Det må for guds skyld ikke gå op for pøblen, hvor lidt magt, den har i eget hus.
Sagen om grænsekontrollen er et lysende eksempel på, hvad Danmark og Europa er blevet til de sidste 10-20 år. Sagen indeholder alle de elementer, der kendetegner overgangsfasen fra demokrati til pøbelvælde til totalitarisme, som allerede Polyb beskrev i Forfatningernes Kredsløb. Men lad os begynde kronologisk fra en ende af, fordi præmisserne for hele debatten som sædvanlig ikke diskuteres af statsmedierne, de betalte eksperter og den politiske klasse:
1. Den underliggende årsag: Grænseoverskridende kriminalitet
Siden Schengen-aftalen blev implementeret, har Danmark og andre vesteuropæiske lande oplevet en massiv, grænseoverskridende kriminalitet fra bekvemmelighedskriminelle, dele af den kontinentale og russiske mafia og østeuropæiske bander: De mest samfundsskadelige er pengehvidvaskning, kvindehandel og narkohandel, som er fuldstændigt ude af kontrol og destabiliserer samfundet på måder, der formentlig ikke er set siden 2. verdenskrig. Andre kriminalitetsformer, som har større folkelig fokus, men skyldes samme Schengen-regler, er (hjemme)røverier, tricktyverier, grov vold, tyveri, en del begået af små og mellemstore bander.
2. Frustrationen over, at det danske folk ikke længere er herre i eget hus
Vi har pga EU-systemet ikke bare åbnet for denne kriminalitet, men har også fået frataget midlerne til at dæmme op for dem. Denne afmagt, som almindelige mennesker naturligvis aldrig forudså, da vi blev lokket med i EU-systemet, ignoreres af de gamle rød-grå partier, V, K, S, SF.
3. Symptombehandling for at tækkes folket inden valget
På denne baggrund har den socialistisk-populistiske VK-regering opdaget, at hvis den skal fastholde magten efter et valg, så må folkets modvilje mod denne kriminalitet behandles, selvom man har ignoreret denne tendens i 10 år. Den samme populisme ses f.eks. også i VKs pludselige ideer om at begrænse bureaukratiet og Ks pludselige ide om at skære i skatterne, begge dele åbenlyst hykleri efter i 10 år at have gjort det modsatte, helt symptomatisk for den antidemokratiske tankegang, der præger de gamle rød-grå partier.
4. Spil for galleriet: Efterløn, grænsekontrol og anden symbolpolitik
Det er i populistiske skindemokratier altid vigtigt op til valget (som er et af de attributter, der fastholder illusionen), at pøblen får en fornemmelse af at leve i et demokrati – derfor begynder levebrødspolitikerne gerne op til valgperioden at fremstå med et højere aktivitetsniveau og lade som om, de vil det godt for fællesskabet og lytter til befolkningen.
De fire rød-grå partier, V, K, S og SF (bundet sammen politisk af pro-EU, pro-krig, pro-50% -stat, pro-bureaukrati og næridentiske i deres brug af populisme, substansflugt og magtarrogance) har derfor travlt med at opfinde nye måder at se virksomme ud på. Ved at lave marginale ændringer i efterlønnen og addressere folkets bekymring over kriminaliteten, kan en ligegyldig og overfladisk symbolaftale (= rent spil for galleriet) som EU-systemet alligevel ikke tillader, dels lutre de mest blanke politikeres dårlige samvittighed og dels hjælpe de mere bevidst kalkulerende af slagsen til genvalg.
5. Modreaktionen fra EU-systemet
I dette ene tilfælde gik VK-populisterne dog lidt for langt – de kom til rent faktisk at gøre noget af det, befolkningen ønskede, nemlig at dæmme op for den grænseoverskridende kriminalitet. Reaktionen fra EU-systemet medfører nu, at mange danskere opdager, hvor meget utilsigtet magt, EU-bureaukraterne har fået. Almindelige mennesker forstår ikke, at de udplyndres og mister deres frihed i EU dagligt, fordi økonomi og politik er abstrakt, men når det konkretiseres i en sag om grænsekontrol, så bliver det farligt, fordi det er let forståeligt. Derfor reagerer EU-systemet hårdt og fordømmende.
Modreaktionen fra den europæiske politiske klasse, herunder de EU-betalte eksperter (tankepoliti betalt af os selv) og statskaptalistiske medier er derfor en eye-opener for mange almindelige danskere. Man begynder at ane systemets ondskab i svage konturer. Det er kun i totalitære samfund, at skatteydernes egne penge går til at finansiere ”eksperter”, der beskytter systemet mod kritik og som i øvrigt fremføres ensidigt i statsmedierne.
Status efter, at Danmark bankes på plads: Forvirring, hykleri & dilemmaer
Jeg vil gerne inden en status-vurdering, først anføre fire indikationer af, at EU er antidemokratisk:
(1) Den bedste indikation af, at EU er et antidemokratisk projekt, har altid været, at folket aldrig bliver spurgt. Processen muliggøres af en herskende EU-klasse, der profiterer på systemet, og gør det i forræderi mod det demokrati, de burde beskytte.
(2) Den anden indikation er, at det kun er de EU-kritiske partier (UKIP f.eks.) der rapporterer vedholdende fra EU's mange skyggesider om korruption, skadelige effekter ved euroen og Schengen, osv. Mainstreammedierne og de rød-grå partier kan og vil ikke se de demokratiske problemer, som EU skaber.
(3) Den tredje indikation er, at statsmedierne ikke behandler EU-stoffet, selvom magten i EU nu er langt større end den nationale magt. I et demokrati ville den kritiske journalistisk følge lovgivningsprocesserne.
(4) Den fjerde indikation er, at EU-penge går til at betale ”EU-eksperter”, der ensidigt beskytter systemet mod sporadisk kritik. I liberale demokratier betaler skatteydere ikke deres eget tankepoliti.
Nu står den altid inkompetente VK-regering med endnu et dilemma af den type, man altid får, når man ikke fortæller sandheden. Og derfor er det svært at balancere mellem at fortælle EU-bureaukratiet, at man intet har gjort, og at man stadig støtter systemet på trods af og i modstrid med befolkningens ønsker, og på den anden side foregive borgerne, at de lever i et demokrati, og man derfor har valgt at lytte til deres bekymringer om den grænseoverskridende kriminalitet.
På mange måder er situationen omkring grænsekontrollen meget lig den, vi ser i den europæiske pengepolitik: Den politiske klasse, som implementerer det totalitære system for oligarkerne, er i deres iver altid for hurtige og skaber dermed friktion, simpelthen fordi landene ikke er ens nok til at fungere under de forhold, som EU-bureaukraterne forsøger at indføre på oligarkernes vegne. Eurokrisen er direkte et resultat af dette absurde forsøg på at bringe diverse økonomier sammen, ligesom kriminaliteten er et resultat af det tilsvarende absurde forsøg på at åbne slusserne mellem kulturelt meget forskellige samfund.
Til slut vil jeg nævne, at jeg betragter det som naturligt og indlysende, at man, som klassisk liberalist, i en situation hvor en overnational totalitarisme truer, bliver mere "nationalliberal" som et modsvar. Det stod aldrig i menneske- og frihedsrettighederne, at vi ikke skulle beskytte os mod totalitarisme udefra, der truer det liberale demokrati. At hævde, at denne indsigt er "nationalpopulistisk", som den herskende klasse forsøger, er naturligvis et retorisk selvmål.
Og dermed til vejs ende med en kort bemærkning:
Desto hurtigere, EU-eliten farer frem, desto mere friktion skaber demokratiet.
Referencer:
For en forklaring af Polybs politiske skred i dag, og af begrebet "rød-grå", se evt. artiklen om skredet i dansk politik.
