De tilstedeværende kan stadig med nærmest fotografisk nøjagtighed gengive ministrenes frokost i Statsministeriets spejlsal den 5. december 1973. Ved valget dagen i forvejen havde det regerende Socialdemokrati mistet 24 af sine 70 mandater i Folketinget. Stemningen i Anker Jørgensens regering var med god grund i bund, og den blev ikke bedre undervejs. Bude kom ind med sedler med de personlige stemmetal, og flere af ministrene erfarede, at de havde tabt deres plads i Folketinget. Siden skulle begivenheden gå over i historien som jordskredsvalget.
Ritt Bjerregaard : »Der er elementer, som minder mig om jordskredsvalget i 1973, fordi folk simpelthen ikke synes, at Socialdemokratiet ligner sig selv (...) Derfor kan det gå endnu værre, end det ser ud i målingerne nu,«
Mens socialdemokraterne frygter en regulær nedsmeltning, frygter Venstrefolkene at vinde regeringsmagten i en flertalskonstellation, der vil være politisk handlingslammet.
Henning Christoffersen : »Løkke bør allerede nu lægge en strategi og samle en alliance, der vil føre en ansvarlig økonomisk politik og en ansvarlig EU-politik. Jeg kan godt blive bekymret for den økonomiske politik, når jeg hører Thulesen Dahl sige, som han gør. Og jeg kan blive bekymret for, om det lykkes Dansk Folkeparti at skræmme både Socialdemokratiet og Venstre til at opgive arbejdet for en fortsat dansk integration i EU, hvilket ellers bestemt er i dansk interesse,«
Jens Kampmann : »Ligesom i 1973 er det hele vælgermassen, der er i bevægelse, og vi ser, at det er de yderligtgående partier på begge fløje, der går frem, mens centrum svækkes. Det, der skete dengang, og det, der sker nu, er, at mange føler, der er blevet alt for stor afstand mellem det, de oplever som problemer i hverdagen, og så det, Christiansborg beskæftiger sig med. Det er nemlig Christiansborg, der er problemet. Der taler man om ting og problemer, som folk ikke kan genkende.
Historikeren Peter Brunbech : »Jordskredsvalget skete på baggrund af årtiers kraftige udbygning af velfærdsstaten og et tilsvarende stigende skattetryk. Det var en udvikling, der var sket både under socialdemokratiske regeringer og under den borgerlige VKR-regering. Det var en opfattelse af, at de gamle partier var kommet langt væk fra befolkningen, og derfor kom det til at ramme dem alle, og det hidtidige system med fire gamle partier plus SF blev til et langt mere fragmenteret billede med mange partier. Det kom til at forandre politik. I dag er der ingen tegn på, at nye partier opstår af intet. Dansk Folkeparti er et etableret parti allerede. Men man kan godt se tegn på, at der er den samme mistillid til de gamle partier. 1973 var en politisk rystelse, som man kan betegne som et jordskælv, nu ser vi nærmere et langsomt skred,«
Læs hele artiklen her :
