Min bedsteforældre ville vide, at samfundet ikke kan eksistere uden tolerance, tilgivelse og næstekærlighed - religionens vigtigste budskaber. De ville også vide, at den "skikkelse" Gud måtte optræde i er ligegyldig, da det kun er budskaberne i religionen, der har betydning.

De ville være lammede over at blive konfronteret med den gudløshed, der præger tiden idag, fordi den har medført, at næstekærlighed er blevet erstattet med næstefjendtlighed - tilgivelse er erstattet med hævn - og tolerance med nul-tolerance.

De ville også vide, at det gælder ikke om at være perfekt eller om at gøre verden perfekt. Det gælder om at gøre det så godt, man kan for sig selv og sine omgivelser - og om at føre sin slægt videre, så godt man kan. Derfor ville de også gennemskue, at de mange aborter blot er et udtryk for de "moderne" menneskers angst for ikke at kunne blive "perfekte" forældre.

De ville have så meget ydmyghed overfor livet, at de ikke troede de kunne afskaffe religionens budskaber - og samtidig have så stærk selvtillid, at de turde binde an med livet uden at forfalde til evig pubertet.

Og deres råd til os idag ville være: Gå blot videre. Det skal nok gå altsammen.

"De ville være lammede over at blive konfronteret med den gudløshed, der præger tiden idag, fordi den har medført, at næstekærlighed er blevet erstattet med næstefjendtlighed"

Undskyld, men sikke noget ævl. Næstekærligheden er erstattet af staten. Det har intet med Gud at gøre.

Jo. Næstekærlighed er religionens budskab til mennesket. Det har i høj grad med Gud at gøre.

Men bortset fra det har du sådan set ret i, at Næstekærligheden er erstattet af staten. Det er det, der er problemet: At vi tror vi kan betale os fra næstekærlighed. Det kan man ikke.

En kontrolleret undersøgelse har netop vist, at det fører til ondskab, når man betaler sig fra at være god: De folk i undersøgelsen, der købte grønt og miljørigtigt (betalte sig fra at være gode) var signifikant mere ondskabsfulde bagefter, end de folk, der ikke købte grønt og miljørigtigt.

Vi har erstattet forholdet til Gud med staten = mennesket selv. Dette er også en mulig forklaring på, hvorfor det ikke kører så godt i den vestlige verden for tiden: Mennesket tror, det er Gud. Denne overmodighed vil automatisk føre til nederlag og crash. Husk nazi-Tyskland.

Ingen får succes i verden uden ydmyghed overfor livet - dvs. accepterer at mennesket står under Gud.

...man betaler sig fra at være god...

Intet nyt under solen her! Og det behøver vi for så vidt ingen videnskabelige undersøgelser til at fastslå - det er jo blot det samme som den katolske kirkes afladsbreve i tiden op til reformationen eller farisæisk selvretfærdighed som på Jesu tid...

Du har ret i sammenligningen med afladsbrevene:

Wikipedia: Man køber et brev, der indeholdt løfter om aflad, hvorved en synders tid i skærsilden kunne formindskes. Denne handel med afladsbreve blev en anstødssten for Martin Luther og var en af årsagerne til reformationen.

Off-topic: Minder det ikke også meget om cap & trade af CO2 kvoter? Ifølge historien vil hele GW-"kirken" jo så skulle reformeres ...

Det sjove ved ondskabs-undersøgelsen var imidlertid, at den viste cause & effect relation, sådan:

Først er du god / betaler dig fra at være god (køber grønt eller køber afladsbrev) - og herefter kommer denne Effekt: Du bliver ond :-)

Religion er hvad man selv putter i det.

Næstekærlighed?

Gud eller ej, mord er skidt.

Var det ikke snarere fra 1968 til 2010 ... ?

det er vidst det der hedder historieforfalskning.

Monstret var en realitet i 1970, og da der den gang stadigt var mennesker med snus fornuft stemte de i stort talt på Fremskridtspartiet i 1973.

Men monstret var for stærkt.

Emnet abort er med på listen, fordi jeg oplever, at abort-tilhængerne ikke er lydhøre over for modsatrettede synspunkter. Man har endda helt formået at lukke munden på modstanderne. Det er et alvorligt og kontroversielt emne, som slet ikke bliver debatteret her i landet. Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skal mene om emnet. Begge parter har stærke argumenter på hånden. 

Don't want an abortion? Don't have one!

Don't want a gay marriage? Don't have one!

Bland dig uden om andre menneskers liv, socialdemokrat.

Hvad med barnets liv? Hvor gammel skal et ufødt barn være før man bare kan smide det i containeren sammen med brugte plastikhandsker og tomme pilleglas? Ron Paul er i øvrigt modstander af abort, prøv lige at kalde ham socialdemokrat.

Ron Paul er modstander, fordi der er mange underuddannede mennesker som dig og Filip i USA.Tror du virkelig, det er vigtigt for en libertarian som ham? Nej.

Kan sq ikke se hvordan socialdemokrat og afskaffelse af abort hænger sammen.

må da være lige omvendt, men det er nu meget sjovt hvis man kan smide noget skidt over på dem?

Statens rolle i borgerens liv - hint, hint..

Statens rolle er vel grundlæggende (for en liberalist) at forhindre mord og overtrædelse af grundlæggende rettigheder.

Nej, Ron Paul er modstander af abort, fordi han mener at livet begynder ved undfangelsen, og at abort derfor jf. liberalistiske principper er en krænkelse af det ufødte barns ret til liv.

Han vil have omstødt Roe vs. Wade og give delstaterne mulighed for at forbyde abort, fordi han mener, at det er det moralsk rigtige - ikke fordi "der er mange underuddannede mennesker i USA". (hvad i alverden er det for et argument?)

Han vil dog ikke indføre et føderalt forbud mod abort, da regeringen ikke har hjemmel hertil i forfatningen.

Jeg er ikke sikker på, at tortur pr. definition kun omfatter pinsler påført af en myndighed. Jeg kan se, at du er så meget realist, at du mener, at tortur i særlige tilfælde bør kunne bruges i nødværge af privatpersoner. Hvordan USA's regering ligefrem kan blive til "menneskeligt affald" ved at gøre noget lignende, har jeg svært ved at følge den moralske logik i.

Jamen, så lad mig forklare forskellen.

I det usandsynlige eksempel hvor en privatperson befinder sig i sådan en situation som beskrevet, så svarer det i virkeligheden til selvforsvar. Moralsk set er situationen den samme, som hvis privatpersonen havde brugt vold til at stoppe terroristen, inden terroristen overhovedet nåede at plante bomben. Hvorfor er det så anderledes, hvis/når en regering gør det samme? Det er simpelt. Privatpersonen i det usandsynlige eksempel handler udelukkende for at bevare sit eget liv og sine medmenneskers liv, hvilket er et moralsk acceptabelt motiv. I en anden situation hvor privatpersonen derimod bruger vold for personlig vinding, så anser vi det for værende dybt umoralsk.

Når en regering bruger tortur, så må man altså kigge på regeringens motiv, og regeringer har ALDRIG menneskers ve og vel på sinde, når regeringer træffer beslutninger. Ligesom privatpersonen ønsker regeringerne udelukkende at bevare deres egen eksistens, selv hvis det sker på beskostning af menneskers ve og vel. Deri ligger forskellen. Regeringer som ikke træffer beslutninger med henblik på bevarelse af regeringernes egne eksistenser, overlever aldrig ret langt tid af gangen.

De nationalkonservative i USA, som hader frihed, som elsker tyranni, og som ikke interesserer sig for deres medmenneskers ve og vel, går ind for tortur ikke for deres medmenneskers skyld, men for deres regerings skyld, den regering som de elsker. Derfor observeres det ofte, at nationalkonservative i USA bruger "unamerican" som et negativt-ladet tillægsord. Det er denne idé om, at et centralt planlagt voldsmonopol kan løse sociale problemer, som skaber mange af de problemer, vi som mennesker har. Det eneste tidspunkt hvor du kan bruge vold til at løse problemer, er i selvforsvar, og selvforsvar kan per definition ikke være initiativ til vold. En løsning på et problem som kræver initiativ til vold er ikke nogen løsning overhovedet.

Men, Marianne, mener du, at de hundreder og atter hundreder af tusinder danskere med en eller anden form for "ondt i livet", som du kalder det, og som derfor bliver forsørget af samfundet, har RET til at blive forsørget? Forekommer det dig sandsynligt, at halve og hele millioner danskere har et reelt og anerkendelsesværdigt behov for at blive forsørget af andre, eller må jeg stille det ledende spørgsmål, om ikke disse skræmmende tal indikerer, at der er et eller andet galt med samfundets incitamentsstruktur?

Undskyld jeg svarer: Nej - du har ret, det har de ikke ret til. Men skylden ligger ikke hos de 100.000, der bliver forsørgede ... skylden ligger 100% hos politikere og myndigheder, som har slavebundet disse folk for skatteborgernes penge og frarøvet dem deres evne til at kunne skabe sig deres egen tilværelse selv.

Hvis nogen folk går totalt på røven, kan der i en kort periode være god mening i at hjælpe dem, men aldrig som et fast hjælpe-forhold. Det gør dem kun til slaver. De skal altid have guleroden (bemærk: Ikke pisken) og håbet om at kunne komme ud af hjælpeforholdet hurtigst muligt - for deres egen selvtillids skyld.

Jo, det har de ret til. Fordi det er det vi betaler en del af vores skattepenge ind til. Alternativet er det amerikanske samfund, hvor selv de rigeste kan ende på gaden p.g.a. sygdom, arbejdsløshed ol.

Men det er selvfølgelig et valg, hvilket og hvor stort et sikkerhedsnet et samfund ønsker.

Og det må aldrig blive et mål i sig selv hverken at gøre brug af det eller at bygge samfundet op på det. Men trygheden og mulighederne ligger i at det er der. Alt andet lige, er vi jo alle afhængige af hvilke muligheder og rettigheder samfundet har at byde på. Og de bliver mindre og mindre i Danmark.

Utrygheden ligger derimod i at politikerne tvinger folk ud i denne afhængighed og efterfølgende ofte låser dem fast. 

Så vi er næsten enige.

Også kun næsten - for jeg synes ikke nogen skal have "ret" til at snuppe naboens værdier mod hans vilje (læs: have ubetinget ret til at modtage penge fra staten).

For det bliver netop et mål i sig selv, hvis det er en "ret", folk har. Denne ret udvander det universelle giv-og-tag princip mellem folk. Det er til skade for både giver (som føler sig tvangsbeskattet - og fratages sin vilje til at give) og for modtager, som mister sin selvtillid og evne til at klare sig selv. Den eneste, der har glæde af det er staten, som opretholder sig selv som den store retfærdige omfordeler.

Som tidligere nævnt: Hvis nogen folk går totalt på røven, kan der i en kort periode være god mening i at hjælpe dem, men aldrig som et fast hjælpe-forhold. Det gør dem kun til slaver. 

Jeg er heller ikke tilhænger af 100% tryghed. Utryghed kan føre til handling, mens tryghed fører til dovenskab, højrøvethed, for høje forventninger og korruption. Utryghed derimod fremprovokerer innovation, kunst, risikotagning og forudseenhed.

Jeg synes der er alt for meget tryghed i tiden - på én gang hyper vi angst for alskens småting, på den anden side sælger staten og forsikringsbranchen "tryghed", som kan få os til at falde ned igen. Der er ikke noget at sige til, at folk er stressede.

Men det kan de klare. Folk tager hånd om deres liv, hvis ikke staten fucker det op med salg af "tryghed" og falske rettigheder. Folk er i realiteten langt stærkere end staten (og medierne) giver udtryk for.

Og vi er så stadig næsten enige.

Jeg er heller ikke tilhænger af 100 % tryghed. Men utryghed er jo mange ting. Den tryghed som staten forsyner os med i dag (sundhed, miljø, barnets tarv osv) er jo falsk tryghed, og her intet med tryghed at gøre. Tværtimod er den med til at skabe frygt og utryghed og dermed med til at skabe en befolkning, der kræver at blive pakket endnu mere ind i vat.

Den tryghed jeg skriver om, er den tryghed der ligger i at staten hjælper sine borgere, frem for at jage dem ud i social og økonomisk afmagt, hvis tingene går skævt. Og den tryghed der ligger i at folk har lov til at bruge den styrke, som vi er enige om at vi har. Og den tryghed der ligger i, at hvis det går helt galt, bliver vi ikke sparket til, når vi ligger ned.

Utrygheden ligger i at staten pt., både ved hjælp af retorik og via lovgivningen, stækker befolkningens muligheder, frem for at give friheden og økonomien tilbage til befolkningen, så vi selv kan bygge Danmark op igen og klare os selv. Innovation og risikovillighed kommer ikke af forbud, detailregulering og kontrolskemaer.

Vi er blevet fanget i et net hvor staten, bevidst elle ubevidst, gør flere og flere afhængige af offentlige ydelser.

Mon ikke det f.eks. er meget bevidst, at staten lukker de små og mellemstore virksomheder, og dermed arbejdspladser ned, så politikerne kan starte forfra med stordrift og dermed mere og nemmere kontrol? På ægte russisk maner?

Se, Juul, der bekræftede du lige, at aborttilhængere forsøger at lukke debatten med skinger retorik. Må jeg i øvrigt minde om, at jeg ikke har erklæret mig hverken tilhænger eller modstander af abort, da emnets kompleksitet overstiger min fatteevne,

Pointen er, at din mening i denne kontekst er irrelevant. Det er et anliggende for din kone og dig - max - om I vil have en abort. Det er ikke noget, der skal politiseres om, og det rager mig en papand hvad du synes om det - indtil du begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om det måske var bedre, at staten bestemte over individets legeme. 

Der må jeg trække en streg i sandet og sige, at den slags ekstremisme må vi som civiliserede mennesker bekæmpe hårdt og aktivt. Du må mene, hvad du vil, men hvis jeg argumenterede for, at jøderne skulle dræbes af staten eller at bonde- og arbejderhæren skulle omstyrte det eksisterende styre med vold, så ville jeg forvente en vis modstand også.

Fascistiske tanker gør den slags ved os demokrater. Lev med det.

Sæt dig ned og tæl langsomt til ti. Jeg har aldrig nægtet dig eller andre en abort, har blot peget på, at der ikke bliver lyttet til abortmodstandernes argumenter. 

Du har ret, Filip. I Islam stener man kvinder for utroskab. Den slags argumenter behandler vi ikke seriøst nok her i landet - er det ikke noget, du lige kunne tage op også?

Nej, selvfølgelig ikke. Nogle ting er så radikalt forkerte, at vi ikke gider diskutere dem.

Der findes ikke noget der hedder snusfornuft når man taler om abort.

Enig i afsnit 2 og 3. Men er det ikke allerede sådan, at man er erstatningspligtig, hvis man forretter skade på andres legeme eller ejendom?

Nu er jeg ikke så voldsomt velbevandret i det strafferetlige, men jeg mener også, at man i et vist omfang er erstatningspligtig i dag. Det ændrer dog ikke på det faktum, at en gerningsmand i rigtig mange tilfælde kun straffes med frihedsberøvelse, men hvor offeret samtidig ikke ydes en rimelig kompensation for den ulempe, der er blevet påført. Jeg kunne se en klar forbedring ved en model, hvor offer og gerningsmand kunne indgå et forlig i en eller anden form, hvor gerningsmanden i realiteten kunne undgå frihedsberøvelse mod at yde kompensation direkte til offeret. I visse lande og kulturer er f.eks. betaling af blodpenge en meget udbredt form for kompensation. Det vil givetvis være hensigtsmæssigt med nogle grundliggende retlingslinjer, som kan benyttes som udgangspunkt i omfanget og størrelsen af kompensationen, men der burde helt klart være mulighed for forhandling mellem offer og gerningsmand i straffesager, på samme måde som man bla. ser det i civile søgsmål.