Jeg har nu spekuleret lidt på mine liberalistiske holdninger efter debatten, der fremkom efter mit indlæg om afgifter.
Jeg påstod, at jeg var gået fra socialist til liberalist, men debatten har givet mig, min tvivl om hvor liberalistisk jeg faktisk er
Jeg er nok ikke så ultraliberalistisk som nogle, hvor der tenderer det anarkistisk. Jeg er dog heller ikke så socialistik længere, at fortsat tror på at lighed og borgerløn er en god ting. Jeg går dog stadig ind for lige muligheder for alle, og der er her, jeg mener, nålen hopper af rillen for ultraliberalisternes menneskesyn.
Ja, enhver person er sin egen lykkes smed, men i et ultraliberalistisk (anarkistisk) samfund, er det ikke muligt for alle personer, at være deres egen lykkes smed, når mulighederne ikke er ens. Hvis man ligegyldig, hvilken baggrund man har, selv skal sørge for at betale for uddannelse, forsikre sig mod alskens sygdomme, sørge for at den daglige logistik kan fungere etc., så er der bare ikke dømt lige muligheder.
Derfor går jeg ind for at der skal være lige muligheder for alle og at der derfor skal være skatte opkrævning i en fast jævn procent fra alle (minus et grundfradrag som sikrer, at man kan overleve), således at det som det klassisk hedder er de bredeste skulder, der bærer det tungeste læs. Derfor ser jeg også det offentlige som en fælles forsikring for alle, som man kan hjælpe, hvis man kommer i en knibe, der kræver det. Man kan derfor ikke påtvinge det offentlige at tage ansvar for ens eget liv, men man kan se det som en hjælp til selvhjælp.
Udover de lige muligheder for alle mennesker, som gør at det ikke er ens baglands økonomiske midler, der gør om man kan lykkes, men ens eget vilje og drive, så er der ting som bare er nødvendige, men som ikke vil ske hvis det hele var privat. Der er flere sygdomme, der ikke ville blive behandlet eller forsket i, hvis det ikke var for offentlige midler. (Til gengæld er der masser af operationer, som bør varetages af det private).
Det samme gælder forskning, hvor at der er mange ting der ikke ville blive forsket i, hvis det ikke var for de offentlige universiteter, men det bør ikke stå til hinder for at private midler kan bidrage til den forskning, de interesser sig for.
Summasummarum af alt dette er, at jeg ser det offentlige inkl. skatteopkrævning som et gode, når det står vagt om de lige muligheder. Når det offentlige til gengæld modarbejder private vækstmuligheder eller bidrager til et skævt samfund via støtteordninger som fx erhvervsstøtteordninger, så er jeg imod. Hvad angår sådan noget som bankpakker, burde det offentlige være trådt til meget før, men ikke med penge, men via konkurrencestyrelsen, som bør sikre at ingen banker har så meget monopol/indflydelse at samfundet ville gå ned, hvis banken går fallit.
Når man ser på samfundet som en forsikringsordning, kan jeg stadig godt se det fornuftige i af man adfærdsregulere via afgifter. På den måde sikrer man sig at de mennesker man ved har en højere risiko for at belaste ordningen, bidrager mere til den. Derfor skal det heller ikke blive en pude, hvis der senere kommer andre tal på at det man før troede belastede ikke længere gør.
De ting, jeg ikke har nævnt, er jeg mere end villig til at diskutere videre.
Er jeg på den forkerte hjemmeside, og bør jeg stadig stemme på LA med disse holdninger, eller er der noget jeg har misforstået?
