Grundskylden i København stiger i de kommende år med hele 42 pct. svarende til 1338 kr. om måneden. Det samme billede ses overalt i landet.
I forvejen er de samlede boligudgifter, pålagt af staten og kommuner, efterhånden tårnhøje og kraftigt stigende. Alligevel får især de Radikale det til at lyde som om, der ikke er boligskatter i Danmark.
I al deres visdom (synes de selv, vi andre vil kalde det ubegavethed) arbejder de intensivt for at ændre skat på arbejde til skat på bolig. I disse år betaler det arbejdende folk enorme summer i skat af arbejde, og hvis det måtte lykkes de Radikale at ændre dette, står vores generation med håret i postkassen, for efter at have betalt store beløb i skat af arbejde, går vi på pension og skal efterfølgende til at betale store beløb i skat på bolig - vel at mærke uden at få glæden ved at skat på arbejde er sat ned.
Selv hvis ikke det går så galt, er der stadig store ubalancer. Jeg kan se, at hvis jeg som best case forudser, at jeg kan nå at betale mit hus ud, inden jeg går på pension, vil jeg stadig have enorme udgifter for overhovedet at bo i huset i takt med at grundskyld mv. stiger eksplosivt.
Jeg kommer stadig oftere frem til, at løsningen på de kommende års udfordringer som dansker er at smutte. Købe en oneway ticket ud af landet.