På netavisen 180grader har redaktør Ole Birk Olesen lavet et interview med tre medlemmer af Fri Debat, hvor de udspørges om deres holdning til kommerciel ytringsfrihed, altså virksomheders ret til at reklamere. Det er en meget relevant historie. Når Fri Debat går ud i offentligheden og erklærer sig for ytringsfrihedens principfaste forsvarer og kritiserer andre for ikke at forsvare ytringsfriheden på konsistent vis, må og skal kritiske journalister som Ole Birk Olesen naturligvis teste, om kejseren har noget tøj på. I deres svar er Klaus Rothstein, Niels Bredsdorff og Morten Ebbe Juul Nielsen noget usikre på deres respektive holdninger til forbud mod tobaksreklamer, og ingen af dem har et klart svar på, hvorvidt et sådant forbud kan forsvares eller ej.
Det får Ole Birk Olesen til i en leder at konkludere, at:
Danmark har nu hele tre organisationer, som bryster sig af at være forkæmpere for ytringsfriheden, men ingen af dem synes rigtigt at bekymre sig om det eneste område, hvor lovgivningen i praksis sætter en stopper for ytringer - nemlig, når det handler om reklamer.
Det er ikke bare en forkert konklusion, men én der slet ikke er dækning for. For det første: Mens man som borgerligt-liberal måske kunne have ønsket sig, at de tre medlemmer af Fri Debat havde været mere klare i mælet, er det centrale, at ingen af dem udtaler egentlig støtte til forbud mod tobaksreklamer. Faktisk afviser de samtidig alle uden tøven det berettigede i forbud mod reklamer med nøgne damer, hvilket ellers er overgået flere danske virksomheder. På dette punkt støtter de altså en ytringsfrihed, der er mere vidtgående end gældende dansk ret (jf. markedsføringsloven og forbrugerombudsmandens praksis). De tre anerkender altså grundlæggende, at virksomheder har ytringsfrihed, og at eksempelvis moralske hensyn ikke er tilstrækkeligt til at indskrænke denne frihed, mens de måske virker usikre på, hvor grænsen skal gå, når det drejer sig om skadelige produkter som tobak. Alene derfor er Ole Birk Olesens konklusion i bedste fald misvisende.
For det andet må man også undre sig over, at Ole Birk Olesen formår at konkludere, at hverken PEN eller Trykkefrihedsselskabet bekymrer sig om reklamer uden at forholde sig til PENs charter, der særligt drejer sig om forfatteres ytringsfrihed, og at Trykkefrihedsselskabet har annonceret en konference om netop kommerciel ytringsfrihed.
For det tredje må man undre sig over Ole Birk Olesens metode og efterfølgende konklusion. Han ved jo udmærket, at havde han kontaktet tre andre medlemmer af Fri Debat, ville han let kunne have fået de stik modsatte svar, og i nogle tilfælde ville han med garanti have fået en utvetydig støtte til kommerciel ytringsfrihed. Alligevel blæses de tre interviewede op som værende repræsentative for kredsen som helhed. Faktum er, at det eneste Fri Debat mener som kreds, er det, der står i vores kronik - resten står for egen regning.
Bredsdorff, Rothstein og Juul Nielsens svar bærer præg af, at de ikke har gjort sig særlige overvejelser om den kommercielle ytringsfrihed. Det er nok en holdning, der præger langt de fleste ikke-liberale, og tendensen til at skelne mellem politiske ytringer og kommerciel ytringsfrihed er meget udbredt. Det er således meget få, der opfatter regulering af reklamer som et spørgsmål om ytringsfrihed. Det afspejler sig også i den juridiske beskyttelse. Selvom både grundlovens § 77 og den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 beskytter kommerciel ytringsfrihed, skelner man der eksempelvis mellem ytringer, der har et politisk indhold, og reklamer. Staten har således en langt videre skønsmargin i forhold til indgreb i den kommercielle ytringsfrihed end i forhold til politiske ytringer. Selv den amerikanske forfatnings første tillæg, som givetvis har den mest vidtgående beskyttelse af ytringsfriheden i verden og eksempelvis beskytter hate-speech, differentierer mellem politiske og kommercielle ytringer, således, at staten lettere kan gøre indgreb i kommercielle ytringer end politiske af slagsen. Beskyttelsen af kommerciel ytringsfrihed er endog en relativ nyskabelse, da Højesteret fra 1940'erne indtil 1976 helt undtog reklamer fra ytringsfrihedens beskyttelse og først i 2001 indførte en vis beskyttelse af tobaksreklamer.
Denne skelnen mellem politiske og kommercielle ytringer skyldes givetvis, at kampen for ytringsfrihed historisk set har været uadskillelig fra kampen for ånds-, tanke- og samvittighedsfrihed som igen er uadskilleligt fra individet, da det er mennesker ikke virksomheder, der besidder selvstændige tanker og samvittighed. Kampen for ytringsfrihed har historisk set langt overvejende været set som kampen for retten til at kritisere religion, statsmagt og samfundsforhold generelt, ikke for virksomheders ret til at reklamere. Det er da også individets ytringsfrihed, der er den råde tråd hos Spinoza, Mill og Orwell.
Også i dag er det kampen for at kunne udtryk for sine tanker og samvittighed og politiske holdninger, der er den centrale, når det gælder ytringsfrihed. Tag til Shanghai, Riyadh eller Kuala Lumpur, og du vil se masser af reklamer for store multinationale virksomheder. Men kritik af regeringerne og den manglende frihed i nogle af disse af lande og i særdeleshed af religion i Saudi-Arabien og Malaysia straffes med hård hånd.
Når det så er sagt så lad mig slå fast, at Fri Debat også går ind for den kommercielle ytringsfrihed. Der er ingen tvivl om, at reklamer er og bør være beskyttet af ytringsfriheden. Derfor kræver indgreb i og forbud mod reklamer objektive og saglige begrundelser, ligesom sådanne indgreb eller forbud skal være egnede til at varetage og stå mål med det saglige hensyn der begrunder det. Her er det klart, at forbud mod reklamer, der kan virke "provokerende" eller "kønsdiskriminerende" på grund af eksempelvis afklædte damer eller "sexistiske budskaber" ikke opfylder disse betingelser. Derfor er der al mulig grund til eksempelvis at ændre markedsføringsloven, så den i højere grad tager højde for ytringsfriheden. Tobaksfirmaer bør også være berettigede til at reklamere, og et egentligt forbud mod tobaksreklamer er for vidtgående. Så længe der ikke er tale om en forbudt aktivitet, bør man således have lov til at reklamere for det. Dog vil visse begrænsninger eksempelvis i form af forbud mod reklamer for alkohol og tobak rettet specifikt mod børn kunne udgøre en berettiget begrænsning af ytringsfriheden, da børn eksempelvis ikke må købe alkohol.
Personligt er jeg enig med den amerikanske højesteretsdommer Clarence Thomas, der modsætning til flertallet af dommerne i den amerikanske højesteret ikke skelner mellem kommerciel og ikke-kommerciel ytringsfrihed: At "all attempts to dissuade legal choices by citizens by keeping them ignorant are impermissible". Men i det omfang at (1) alle Fri Debats medlemmer er enige om, at forbud mod reklamer kræver saglige og objektive grunde, men (2) der blandt medlemmerne ikke er fuldstændig enighed om, hvilke begrænsninger der er objektive og saglige, anser jeg ikke denne form for uenighed et større problem.
Den er en naturlig følge af, at Fri Debat rummer hele det politiske spektrum, og at det i særdeleshed er personer - der som undertegnede - anser det frie marked som en forudsætning for frihed og velstand, der ikke skelner mellem politisk og kommerciel ytringsfrihed, mens personer, der er mindre overbeviste om det frie markeds velsignelser, vil være mere tilbøjelige til at skelne. På samme måde kan man forestille sig en uenighed mellem borgerlige, der lægger meget stor vægt på privat ejendomsret, herunder ophavsret, og venstreorienterede der lægger mindre vægt på privat ejendomsret, når der opstår en sag, hvor grænsen mellem ophavsret og ytringsfrihed skal trækkes. Sådanne uoverensstemmelser rummer ikke samme dystre perspektiver og er efter min mening ikke af samme livsvigtige karakter som spørgsmålet om, hvorvidt man har ret til at tegne en satirisk karikatur af Muhammed, om det er legitimt med særforbud mod burkaer eller afbrænding af Dannebrog, eller om man skal kunne sættes i fængsel for hate-speech.
Fri Debats fokus vil først og fremmest være rettet mod den form for indgreb i ytringsfriheden, der straffer tanke og samvittighedsfriheden, men vi kan berolige Ole Birk Olesen og andre om, at vi også vil råbe op, næste gang forbrugerombudsmanden på formynderisk vis kræver reklamer med letpåklædte damer fjernet fra gadebilledet.
Det får Ole Birk Olesen til i en leder at konkludere, at:
Danmark har nu hele tre organisationer, som bryster sig af at være forkæmpere for ytringsfriheden, men ingen af dem synes rigtigt at bekymre sig om det eneste område, hvor lovgivningen i praksis sætter en stopper for ytringer - nemlig, når det handler om reklamer.
Det er ikke bare en forkert konklusion, men én der slet ikke er dækning for. For det første: Mens man som borgerligt-liberal måske kunne have ønsket sig, at de tre medlemmer af Fri Debat havde været mere klare i mælet, er det centrale, at ingen af dem udtaler egentlig støtte til forbud mod tobaksreklamer. Faktisk afviser de samtidig alle uden tøven det berettigede i forbud mod reklamer med nøgne damer, hvilket ellers er overgået flere danske virksomheder. På dette punkt støtter de altså en ytringsfrihed, der er mere vidtgående end gældende dansk ret (jf. markedsføringsloven og forbrugerombudsmandens praksis). De tre anerkender altså grundlæggende, at virksomheder har ytringsfrihed, og at eksempelvis moralske hensyn ikke er tilstrækkeligt til at indskrænke denne frihed, mens de måske virker usikre på, hvor grænsen skal gå, når det drejer sig om skadelige produkter som tobak. Alene derfor er Ole Birk Olesens konklusion i bedste fald misvisende.
For det andet må man også undre sig over, at Ole Birk Olesen formår at konkludere, at hverken PEN eller Trykkefrihedsselskabet bekymrer sig om reklamer uden at forholde sig til PENs charter, der særligt drejer sig om forfatteres ytringsfrihed, og at Trykkefrihedsselskabet har annonceret en konference om netop kommerciel ytringsfrihed.
For det tredje må man undre sig over Ole Birk Olesens metode og efterfølgende konklusion. Han ved jo udmærket, at havde han kontaktet tre andre medlemmer af Fri Debat, ville han let kunne have fået de stik modsatte svar, og i nogle tilfælde ville han med garanti have fået en utvetydig støtte til kommerciel ytringsfrihed. Alligevel blæses de tre interviewede op som værende repræsentative for kredsen som helhed. Faktum er, at det eneste Fri Debat mener som kreds, er det, der står i vores kronik - resten står for egen regning.
Bredsdorff, Rothstein og Juul Nielsens svar bærer præg af, at de ikke har gjort sig særlige overvejelser om den kommercielle ytringsfrihed. Det er nok en holdning, der præger langt de fleste ikke-liberale, og tendensen til at skelne mellem politiske ytringer og kommerciel ytringsfrihed er meget udbredt. Det er således meget få, der opfatter regulering af reklamer som et spørgsmål om ytringsfrihed. Det afspejler sig også i den juridiske beskyttelse. Selvom både grundlovens § 77 og den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 beskytter kommerciel ytringsfrihed, skelner man der eksempelvis mellem ytringer, der har et politisk indhold, og reklamer. Staten har således en langt videre skønsmargin i forhold til indgreb i den kommercielle ytringsfrihed end i forhold til politiske ytringer. Selv den amerikanske forfatnings første tillæg, som givetvis har den mest vidtgående beskyttelse af ytringsfriheden i verden og eksempelvis beskytter hate-speech, differentierer mellem politiske og kommercielle ytringer, således, at staten lettere kan gøre indgreb i kommercielle ytringer end politiske af slagsen. Beskyttelsen af kommerciel ytringsfrihed er endog en relativ nyskabelse, da Højesteret fra 1940'erne indtil 1976 helt undtog reklamer fra ytringsfrihedens beskyttelse og først i 2001 indførte en vis beskyttelse af tobaksreklamer.
Denne skelnen mellem politiske og kommercielle ytringer skyldes givetvis, at kampen for ytringsfrihed historisk set har været uadskillelig fra kampen for ånds-, tanke- og samvittighedsfrihed som igen er uadskilleligt fra individet, da det er mennesker ikke virksomheder, der besidder selvstændige tanker og samvittighed. Kampen for ytringsfrihed har historisk set langt overvejende været set som kampen for retten til at kritisere religion, statsmagt og samfundsforhold generelt, ikke for virksomheders ret til at reklamere. Det er da også individets ytringsfrihed, der er den råde tråd hos Spinoza, Mill og Orwell.
Også i dag er det kampen for at kunne udtryk for sine tanker og samvittighed og politiske holdninger, der er den centrale, når det gælder ytringsfrihed. Tag til Shanghai, Riyadh eller Kuala Lumpur, og du vil se masser af reklamer for store multinationale virksomheder. Men kritik af regeringerne og den manglende frihed i nogle af disse af lande og i særdeleshed af religion i Saudi-Arabien og Malaysia straffes med hård hånd.
Når det så er sagt så lad mig slå fast, at Fri Debat også går ind for den kommercielle ytringsfrihed. Der er ingen tvivl om, at reklamer er og bør være beskyttet af ytringsfriheden. Derfor kræver indgreb i og forbud mod reklamer objektive og saglige begrundelser, ligesom sådanne indgreb eller forbud skal være egnede til at varetage og stå mål med det saglige hensyn der begrunder det. Her er det klart, at forbud mod reklamer, der kan virke "provokerende" eller "kønsdiskriminerende" på grund af eksempelvis afklædte damer eller "sexistiske budskaber" ikke opfylder disse betingelser. Derfor er der al mulig grund til eksempelvis at ændre markedsføringsloven, så den i højere grad tager højde for ytringsfriheden. Tobaksfirmaer bør også være berettigede til at reklamere, og et egentligt forbud mod tobaksreklamer er for vidtgående. Så længe der ikke er tale om en forbudt aktivitet, bør man således have lov til at reklamere for det. Dog vil visse begrænsninger eksempelvis i form af forbud mod reklamer for alkohol og tobak rettet specifikt mod børn kunne udgøre en berettiget begrænsning af ytringsfriheden, da børn eksempelvis ikke må købe alkohol.
Personligt er jeg enig med den amerikanske højesteretsdommer Clarence Thomas, der modsætning til flertallet af dommerne i den amerikanske højesteret ikke skelner mellem kommerciel og ikke-kommerciel ytringsfrihed: At "all attempts to dissuade legal choices by citizens by keeping them ignorant are impermissible". Men i det omfang at (1) alle Fri Debats medlemmer er enige om, at forbud mod reklamer kræver saglige og objektive grunde, men (2) der blandt medlemmerne ikke er fuldstændig enighed om, hvilke begrænsninger der er objektive og saglige, anser jeg ikke denne form for uenighed et større problem.
Den er en naturlig følge af, at Fri Debat rummer hele det politiske spektrum, og at det i særdeleshed er personer - der som undertegnede - anser det frie marked som en forudsætning for frihed og velstand, der ikke skelner mellem politisk og kommerciel ytringsfrihed, mens personer, der er mindre overbeviste om det frie markeds velsignelser, vil være mere tilbøjelige til at skelne. På samme måde kan man forestille sig en uenighed mellem borgerlige, der lægger meget stor vægt på privat ejendomsret, herunder ophavsret, og venstreorienterede der lægger mindre vægt på privat ejendomsret, når der opstår en sag, hvor grænsen mellem ophavsret og ytringsfrihed skal trækkes. Sådanne uoverensstemmelser rummer ikke samme dystre perspektiver og er efter min mening ikke af samme livsvigtige karakter som spørgsmålet om, hvorvidt man har ret til at tegne en satirisk karikatur af Muhammed, om det er legitimt med særforbud mod burkaer eller afbrænding af Dannebrog, eller om man skal kunne sættes i fængsel for hate-speech.
Fri Debats fokus vil først og fremmest være rettet mod den form for indgreb i ytringsfriheden, der straffer tanke og samvittighedsfriheden, men vi kan berolige Ole Birk Olesen og andre om, at vi også vil råbe op, næste gang forbrugerombudsmanden på formynderisk vis kræver reklamer med letpåklædte damer fjernet fra gadebilledet.
