Flere kvinder til tops

Regeringen vil med en række lovændringer effektivt fremme flere kvinder i ledelser og bestyrelser – både i det offentlige og private

Censete_libere_

03/05/2012

Regeringen vil med en række lovændringer effektivt fremme flere kvinder i ledelser og bestyrelser – både i det offentlige og private. Det sker med en ambitiøs dansk model, som i dag præsenteres af erhvervs- og vækstminister Ole Sohn og ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen på et pressemøde i ligestillings- og kirkeministeriet.

Grundidéen med den danske model er simpelthen, at den skal virke! Nu skal der ske reelle fremskridt for ligestilling i toppen af Danmark. Modellen omfatter de 1.100 største virksomheder. Dermed går regeringen længere end blot bestyrelserne for de knap 200 børsnoterede selskaber. Helt centralt i den danske model er, at virksomhederne forpligtes til at fastsætte måltal for antallet af det underrepræsenterede køn i bestyrelserne – det vil typisk sige kvinder. Den danske model betyder også, at virksomhederne forpligtes til at have en politik for generelt at øge andelen af kvinder i virksomhedernes ledelsesniveauer. På den måde sikrer man, at der er fokus på hele den såkaldte ”fødekæde” i erhvervslivet, og at der kommer endnu flere kvalificerede bud på morgendagens kvindelige topledere og bestyrelsesmedlemmer.