Andreas M. Jonsson
10/3-2011
FOLKETS MANDAT
Når jeg møder spørgsmålet, “Hvad ville du stemme, hvis der var valg i dag?”, begynder jeg ofte at reflektere - reflektere over politik i dagens Danmark. Jeg er i særdeleshed tilhænger af demokratiet og jeg mener også at vi i Danmark har et demokrati som fungerer tilfredsstillende, et langt stykke hen ad vejen. Hvad der dog oftest falder mig ind når ovenstående spørgsmål stilles, er, om politik i Danmark strengt taget er blevet en ligegyldig pærevælling som mangler en nødvendig opstramning, og om man stemmer rødt eller blåt, eller noget helt tredje, ikke i sidste ende kommer ud på ét.
Det folkelige mandat en politiker i folketinget modtager, når han eller hun bliver valgt, syntes ofte glemt, fortrængt eller blot ignoreret når først pladsen i folketingssalen er solidt besat. Hvad der siges i valgkampagner, på hjemmesider og i blogs er én virkelighed. En anden virkelighed er den som træder i kraft så snart en folkevalgt politiker er inde i varmen, nemlig den virkelighed som handler om at blive populær, blive et kendt ansigt, blive elsket af mange og få en god, solid indkomst og så ellers bare langsomt glide ind i rollen som mainstream politiker - en pop-litiker.
Det er nemlig det vi ser, gang på gang, i sær blandt fremtrædende politikere, at man påtager sig en rolle som den elskværdige, folkekære politiker som taler folket efter munden, siger det folket vil høre og så ellers lader det være ved det. Handling efterspørges på daglig basis, ord og kloge fraser der i mod, er noget vi alle er ved at få nok af. Jeg savner et Danmark hvor man tør stå ved sit ord og ikke læne sig op ad det gamle ordsprog, “man har et standpunkt til man tager et nyt”. Det kan meget vel være et sundt ordsprog for den almene dansker, men når man som folkevalgt politiker netop er valgt ind, på baggrund af nogle holdninger folk har set sig enige i, for dernæst blot at ændre sine standpunkter til noget helt tredje, fjerde eller femte, ja så knækker filmen for mig.
Hvor blev værdikampene af? Hvor er politikernes tro på sig selv og deres holdninger? Vi ser i dag et magnetfelt på midten af det politiske spektre, et magnetfelt som trækker polerne mod hinanden. Nogle vil nok mene at dette er sundt, at enighed blandt fløjene oftere er en realitet, men bevæger vi os så ikke i virkeligheden mod et ensporet demokrati hvor vi til sidst sidder med et utal af partier som mener det samme, vil det samme og gør det samme?
Uenighed er en nødvendighed for at skabe fremgang, vækst og debat. Hvis alle er enige får vi en snævertsynet tilværelse hvor vi assimileres på det groveste og styres af dem som løber i den retning vinden blæser, frem for dem som står fast og mærker modvinden.
Det skal afslutningsvis nævnes, at jeg udmærket er klar over at den politiske uenighed florerer, navnlig på internettet. Hvad der dog er sjovt at undre sig over er, at det sjældent er folketingsmedlemmer som ytrer sig kritisk, skarpt og lige på - men at det der i mod ofte er hr og fru danmark med en politisk overbevisning som kommer med den skarpe kritik - spørgsmålet er, hvorfor? Hvorfor er det ikke dem vi har betroet vores mandat, som kæmper vores kamp? Hvad er politik i Danmark i grunden?
