Frihed frem for alt - en ytringsfrihedskæmper fylder 70

Lars Hedegaard, historiker, forfatter, journalist, forlægger, redaktør, avisudgiver og forkæmper for ytringsfrihed fylder 70 år i dag

Torben Mark Pedersen,

19/09/2012

Lars Hedegaard, historiker, forfatter, journalist, forlægger, redaktør, avisudgiver og forkæmper for ytringsfrihed fylder 70 år i dag.

Der er næppe nogen dansker, der har ydet en større indsats i kampen for ytringsfrihed, end netop Lars Hedegaard. Lars Hedegaard var blandt de første til at advare mod truslen fra islam, og ikke mindst truslen mod ytringsfriheden fra de yderliggående islamister og deres vestlige medløbere, og siden er det blevet til et omfattende forfatterskab om islam, ytringsfrihed og kvindeundertrykkelse. Lars Hedegaards bogudgivelser tæller: ”Islam i Vesten” 2002, ”I krigens hus” 2003, ”1400 års krigen” i 2009, ”Frihedens væsen” (red.), ”Muhammeds piger” 2011 samt en samling af ”Groft Sagt” og et to-binds erindringsværk. Flere af bøgerne forfattet med medforfattere.

Lars Hedegaards største indsats ligger i stiftelsen af Trykkefrihedsselskabet i 2004 og The International Free Press Society i 2009. I 2007 kom forlaget Trykkefrihedsselskabets Bibliotek til, og i en alder, hvor mange vælger at gå på pension, har Lars Hedegaard kastet sig ud i udgivelsen af en ugeavis med titlen Dispatch International, der udkommer på dansk, svensk, engelsk og tysk.

Når man sætter sig op imod den venstreorienterede politiske korrekthed i værdipolitikken, så udsættes man for smædekampagne og infamering. Det har Lars Hedegaard måttet mærke til fulde. Han har dog også selv en del af skyldes ved ikke altid at udtale sig med den grad af forsigtighed, der er nødvendig for ikke at give politiske modstandere unødig ammunition. Lars er ikke nogen diplomat og ikke altid fornødent opmærksom på, at en uforsigtig udtalelse kan udlægges negativt af politiske modstandere, og han har også udtalt sig om burkaer og animeret børneporno på en måde, som jeg personligt ikke er enig i. Lars’ uforsigtighed har kostet en sigtelse og retssag om racisme. En anklage Højesteret enstemmigt frikendte ham for, men det har også skabt politiske modstandere, der har ønsket at se Lars Hedegaards kamp for ytringsfrihed og advarsler mod islams udbredelse i Vesten som udtryk for et fremmedhad og en racisme, der ligger Lars Hedegaard umådelig fjernt. I de år, jeg har kendt Lars Hedegaard og arbejdet sammen med ham først i Trykkefrihedsselskabets Rådgivende Råd og siden som menigt medlem af bestyrelsen for Trykkefrihedsselskabet, har jeg aldrig hørt Lars Hedegaard udtale sig generaliserende negativt om muslimer. Til gengæld er hans kritik af islam og islamismen og af deres vestlige herunder også danske medløbere hård og lige til stålet.

Det er en stor mand, der i dag fylder 70 år. En markant skikkelse i kampen for ytringsfrihed, hvis indsats mærkes og vil blive mærket mange år frem i tiden. I forbindelse med hans 70 års dag udgives et festskrift ”Frihed frem for alt”. Det er en passende titel på et festskrift, der hylder Danmarks fremmeste forkæmper for ytringsfrihed.

Til lykke med de 70 år, Lars. Jeg håber, du fortsætter kampen for ytringsfrihed mange år endnu.

Kilde: