Som I måske har hørt, har Røde Kors i Jyderup modtaget én million kroner. Disse penge var lagt i en container, hvor man normalvis lægger tøj som donation. Pengene – som var lagt ind i kuverter, som var pakket ind i en pose – blev akkompagneret af et følgebrev, hvori der stod, at personen bag havde sparet sammen i fyrre år.
Det mest bemærkelsesværdige bag denne godhjertede handling var, at personen bag fastholdte sin anonymitet. Personen bag ønskede ikke at gøre opmærksom på sin gode gerning, men valgte blot at sprede glæde i det skjulte.
Donationen gjorde selvsagt aktivitetsleder for tøj i Røde Kors' Jyderup-afdeling, Birgit Dam, meget fornøjet og efterlod hende perpleks. Sådan en stor gevinst for Røde Kors går til velgørende formål – adskillige mennesker bliver hjulpet dagligt grundet en organisation drevet af frivillige mennesker. Det er sådan et eksempel, der er værd at føre igennem, når man snakker om at afskaffe staten for et friere samfund.
Mange mennesker finder tanken om et statsløst samfund så abstrakt og alternativ, at det på ingen mulig måde kunne fungere i deres optik. Veje ville være gennemhullede, lovovertrædere ville gå frit omkring uden politi eller domstole til at håndhæve loven, folk ville ligge syge og fattige på gaderne uden nogen former for offentligt finansieret velfærd etc. Med eksemplet givet af den anonyme donor som grundlag, vil jeg forsøge at argumentere for et statsløst samfund, hvor ydelser og hjælp stadig eksisterer.
I et statsløst samfund er alt naturligvis privatejet. Der er ingen skat, der skal betales fordi, der ingenting, som er finansieret via det offentlige. Tilbage står altså kun private folk – enten selvstændigt eller repræsenteret af firmaer – og deres ejendom. Den private ejendomsret er ukrænkelig og dette faktum bliver støttet op af det såkaldte non-aggressionsaksiom. Disse to ting udgør fundamentet for al lov og retshåndhævelse i et statsløst samfund. Non-aggressionsaksiomet går i sin enkelthed ud på, at ingen person eller gruppe af personer må udøve aggression på en anden person eller dennes ejendom. Aggression er defineret som brugen af fysisk vold eller truslen herom mod en anden person eller dennes ejendom.
Naturligvis er det acceptabelt, at igangsætte en såkaldt ”retfærdighedskrig”. Såfremt en person bryder ind i dit hjem og stjæler dit fjernsyn, så må du gerne forsøge at skaffe det tilbage. Da et offentligt betalt politivæsen ikke findes i et statsløst samfund, så kan man enten ty til en vis form for selvtægt eller betale et privat politikorps for hjælp til at skaffe fjernsynet igen. Politi eksisterer altså stadig i et statsløst samfund, men er nu i stedet betinget af det individuelle forbrug. Væk er politiets arbitrære patruljering på udvalgte områder og ind er øget effektivitet kommet pga. unødvendigheder er skåret fra.
Men når politiet så har fanget gerningsmanden, hvad så? Staten har i denne forbindelse ikke stillet dommere og domstole til rådighed, så hvordan ved vi, hvem der har ret og hvem der ikke har ret? Det kan blandt andet gøres på to måder: enten konkurrerer forskellige love på markedsvilkår mod hinanden eller så udformes et lovkodeks, der er gensidig enighed om blandt borgerne i et bestemt geografisk område. Vælger man førstnævnte løsning, er sandsynligheden større for varierede love i forskellige områder, da beboere ét sted formentligt har andre præferencer om loves udstrækninger end beboere andre steder. Det er selvfølgelig også muligt, at dette scenario optræder med sidstnævnte løsning, men her er der lagt mere vægt på en afstemningsmulighed, hvor der er risiko for et muligt flertalstyranni. Alle kan foreslå love (eller snarere udmålingen af straffe vedr. diverse kriminelle handlinger), men det er ikke sandsynligt, disse bliver hørt. Alternativt kan man flytte et andet sted hen, hvor loven passer en bedre.
Sidst mangler vi blot at dække vejene. En privatisering af vejene ville motivere en bedre service end givet af et statsligt monopol fordi ejerne vil have et incitament til at øge antallet af brugere på netop deres vej. For at komme hinanden i forkøbet, vil ejere af veje søge lave priser på afbenyttelse af veje og forbedre kvaliteten af vejene. Hovedveje i særdeleshed er derfor forståelige mål for privatisering, da der ud fra disse udspringer mange andre veje. Disse veje ville tage tage befolkningen til forskellige destinationer, hvorfor konkurrence mellem ejere af veje ville opstå.
I lokale nabosamfund kunne beboerene gå sammen og starte et selskab, der tager vare på netop deres veje. Man kunne lade beboerne benytte vejene gratis imens besøgende skulle betale. På denne måde kunne beboerne også organisere vejen således, at den kan bruges til genveje for derfor at skabe profit.
Nu mangler vi blot den sidste problemstilling, som ligeledes er kernen bag hele idéen: de fattige og dem, som ikke kan klare sig selv. Nu hvor staten er fjernet hvem skal så sørge for, at folk ikke ender på gaden uden mulighed for at kunne overkomme sygdomme eller lignende? Det skal folk selv.
Som eksemplet med Røde Kors så flot illustrerer, så er mennesket grundlæggende godt. Mennesket behøver ikke et kollektiv, der har tilegnet sig et monopol på tvang og vold i et givent geografisk område for at udføre gode gerninger. Uden en stat vil man sagtens stadig kunne låne naboen sin plæneklipper, stadig give et stykke tyggegummi til en klassekammerat eller give en donation til en privat velgørenhedsorganisation, hvis eksistensberettigelse bunder i lysten til at hjælpe andre.
Jeg tvivler stærkt på, der vil være en nedgang i antallet af private organisationer, hvis staten skulle blive fjernet. Faktisk ender det sandsynligvis med det præcis modsatte, da folk pludselig anerkender andres skæbne. I stedet for at bero på visheden om tvangsindlagt kollektivistisk finansieret velfærd, så vil den øgede frihed til folket munde ud i en større forståelse for andre menneskers liv. Opstår lysten for at hjælpe andre mennesker, kan en privatperson forsøge at belyse emnet via medierne, hvorefter folk muligvis modtager en tilsvarende lyst til at donere penge.
I missionen for at hjælpe andre kan kirker ligeledes være et effektivt middel. Kirker har ofte nødhjælpsprogrammer stablet på benene, der er målrettet både ind- og udland. Tilknyttet kirker (og organisationer) er også frivillige, som ønsker at gøre en væsentlig forskel. De findes den dag i dag, og de vil ikke forsvinde i et statsløst samfund. Via private donationer og frivilliges hårde arbejde, behøver fattigdom ikke være en faktor. Der er heller ikke grund til bekymring om et varigt fald i lysten hos folk til at hjælpe: folk dedikerer snildt utallige timer på godtgørelse, da dette giver dem en god følelse.
Med denne korte introduktion håber jeg, at forståelsen for hvordan et statsløst samfund kunne fungere er blevet udvidet. Der er mange variationer og tingene kan gøres på forskellige måder, men dette er blot et lille eksempel på, hvordan det kunne være indrettet.
Tilbage står blot at sige, at én persons fremragende eksempel sagtens kan implementeres i samfundsstrukturen. Villigt har personen bag donationen på én million kroner sparet sammen i fyrre år. Mennesker med så store hjerter er der også at finde i et statsløst samfund – og de er stadig mere end villige til at fortsætte deres omsorgsfulde virke.
