For 44 år siden mødte Che retfærdigheden i Bolivias jungle

I dag er det 44 år siden, Ernesto "Che" Guevara mødte retfærdigheden i Bolivias jungle

Torben Mark Pedersen,

09/10/2011

I dag er det 44 år siden, Ernesto "Che" Guevara mødte retfærdigheden i Bolivias jungle.

Che var en stalinistisk massemorder, der skrev til sin far efter sit første mord, at han elskede at dræbe, og efter revolutionen blev han udnævnt til Castros chefbøddel.

Som daglig leder af La Cabanã fænglet underskrev Che efter eget udsagn et par tusind dødsdomme med holdningen, at

"juridiske beviser er unødvendige i forbindelse med det at sende folk foran henrettelsespelotonen. Sådanne procedurer er en arkaisk bourgeois detalje. Dette er en revolution! Og en revolutionær må være en kold dræbermaskine motiveret af rent had. Vi må skabe en henrettelsespælens pædagogik."

Unødvendigt at tilføje, at han selv personligt stod for et betydeligt antal henrettelser?

Hermed blot et genoptryk af en ældre klumme om Che på 180Grader

Problemer med linket? Så kommer klummen her:

Den usandsynlige helt

Dagens klumme: Torben Mark Pedersen undrer sig over venstrefløjens heltedyrkelse af voldsforherligeren Che Guevara. Hvordan kan de dog?

På billedet ligner han en mellemting mellem Jesus og en skægget Jim Morrison. Det er dét portræt, der har gjort Ernesto "Che" Guevara til sexsymbol og venstrefløjens revolutionære celebrity number one, og flere kender formentlig Che's kontrafej end Paris Hiltons. At han var en koldblodig massemorder har ikke været en hindring for stjernestatus på venstrefløjen. Selektiv moral og revisionistisk historieskrivning har altid været venstrefløjens specialitet, når det gælder socialistiske massemordere. Derimod har det uden tvivl bidraget, at han døde ung - og derved nærmest blev et rock-ikon på linie med Jim Morrison, Janis Joplin og Jimi Hendrix - og da han tilmed blev henrettet af bolivianske soldater bistået af CIA, var hans heltestatus en realitet. Det er det stof, venstrefløjsromantik er gjort af.

Alligevel må Che Guevara være den mest usandsynlige helt for en anti-autoritær "make love - not war"-generation for personligt stod han for alt det, selvsamme ungdom gjorde oprør imod.

Che hadede rockmusik og indførte i 1960 arbejdslejre, hvor det var tilstrækkeligt at gå med jeans, være langhåret og spille rockmusik for at få adgangsbillet. Carlos Santana, der ved Oscar-uddelingen i 2005 til ære for fotograferne afslørede sin elegant broderede Che Guevara t-shirt, skulle vide, at unge cubanske mænd i 1969 blev sat i fængslet for at høre optagelser af Santana spillende på Woodstock, men den slags forstyrrende facts er Santana ikke interesseret i.

I bogen "Exposing the real Che Guevara and the useful idiots who idolize him" fortæller forfatteren, Humberto Fontova, der selv som barn flygtede med sin familie fra Cuba, om et møde mellem en af hans venner, der er iklædt en hjemmelavet "Che is dead - get over it" t-shirt, og Carlos Santana. "You are getting hung up on facts," sagde Santana, "Che is all about love and compassion". Love and compassion? Yeah, right. Che var siden sine unge dage en forbenet stalinist, der hyldede hadet, ikke kærligheden: "En revolutionær må være en kold dræbermaskine motiveret af rent had," skrev han, og han hyldede "the extremely useful hatred that turns men into effective, violent, merciless, and cold killing machines". Det var også Che, der skrev, at "the happiest days of a [a] youth's life is when he watches his bullets reaching an enemy", og det var vel at mærke ikke en teoretisk revolutionærs tomme fraser: Efter sit første mord på en tilfangetaget Batista-støtte skrev Che i et brev til sin far: "I'd like to confess, Papa, at that moment I discovered that I really like killing."

"Make love - not war" var ikke ligefrem en af Ches paroler. Che var militaristisk, elskede våben, gik ind for tvungen værnepligt, støttede Sovjets nedkæmpelse af opstanden i Ungarn og blev efter revolutionen Castros første chef-bøddel: Som daglig leder af La Cabanã fænglet underskrev Che efter eget udsagn et par tusind dødsdomme med holdningen, at "juridiske beviser er unødvendige i forbindelse med det at sende folk foran henrettelsespelotonen. Sådanne procedurer er en arkaisk bourgeois detalje. Dette er en revolution! Og en revolutionær må være en kold dræbermaskine motiveret af rent had. Vi må skabe en henrettelsespælens pædagogik." Det var måske skæbnens ironi, at Che selv blev henrettet uden rettergang den 9. oktober 1967.

Det var heller ikke ligefrem kærlighedsbudskaber, der mødte de homoseksuelle mænd, der fra 1965 blev interneret i en af Military Unit of Production Assistances koncentrationslejre til "genopdragelse". På skiltet over arbejdslejren stod der med en Auschwitz-parafrase: "Work will make men out of you".

"Don't trust anyone over thirty" var et af de antiautoritære slagord fra ungdomsoprørets dage på Berkeley og Columbia sammen med "Che lives". En besynderlig kombination, når Che med den franske kommunist Regis Debrays ord var "an authoritarian through and through". Che skrev, at unge skulle: "Listen carefully - and with utmost respect - to the advice of their elders who held government authority."

Talrige antiatomvåbendemonstranter har været iført Che Guevara t-shirts uvidende om, at Che i et interview med London Daily Worker hyldede atomkrigen: "If the missiles had remained we would have used them against the very heart of the United States, including New York. We must never establish peaceful coexistence. We must walk the path of victory even if it costs millions of atomic victims."

Den sorte amerikanske politiker Jesse Jackson, der har skrevet en bog mod dødsstraf, har i Havanna hyldet Che, der var svoren tilhænger af dødsstraf. På FN's generalforsamling i december 1964 proklamerede Che stolt og til forsamlingens jubel: "Certainly, we execute. And we will continue executing as long as it is necesssary! This is war to the DEATH against the Revolution's enemies."

Racebevidste sorte amerikanere som Jesse Jackson, Malcolm X og bokseren Mike Tyson, der har et stort Che-portræt tatoveret på sin mave, ville måske få dæmpet deres Che-begejstring, hvis de havde læst hans motorcykeldagbog, hvori han skriver: "The black is indolent and fanciful, he spends his money on frivolity and drink." Citatet er langt fra eneste vidnesbyrd om Ches racistiske holdning til mexikanere og sorte.

Det har altid været venstrefløjens specialitet, at se igennem fingre med massemord og systematisk overtrædelse af menneskerettighederne med undskyldningen om, at intentionen var god, og talrige har hyldet Che for hans idealisme og kamp for de undertrykte og fattige. Che beskrives gerne som én, der selv gav afkald på materielle goder. Løgn og latin. Che boede i et af de mest luksuriøse huse på Cuba, rekvireret efter at ejerne flygtede kort efter revolutionen. Et hus med egen havneplads, kæmpe swimmingpool, syv badeværelser, sauna, massage-rum og syv fjernsyn.

Kæmpede Che så for de undertrykte og fattige? Det skal jeg ikke kunne afvise. De rå fakta viser, at Che som nationalbankdirektør og senere som industriminister gjorde mere for, at Cuba skulle blive leder af de fattige 3. verdens lande end nogen anden: Hvor Cuba før revolutionen hørte til blandt de rigeste lande i verden med højere lønninger i landbruget end i Frankrig, Belgien, Danmark og Vesttyskland og højere industriarbejderlønninger end i de samme lande ifølge ILO, så hører Cuba i dag til blandt verdens fattige. Ches katastrofale økonomiske beslutninger i de første år efter revolutionen satte sine spor. Når over to mio. cubanere idag lever i eksil udenfor Cuba, er det også vidnesbyrd om, at de finder pakken af politisk undertrykkelse, fattigdom og manglende fremtidsudsigter mindre tiltrækkende end en usikker fremtid i et land, de fra barnsben er blevet indoktrineret til at mene er satan selv.

Hvad er forklaringen på, at Che i den grad er blevet ikon for en hel generation af venstreorienterede unge? Er det selve portrættets magt, de mørke øjne, der kigger på én, eller er det den uhellige alliance mellem Castros propagandamaskine og kapitalister, der har set de forretningsmæssige muligheder i at markedsføre Che's portræt på t-shirts og plakater? Er der bare altid et stort antal nyttige idioter på venstrefløjen, der vælger ikke at kende sandheden om deres forbilleder, eller skyldes det simpelthen, at det er svært at finde rollemodeller på venstrefløjen, der ikke har blod på hænderne, eller som har hyldet de, der har?

Jeg kan ikke give noget svar, men Humberto Fontova har med sin bog "Exposing the real Che Guevara. And the useful idiots who idolize him" fra sidste år dokumenteret de mange nyttige idioter, der har hyldet Che Guevara i uvidenhed om de værdier, han stod for. Læs den!