Jeg er kristen, jeg står gerne ved det og forklarer gerne hvorfor jeg er medlem af Folkekirken som omkring 80 % resten af danskerne. Udover det protestantiske tros budskab er Folkekirken med til at definere vores tilværelse – til gavn for dig såvel som samfundet.
Vi lever i dag i et sekulariseret samfund, hvor vi ikke længere kan tro på en evig paradisisk tilstand i det hinsides. Kristendommen har mistet sin betydning, og Folkekirken fremstår nu bare betydningsløs og overflødig i en endnu mere globaliseret verden, hvor konkurrencesamfundet, migration og andre kulturer er blevet hverdag i Danmark. Kritikkere spørger så, hvorfor overhovedet bevare en Folkekirke som den ser ud i dag, når religion ikke har samme betydning i dag som den har haft tidligere? Hvorfor ikke adskille kirken fra den danske stat, spørger kritikkerne fra tid til anden, så kirke og stat bliver religiøs neutral?
Rent eksistentielt er det at fratage mennesket et tilholdssted ved at adskille disse to beslægtede institutioner. Sådan som det er i dag, er man medlem af Folkekirken ved dåben. Hvis man så ikke ønsker at være en del af det fællesskab (samt betale kirkeskat) kan man med fordel melde sig ud fra man er myndig som 18-årig. Selvom du udmelder dig af Folkekirken og fravælger kirkeskatten, modtager Folkekirken den resterende – og overvejende finansiering – via statslige tilskud, betalt af os alle sammen. Hvorfor skal individets frihedsrettigheder blive underlagt statens magt fra start af, ved at være tilknyttet et hvis statsreligion? Til manges provokation, uden tvivl også på netavisen hér, burde det ”naturligvis” være omvendt. Ræsonnementet virker logisk men er snarere resultatet af postmodernismens radikale projekt, og kræver dybere forklaring.
Når man som menneske vokser op, har man krav på at få defineret en eller anden virkelighed, hvorved man kan vælge fra. Det medfører en del til- og fravalg, der er med til at definere hver og én af os. Folkekirken er i denne sammenhæng med til at give os et ståsted, som vi kan bruge som udgangspunkt for vores tilværelse. Intet ondt ord om dem som mælder sig ud af Folkekirken, da de har jo truffet et aktivt valg og derfor forholdt sig til sin tilværelse – et aktivt fravalg. Men ved at adskille kirke og stat fratager man dette ståsted på forhånd, hvilket er med til at annullere tilværelsen. Det frie valg er med til at gøre tilværelsen mere ligegyldig.
Folkekirken som institution og fællesskab hjælper dig nu ikke på vej, med dens kultur, værdier og historiske tilknytning, med hvem du som udgangspunkt er som dansker. Nej, alle religioner (og værdier) vil i princippet blive ligestillet på en sådan måde, at man i højere grad selv skal definere sin egen virkelighed, som man herefter vælger ud fra. Af samme overvejelser skal vores børn undervises i kristendom i folkeskolen og ikke religion.
Det er denne form for værdirelativisme der som helhed er farlig. Og det repræsenterer kirke-stat-spørgsmålet i aller højeste grad. Værdirelativismen virker til tider tiltalende og logisk, men underkraver i virkeligheden samfundet, da alle værdibetonede emner pludselig bliver gjort ligeværdige af betydning. Men så simpel bliver virkeligheden aldrig, at alle værdier kan fastslås at være ligeså betydningsfulde som alle andre. På visse områder har staten har altså en betydningsfuld rolle til at definere denne skelnen.
Derfor er det vigtigt, at vi har en fælles referenceramme, som Folkekirken er med til at danne. Den er identitetsskabende og sikrer i sidste ende den positive sociale sammenhængskraft vi har i Danmark. Se bare på Sverige forhold til værdier og begreb(er) af næstekærlighed som selvudnævnt humanitær stormagt. Det er jo en værdipolitisk katastrofe!
