”Jeg skal studere i København og skal finde en bolig. Jeg vil ikke bo sammen med andre. Hvordan kan du hjælpe mig?” ”Jeg er medlem af en forening, der har fået afslag på tilskud. Hvad vil du gøre for mig?”. ”Den bus, der plejede at køre tæt ved vores hus, kører ikke længere. Hvad vil du gøre ved det?”
Spørgsmålene kommer fra unge, jeg traf i løbet af valgkampen. Alle udsagn stammer fra unge, der er under uddannelse og som har adgang til et af verdens mest lukrative SU-systemer. Unge, der er vant til, at bordet er dækket, stolen er trukket ud og maden er gratis. Og slipper livretten op, så beder man bare om mere. Jeg under de unge al den medvind, de kan få. Og jeg under dem at få et godt resultat i den uddannelse, de er i færd med at tage. Men jeg er mere end bekymret over den værdimæssige bagage, de bringer med sig.
Når danske unge færdiggør deres uddannelse og skal ud på arbejdsmarkedet vil de blive nødt til at konkurrere med unge fra hele verden om jobs på det globale arbejdsmarked – uanset om de har fået en uddannelse som tømrer eller som IT-udvikler. Og det er ikke kun den faglige kunnen, der er afgørende for, hvordan de klarer sig. Det er også deres evne til at navigere i en global verden med mange dagsordener og indtryk, det er mod til at søge arbejdet der, hvor det er, det er selvstændighed men også udholdenhed, arbejdsomhed og en vis portion ydmyghed.
Ser man på den ramme, vi har skabt for de unge, er det ikke overraskende, at det i nogen grad er glippet med at opdrage til frihed og selvstændighed. Langsomt men sikkert har den offentlige sektor indskrænket det selvstændige ansvar for både forældre og unge, så de står tilbage med alle tiders mulighed for at smide håndklædet i ringen, hvis livet bliver for svært. Som eksempel kan nævnes Nyborg Kommune, der påtager sig at vække unge, der har svært ved at komme op om morgenen, Odense Kommune, der tilbyder gratis cykler til unge for at undgå, de stjæler en cykel på vej til arbejde og Københavns Kommune, der vil indføre en alkoholfri zone i en vis radius omkring skoler og uddannelsessteder.
De unge pakkes ind i en dyne af misforstået omsorg, der gør dem ude af stand til at øve sig i at træffe valg og mærke konsekvenserne på egen krop for derigennem at opøve eftertænksomhed og retning. En ubarmhjertig strategi, der ikke ruster de unge til de udfordringer, de vil møde som voksne. Man kan ikke lære børn at klatre i træer, hvis de ikke må klatre i træer. Og man kan ikke lære unge at blive frie, selvstændige og stærke, hvis man ikke vil give dem frihed og ansvar.
Jeg møder også unge, der stiller høje krav til sig selv og som godt ved, at der skal knofedt til, hvis man vil opnå noget. Unge, der tør tage chancer og som kan rejse sig igen, hvis de falder og slår sig. Unge, der både er optagede af at skabe sig en tilværelse og lære sig normer om, hvad det vil sige at være et ordentligt menneske. Men indtrykkene fra de unge, der slår ud med armene og som det naturligste i verden beder mig om at klare sagen for dem, hvad enten der mangler en bus, en bolig eller et tilskud til fritidsinteressen efterlader mig med en overbevisning om, at det ikke kun er mere uddannelse, men også mere frihed, de unge har brug for.
