Jeg er stadig mere forundret over den måde, hvorpå et stigende antal forældre forsømmer børneopdragelsen. I ligestillingens navn. Kvinder og mænd skal det samme både ude og hjemme – uden forståelse for, at denne opskrift betyder sammenbrud for familierne. Der er bare ikke tid til både 2 x fuldtidsarbejde og dannelse af de nye generationer. Den manglende (ud)dannelse er samfundets største udfordring overhovedet. Af den enkle grund at hvis voksengenerationerne ikke tager sig tid til at socialisere børn og unge til høflige, venlige og ansvarlige borgere, så krakelerer samfundet og dets institutioner.
Nedbrydning er hvad, der er i gang lige nu, og svaret er ikke endnu-mere-institutionalisering af små og større børn fulgt op af en heldagsskole. Derfor må og skal vi have vendt den supertanker, der som Titanic fræser derudaf mod katastrofen.
Lad mig først tage pulsen på problemfeltet, så jeg ikke bare bliver beskyldt for at være pessimistisk sortseer:
• mere end 200.000 unge i alderen 16-29 år er i dag ikke under uddannelse. Det skulle svare til knap 31 pct. eller næsten hver tredje i aldersgruppen
• børns livsstil går i den forkerte retning. De spiser for usundt og motionerer for lidt.
• flere psykiske lidelser blandt børn fremkaldt af overdreven og for tidlig institutionalisering
• et stort antal også unge og yngre mennesker på førtidspension
• et stigende antal utilpassede drenge og mænd
Hvad angår den sidste pind, er vi i løbet af bare 40 år gået fra at tale om patriarkat, kvindeundertrykkelse og stille piger til… de stakkels drenge. Børnepsykiateren Gideon Zlotnik var tidligt ude med en bog om fænomenet i 1998, men problemet er så sandelig ikke blevet mindre i de forløbne år.
Diagnosen er nem at stille: Mange drenge forlader skolen som funktionelle analfabeter. En fjerdedel har ikke en uddannelse, når de er 24, og frafaldet på ungdomsuddannelserne er stort. Drengene har svært ved at finde praktikpladser, for mange håndværksmestre er så irriterede på de unges kvalifikationer og indstilling til arbejdslivet, at mestrene opgiver at uddanne lærlinge.
Det var konstatering af fakta. Men hvad er årsagerne, og hvad stiller samfundet op med de løsgående missiler?
Hunden ligger begravet i en samfundsudvikling, som børneinstitutioner og ungdomsuddannelser blot er en afspejling af. En udvikling der betyder, at samfundet ikke mere har brug for en rask mand med en skovl, og at fysik og kræfter i dag stort set kun kan komme til udfoldelse i det lokale fitness-center. Mange drenge har ikke den mindste lyst til lærdom og bøger, og desværre er der heller ikke noget andet, de sådan lige tænder på. Eller rettere sagt: Dét de higer efter, kan de ikke komme til (læs: rappe chicks, hurtige biler og lettjente penge). At løbe med aviser, stable dåse på dåse i Netto eller at gå i lære som utrendy blikkenslager – bvadr.
Stillesiddende skolearbejde og lektier er skræddersyet til hunner og en spændetrøje for de fleste hanner. Den ubalance er der biologiske grunde til. Drenge gider ikke skolen, de gider ikke lektierne, og de gider ikke den kropslige passivitet, og det har de aldrig gjort. Men der er bare ikke noget alternativ i dag. Det er belastende for drengene, at samfundsudviklingen er ved at overflødiggøre en stor del af deres køn, men at skyde skylden på feminisering af uddannelsessystemet er at rette smed for bager. Pointen er: De kvalifikationer, det moderne videnssamfund efterlyser anno 2012, ligger - af biologisk-genetiske grunde - lige til kvinders højreben. Beklager…
Det var årsagerne. Hvad er løsningerne?
Den kortsigtede er oplagt: Giv drengene idrætstimer hver dag, så de kan få rystet peberet ud af kroppen og dermed krydre jordbunden for den absolut-nødvendige-indlæring-til-overlevelse-i-en-globaliseret-verden. Den langsigtede strategi kræver imidlertid anderledes dybtgående initiativer. Hvis målet for Morten og Muhammed er et sjovt, vellønnet job, en BMW og en køn kone, så skal drengene på massiv forældrebistand. Den opgave hverken kan eller skal personalet i børneinstitutionerne og uddannelsessystemet løfte.
Det er i dag sådan cirka et 18-årigt projekt at skabe en velfungerende ung mand, der er i stand til at forpligte sig såvel økonomisk som følelsesmæssigt i forhold til kæreste og evt. børn. Og uden de egenskaber skal man(d) nok ikke regne med, at hunkønnet vil have noget med en at gøre, og det er skidt. Mænd uden kvinder klarer sig radikalt ringere end kvinder uden mænd.
Børneopdragelse er imidlertid et benhårdt arbejde, der kræver tid, tilstedeværelse og parathed til at tage konflikter. Den cocktail indebærer for det første en erkendelse af, at børn og karriere er antagonistiske modsætninger, og at to fuldtidsjobs som hovedregel bare ikke kan forenes med ordentlig børneopdragelse. For det andet at det at få barn indebærer et perspektiv på 18 år med den samme mand eller kone. Er man ikke lige indstillet på det scenarie, er der intet til hinder for at anskaffe kat eller kanariefugl frem for Karlo. (En hund kan der ikke være tale om - den bliver nøjagtigt lige så utidig og utilpasset af manglende omsorg som Karlo). For det tredje konstant holdningsbearbejdning i retning af, at børn først og fremmest er arbejde, hvis forældrene da har tænkt sig at tage deres børneomsorg alvorligt. Barneprojektet bliver godt nok aldrig solgt under denne uspiselige parole – derfor er praksischokket også så lammende for nybagte forældre.
Hvor vil jeg så hen med det? To steder. 1. Potentielle forældre må træffe valg: Villa eller Victor, Alpe D’Huez eller Anna? 2. Der ligger et fuldtidsarbejde med eller uden maskinpark i hjem med børn, selv om husmoderen bekvemt blev afskaffet i 70’erne. Af navn, men ikke af gavn. Derfor høster vi i disse år, som vi har sået. Godt gødet med en ligestillingsretorik, som har vist sig ikke at have nogen gang på jorden. Altså i forhold til idealet om, at først tager mor og far rimeligt fornøjede af sted på arbejde på Udevej, og siden deles de i smuk samdrægtighed om det store og væsentlige husmoderjob på Hjemmevej.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne få de unge familier til at forstå følgende tre sandheder: 1. Hvor skadelig en for tidlig (heldags)institutionalisering er for deres børn, 2. At to fuldtidsjob og to børn som hovedtendens er opskriften på en skilsmisse – til stor skade for børnene, 3. At husmoderjobbet – ved siden af lærerjobbet – er en af de mest betydningsfulde beskæftigelser overhovedet.
Jeg er fløjtende ligeglad med, om husmor- og opdragerfunktionen varetages af m eller k. Vel at mærke når børnene er over to år gamle - indtil da er det først og fremmest mor af biologiske grunde. Men frem til kødgryderne, symbolet på det trygge og omsorgsfulde hjem, skal enten far eller mor, hvis familien som institution skal overleve. Og opgaverne løftes. Sagt lidt anderledes: Jeg vil have sat yderligere skub i debatten om det dybt hensigtsmæssige i en klar arbejdsdeling mellem forældrene, der på en helt anden måde end i dag topprioriterer og værner om børnene og træner dem i at tage livtag med senmoderniteten. Uden fysisk og psykisk sunde og velfungerende børn så kan Antorini & Co. glemme alt om, at de samme børn som voksne skal iføre sig den gule førertrøje i den globale konkurrence. Diverse magthavere, beslutningstagere og fremtidsforskere skal i stedet ruste sig på at mobilisere taknemmelighed, hvis blot de selvsamme voksne overhovedet kan klare at holde skruen i vandet uden offentlig krisehjælp.
(trykt som kronik i Dagbladet Information d. 16.1.13)
