Fra første færd har man forsøgt at lukke munden på ham, og man kan vist roligt sige, at han har haft en suveræn førsteplads som landets mest forhadte intellektuelle op igennem anden halvdel af det tyvende århundrede. Men det lykkedes aldrig for de pæne mennesker at lukke ned for sorte Søren fra Seem. Han bed sig fast og han bed til.
Sådan skriver Johan Nord i sin anmeldelse af Mikael Jalvings netop udkomne bog Søren Krarup og hans tid. Nord lægger i sin anmeldelse bl.a. vægt på den betydning, Krarup har haft for ham selv og udviklingen af en ny og selvbevidst folkelig konservatisme:
Søren Krarups tid står ikke i nederlagets tegn, men derimod i den stadige strids. Han er én af dem, der er blevet ved, og som nu i sin alderdom kan skimte frugterne af sin og andres utrættelighed.
