil for nylig) begge ledet af en lesbisk), skulle på én eller anden måde være ”urepræsentativt” for, hvad den angiveligt typiske feminist gør og tror. Igen, dette er kun et billigt retorisk trick: per definition er de største organisationer og publikationer i enhver bevægelse repræsentative for denne bevægelse. Hvis de ikke var repræsentative, ville én eller anden ny talskvinde træde frem og samle en ny flok. Man tvinges til at konkludere, at eftersom alle de ”fornuftige” feministers retfærdige mål blev opnået for længe siden, så mangedobles bestræbelserne nu på at opnå så mange uretfærdige mål som muligt, før nogen signifikant opposition kan stables på benene.

Ingen fornuftig person vil jeg mene, kan nægte, at mænd og kvinder burde have de samme juridiske rettigheder i karrieremæssig henseende og med hensyn til ejerskab af ejendom og så videre. Og sjældent, eller så godt som aldrig, bliver disse rettigheder nægtet. På samme måde kunne ingen fornuftig person forvente at ”lige muligheder” automatisk ville medføre ”lige resultater” for to grupper så forskellige som mænd og kvinder. Alligevel er dagens feministers primære klage, at dette ikke er tilfældet, og forskellen fremvises som bevis på angivelig ”diskrimination”, som resultat af samfundets angivelige intolerance mod kvinder. Dog, denne diskriminationspåstand behandler alle mænd og kvinder forskelligt i den virkelige verdens situationer som resultatet af en enkelt årsag: mændenes angivelige egoisme og uretfærdige behandling af kvinder, som ikke er villige til at ”dele” deres angivelige ”privilegier” med kvinderne. Alle andre faktorer og variabler ignoreres automatisk: forskellene mellem mænd og kvinder i fysisk styrke og udholdenhed, effekten af graviditet og børneopdragelse, der tager kvinder ud af arbejdsstyrken; de helt reelle forskelle i mandens og kvindens hjerne; de humørændrende mandlige og kvindelige hormoner og så videre. Ingen af disse virkelige forskelle i mandlige og kvindelige roller, som vi forventes at tro på, kan på nogen måde forklare forskellene i mandens og kvindens roller; alle sådanne forskelle må henholdes til mandlig perfiditet og grådighed.

For mig synes heller ingen fornuftig person at kunne nægte den moralske lighed mænd og kvinder imellem: at ingen af kønnene kan gøre krav på mere ”godhed” eller samarbejdsvillig adfærd. Alligevel er det nøjagtigt hvad dagens feminist forsøger at gøre. Nogle siger direkte, at kvinder er det moralsk overlegne køn. Andre ville benægte en sådan påstand. Alligevel ligger påstanden ikke desto mindre implicit i alle feministiske skrifter, gennem den uafladelige afbildning af mænd som onde og kvinder som de uskyldige ofre. Hvordan kan man påstå at tro på to gruppers ”moralske lighed”, mens man samtidig vedholder, at én af de to angiveligt skulle have ”udnyttet” og ”undertrykt” den anden, i et hvilket som helst samfund der nogen sinde har eksisteret? Troen på kønnenes ”moralske lighed” implicerer troen på den universelle menneskelige forventning af mandlig dominans og kvindelig undertrykkelse på sin vis er ”naturlig” og i orden; at benægte det ene er at benægte det andet.

Den feministiske bevægelses retorik portrætterer historien som et sørgeligt scenario af uendelig undertrykkelse og undertvingelse af kvinder, af mændenes selviske grunde. (At mændene selv måtte være en ”offerklasse”, når man ser på, at mænd har udgjort 100% af kanonføden i ethvert salg i historien, er ikke en overvejelse værd) Men afbildningen af kvinden som evigt offer overlever ikke en kritisk undersøgelse, især ikke i dag. Hvilke rettigheder kvinder på forskellige tidspunkter gennem historien end ikke måtte have haft, såsom retten til at stemme, var typisk vundet af mændene kun kort tid før. Gennem det meste af historien havde ingen nogen rettigheder, udover den regerende elite!

Og hvad angår dagens amerikanske samfund: kvinder lever gennemsnitligt syv år længere end mænd; kvindehushold har netto gennemsnitligt 41% mere end mandehushold (og dette til trods for det faktum at den gennemsnitlige kvinde arbejder langt færre timer per år end den gennemsnitlige mand) Kvinder udgør 55% af andelen af universitetskandidaterne. De påstår at blive diskrimineret mod i politik, til trods for at de givet syv millioner flere stemmer end mændene i valget af præsidenter. De vinder næsten altid automatisk i sager om forældremyndighed. Ofre for vold er overvældende mænd og kvinder angriber mænd oftere end det modsatte. Kvinder kan myrde deres sovende mand eller kæreste i koldt blod, og derefter påberåbe sig forsvaret ”hustruvold” for derefter sandsynligvis kun at modtage den letteste straf eller ingen straf overhovedet, uden nogen form for bevis på at de på nogen måde var mishandlet.

En dømt mand udstår gennemsnitligt 50% længere tid af sin afsoning, end en kvinde der er dømt for en tilsvarende forseelse, og en mand har ti gange større sandsynlighed for at dø i fængsel, end en kvinde har. Mænds selvmordsrate er fire gange så høj som kvinders. Fireogtyve ud af femogtyve job der rangerer som værst i forhold til løn og arbejdsforhold, ifølge Jobs Related Almanac, har én ting til fælles: de er alle 95%-100% besatte af mænd. Af de der dræbes i arbejdsulykker, er 94 % mænd, ligesom 96% af de dræbte i Gulfkrigen var mænd. Hvis mænd har indrettet det hele så fantastisk for dem selv, hvorfor dør de så, bliver maltrakteret, myrdet, begår selvmord i en rate substantielt over kvinders, der ender med at have flere penge, til trods for at de arbejder mindre? Ved at ignorere ubekvemme fakta som ovennævnte fortsætter feministerne med at promovere myten om, at kvinder er ”ofre” for et uretfærdigt samfund skabt og regeret af magtfulde, ufølsomme mænd for egen vindings skyld. I realiteten giver det meget mere mening at kalde dagens amerikanske kvinder for ”privilegerede” end for "undertrykte!”

Dagens politisk korrekte feministers fremlagte verdenssyn, det eneste der spiller nogen rolle i formgivelsen af den offentlige mening, er et korthus. Den kræver dens tilhængeres hoppen fra den ene yderlighed til den anden, uden på noget tidspunkt at være sikker på, at adfærdsmæssige kønsforskelle er illusoriske eller reelle, men ex cathedra insignifikante, usikre på om kvinder opfører sig på samme måde som mænd, eller er følelsesmæssigt eller moralsk overlegen, orienteret mod livet (i modsætning til mænd, der elsker døden); skiftende fra ”absolut lighed” til ”speciel forsørgelse”, afhængigt af hvad der under omstædighederne afstedkommer de største fordele. Kvinder er på samme tid stærke og uafhængige, fuldt parate til at sejre i kampens helvede, og samtidigt så svage, at de har behov for særlige betingelser, under hvilke de modtager kompensatoriske fordele der skal hjælpe dem i konkurrencen med mændene; de har også brug for juridisk beskyttelse mod uønskede seksuelle tilnærmelser og sjofle vittigheder. Dette er meget lig magikerens silketørklæde, der synes at have en ny farve hver gang det kommer til syne. Erfaringen har vist, at disse protester mod feministernes absurditeter bliver besvaret langt oftere med ad hominem fornærmelser og udtryk for moralsk forargelse end fornuftige argumenter; sådan er forsvaret fra illusionisten, når bedraget afsløres.

Men der kan være stor skade i umodståede falsknerier, især når det resulterer i mistænksomhed, fjendtlighed og misundelse kønnene imellem, hvor kærlighed jævnligt syntes at eksistere så sent som en generation tidligere. I ingen andre lande har politisk korrekte feminister opnået så megen magt, som i den anglo-amerikanske verden, specielt i U.S. og Canada (hvilket i sig selv er interessant: hvorfor har europæiske kvinder i stort tal afvist at deltage i krigen mod mænd?) Som konsekvens heraf har vi her med næsten sikkerhed verdens højeste skilsmisserate, et forkrøblet uddannelsessystem, og en tilsyneladende næsten ustoppelig kriminalitetsspiral og relateret social patologi. Seneste studier demonstrerer en stærk sammenhæng mellem denne sociale patologi og børn af faderløse familier. Det står tilbage at blive set, om noget samfund kan forblive intakt, uden intakte familier, hvor man kan opfostre psykologisk sunde børn; historien er uden fortilfælde. Man kan prøve at argumentere for, at den amerikanske familie døde af naturlige årsager, i samme øjeblik feministerne begyndte at skyde på den, men efter at have undersøgt dybden og vildskaben af det feministiske angreb mod kvindens rolle som kone og mor, overbeviser et sådan argument ikke.

Nietzsche advarede mod moralsystemer, grundet i hvad han kaldte ”ressentiment” (vrede, harme, bitterhed, fortørnelse), der repræsenterer medlidenhed, mens faktisk rummer fordækt destruktivitet, fra de der afmægtigt ønsker hævn over dem de misunder. Han citerede den kristne moral som det primære eksempel på et sådan system. Hyklende en attitude af passivitet og kærlighed arbejdede de tidlige kristne for at trække enhver person eller institution ned, der var forudset til succes. Vi må ikke glemme af dagens politisk korrekte feminisme, i sig selv et barn af marxismen, er og manifestationen af ”ressentiment”

Til trods for sin succes med at maskere sig som harmløs, selv som en nobel bevægelse dedikeret til ”simpel fairness”, så er dagens feministiske bevægelse faktisk en Nobel Løgn. Uanset hvor mange mennesker der er blevet oprigtigt overbeviste om dens budskaber, så har kejseren intet tøj på. Og en Nobel Løgn er ikke desto mindre en løgn.

2 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere