Socialdemokraternes formand og statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt, er en meget interessant- og unik person. Hun er formentlig den mest karismatiske- og charmerende danske politiker overhovedet og fremstår i manges øjne som en moderne, internationalt orienteret, velbegavet, veluddannet, velklædt og elegant kvinde med ubestridt star quality.
Thorning-Schmidt har dog også i sin tid som politiker åbenbaret andre- og mindre flatterende sider af sig selv, der formentlig ikke står nær så klart i vælgernes bevidsthed, men ikke desto mindre burde give enhver dansker stof til eftertanke, når man tager i betragtning, hvilket billede de er med til at tegne af Danmarks potentielt kommende statsminister.
I de seneste dage har der i forbindelse med den skattesag, hendes mand, Stephen Kinnock - og dermed også Thorning-Schmidt selv – er involveret i, været sat spørgsmålstegn ved statsministerkandidatens troværdighed. Adskillige meningsmålinger har vist, at den aktuelle sag har påført Thorning-Schmidts anseelse i befolkningen på netop det punkt stor skade. Realiteten er imidlertid, at ingen politisk iagttager nogensinde i fuld alvor har kunnet påstå, at Thorning-Schmidt er troværdig. Dertil har hendes ideologiske- og politiske krumspring simpelthen været alt for mange og regelmæssige.
Hvad kun de færreste ved er, at Helle Thorning-Schmidt ikke alene var kommunist som helt ung, men efter alt at dømme vedblev med at være det helt frem til Murens Fald i 1989 - på et tidspunkt, da hun nærmede sig sin 23 års fødselsdag - bl.a. som DKP-vælger og abonnent på partiavisen, Land & Folk. 1
Først i 1993 blev Helle Thorning-Schmidt medlem af Socialdemokratiet, men der skulle gå endnu seks år, inden hun blev kendt i den brede offentlighed. Det skete til gengæld med pomp og pragt, da Ritt Bjerregaard – formentlig fordi hun kunne se en yngre udgave af sig selv i Thorning-Schmidt – personligt valgte at promovere den unge kandidat til Europaparlamentsvalget ved et pressemøde på den hippe københavnske Café Amokka i juni 1999.
Seancen gav det ønskede resultat, men, bortset fra nogle veldokumenterede magtkampe med sine socialdemokratiske parlamentskollegaer, gjorde Thorning-Schmidt sig ikke synderlig bemærket i Bruxelles og Strasbourg. Til gengæld vakte hendes udmeldinger i den danske debat flere gange opsigt. Således kritiserede hun i maj 2001 sammen med Jeppe Kofod og Mette Frederiksen den daværende Nyrup-regering for at anlægge en for hård tone i udlændingepolitikken og slog samtidig et slag for pladderhumanismen.
Allerede ét år senere, i juni 2002, var Thorning-Schmidt ikke desto mindre på vild flugt fra sine hidtidige synspunkter i udlændinge/værdidebatten. I bogen, Forsvar for fællesskabet, argumenterede hun og hendes medforfattere bl.a. for at begrænse antallet af familiesammenføringer og desuden fratage dem, der alligevel ville slippe igennem nåleøjet, muligheden for at få kontanthjælp i de første syv år af deres ophold i Danmark.
Det var da også som repræsentant for netop Nyrup-fløjen, at Thorning-Schmidt i 2005 valgte at melde sig som kandidat til at blive ny socialdemokratisk formand efter Mogens Lykketoft. Inden det kom så vidt, havde hun dog forvirret partifæller og offentligheden ved at komme med totalt modstridende udtalelser om sine planer. På én og samme dag, d. 9. februar 2005, havde Thorning-Schmidt nemlig, først i TV-Avisen og senere TV2 Nyhederne, benægtet enhver form for interesse i sit partis formandspost, men det forhindrede hende ikke i alligevel at annoncere sit kandidatur dagen efter. Godt nok kom udmeldingen først efter, Henrik Dam Kristensen havde takket nej, men den overraskede selv hendes egne støtter, der fik indtryk af, beslutningen var truffet for længe siden. 2 Thorning-Schmidt havde da også allerede haft rigeligt med tid til at tænke formands-scenariet igennem, erkendte hun senere i et interview til Politiken i anledning af, hun havde siddet ét år på formandsposten: Det er ikke sådan, at jeg i en time sidder og siger: Gud, nu må jeg hellere blive formand for Socialdemokraterne. Det var noget, der var bygget op igennem rigtig lang tid faktisk. 3
Politiske iagttagere og helt almindelige danskere måtte snart sande, at et sådant forløb langtfra var unormalt for Helle Thorning-Schmidt. Det skulle nemlig vise sig, at den kommende, socialdemokratiske formand gav en helt ny dimension til én af sine forgængere, Jens Otto Krags berømte citat: Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Med weekendredaktør på Information, Rune Lykkebergs ord: Det interessante ved Helle Thorning-Schmidt det er, at det er meget svært at finde ud af, om hun overhovedet har nogen holdning til noget som helst, for hun synes at have været overalt på alle politikområder. 4 At Lykkeberg har ret, synes uomtvisteligt. For at opremse bare to sager, hvor Thorning-Schmidt nærmest har ændret holdning fra dag til dag, kan nævnes Muhammed-krisen i 2006, hvor hun først, i Folketingssalen, opfordrede til, at regeringen tager afstand fra Jyllands-Postens tegninger, inden hun to dage senere på TV2 gjorde det klart for de få, der var kommet i tvivl, at (...) Jeg mener ikke, det er regeringens opgave at tage afstand fra tegningerne som sådan. 5
Et andet eksempel stammer fra valgkampen op til Folketingsvalget i 2007, hvor Thorning-Schmidt i to tv-debatter, henholdsvis d. 2. og 4. november, beroligede vælgerne med, at Socialdemokraterne kun havde til hensigt at lade ca. 500 afviste, irakiske asylansøgere bo og arbejde ude i det danske samfund. Al tale om, at ordningen skulle gælde for alle asylansøgere var derimod udtryk for en total skræmmekampagne, det er jo frygteligt, det her, forsikrede hun således d. 4. november på DR1. To dage senere måtte hun så erkende, at der var noget om snakken, men tilføjede: Det er faktisk noget, vi har sagt helt tilbage fra foråret, hvor vi jo blev opmærksomme på, at der var problemer ude i de her asylcentre. 6
I et lidt større tidsperspektiv kan nævnes, at Socialdemokraterne de sidste fem år har haft fem (!) forskellige skattepolitikker, mens Thorning-Schmidts valgløfte ved det socialdemokratiske formandsvalg om, at alle over 40 år kunne stole trygt på, at hun ville sikre deres efterløn, viste sig kun at gælde dem over 47 ½ år, da efterlønsreformen i 2006 var blevet ført ud i livet. I 2008 garanterede hun så, at Der kan ikke blive tale om at pille ved efterlønnen. (...) Det kommer ikke til at ske. 7 Det løfte holdt kun indtil for ca. en måned siden, da Thorning-Schmidt truede fagbevægelsen med at afskaffe efterlønnen, hvis ikke den efter et eventuelt regeringsskifte viser sig i stand til at finde 15 mia. kr. til statskassen.
Den meget omtalte sag om Stephen Kinnocks skatteforhold dokumenterer endnu engang, at Thorning-Schmidt, med historikeren Søren Mørchs ord, vajer som et siv i vinden, men endnu værre er det, at hun direkte er blevet taget i at lyve. Over for B.T. svarede Thorning-Schmidt d. 22. juni nemlig nej til spørgsmålet om, hvorvidt Kinnock på noget tidspunkt, mens han har arbejdet og betalt skat i Schweiz, havde været på forretningsrejse eller deltaget i arbejdsrelaterede møder i Danmark. Det havde han imidlertid fire gange, bl.a. så sent som seks dage før, Thorning-Schmidt talte med avisens journalist.
B.T. har også sat fokus på andre aspekter af familiens skatteforhold, bl.a. den omstændighed, at Thorning-Schmidt er registreret som eneejer af huset i Kartoffelrækkerne i København. Nogle skatte-eksperter har antydet, at det skyldes, Thorning-Schmidt på den måde kan få et ekstra stort rentefradrag, men det benægtede hun energisk over for B.T. d. 24. juni. Der var derimod tale om en ren tilfældighed. En ren tilfældighed? I et interview til Berlingske Tidende d. 30. juni er der pludselig en helt specifik grund til, at Kinnock ikke er opført som medejer. Nu skyldes det, at han som udenlandsk statsborger skal indhente en særlig tilladelse for at kunne eje en bolig i Danmark, og den havde han ikke fået på det pågældende tidspunkt. Er det troværdigt, eller mon ikke der snarere er tale om, at Thorning-Schmidts spindoktorer har udstyret hende med en ny- og bedre forklaring?
Ét af de allermest diskuterede elementer i skattesagen har utvivlsomt været spørgsmålet om, hvor meget Kinnock har opholdt sig i henholdsvis Danmark og Schweiz. Thorning-Schmidt var oprindeligt overbevist om, at hvis blot hendes mand tilbragte mindre end 180 dage om året i Danmark, var der ikke noget at komme efter for Skat. Desværre for hende har hun tidligere givet flere interviews, hvor hun gjorde en dyd ud af at fortælle, hvor ofte Kinnock var her i landet. Allerede inden han tiltrådte sin stilling i Schweiz, udtalte hun til B.T., at han ville være hjemme hver weekend. Den 23. juni kunne hun så fortælle samme avis, at de allerfleste weekender er han i Danmark. Den 30. juni var hun derimod i Berlingske Tidende nået frem til, at Kinnock kun havde været hjemme hos familien i 33 weekender, altså 63% af alle årets ugeskifter.
Et meget interessant karakteristika ved Helle Thorning-Schmidt er, at hun tilsyneladende har megalomane træk. I den forbindelse tænker jeg kun i mindre grad på det berømte Jeg kan slå Anders Fogh-citat. Til gengæld spidsede undertegnede og formentlig mange tusinde andre tv-seere ører, da Kaare R. Skou i 2005 interviewede Thorning-Schmidt et par måneder før, hun blev valgt til sit partis nye formand. Til spørgsmålet: Er du guds gave til Socialdemokratiet?, svarede Thorning-Schmidt nemlig, uden antydningen af ironi: ja.
Også i en lang række andre sammenhænge har hun optrådt på en måde, der grænser til storhedsvanvid. Bl.a. har Thorning-Schmidt adskillige gange udtalt, at det var hende, der fik idéen til den efterlønsreform, den borgerlige regering gennemførte i 2006. På samme måde mener Thorning-Schmidt, hun var ophavskvinde til skattereformen i 2009, ligesom hun efter eget udsagn var stærkt medvirkende til redningen af Roskilde Bank og vedtagelsen af Bankpakke 1 i 2008. At der vitterligt er tale om en lettere forvrænget selv-/virkelighedsopfattelse bekræftes af det faktum, at selv personer tæt på den socialdemokratiske formand siger om Thorning-Schmidt, at det ikke er hende, der får idéerne. 8
I det hele taget virker det ofte som om, Helle Thorning-Schmidt mere end noget andet repræsenterer sig selv. Hun er med andre ord det, tyskerne kalder eine Ich-AG. Det ses også tydeligt ved det faktum, at hun igen og igen siger jeg og mig – i øvrigt ligesom en anden jævnaldrende partiformand, Lene Espersen - når vi og os, ikke mindst efter socialdemokratisk tradition, ville være mere passende. Det forekommer derfor også patetisk, når Thorning-Schmidt udtaler, at det socialdemokratiske projekt slet ikke drejer sig om hende, men om noget meget større.
Thorning-Schmidts optræden i den verserende skattesag giver ligeledes næring til formodningen om megalomani. Da B.T. første gang konfronterede hende med historien om, at hendes mand måske også var skattepligtig i Danmark og kunne præsentere tre skatte-eksperter, der understøttede antagelsen, afviste Thorning-Schmidt enhver tanke om, at hun og ægtemanden havde begået fejl: Når han bor og arbejder i Schweiz, så er han skattepligtig til Schweiz. Det er klart, at hvis I skriver noget andet, så er det ikke sandt. 9 Tre skatte-eksperter var uenige med hende, men hvis ikke B.T. købte hendes forklaring, ville de altså skrive noget, der ikke var sandt! Så skråsikker var Thorning-Schmidt, på trods af, at hun end ikke havde gjort sig den ulejlighed at betale 300 kr. for at få et bindende tilsagn fra Skat og i det hele taget ikke havde sat sig ind i den relevante skattelovgivning, herunder muligheden for dobbeltbeskatning, overhovedet. Faktisk modbeviste hun med ord og handlinger sin egen påstand om, at Man kan ikke selv bestemme, hvor man vil betale skat. Det var nemlig lige præcis det, Thorning-Schmidt og Kinnock havde gjort. Som prikken over i’et afgjorde det dansk-engelske ægtepar også selv, hvor meget det ville betale tilbage til Skat, da det ca. en uge efter sagen eksploderede i de danske medier besluttede sig for frivilligt at indbetale dansk skat på Kinnocks vegne for 2009 og 2010 for at undgå at bevæge sig ind i en gråzone. Man kunne godt argumentere for, at sådan handler en person, der føler sig hævet over almindelig lov og ret, altså en megaloman.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved at følge Thorning-Schmidt under skattesagen er, hvor godt hun efter alt at dømme befinder sig i medieorkanens øje. Nogle gange kan man nærmest få indtryk af, at hun nyder det, der for andre ville være den rene tortur. Ifølge hendes partifæller på Christiansborg virkede hun også i 2006, da Socialdemokraterne led under historisk dårlige meningsmålinger, fuldstændig upåvirket af situationen. 10 Det kan man med rette være imponeret over, men omvendt kan det også virke lidt skræmmende at iagttage en person, der tilsyneladende ikke kan kues på nogen som helst måde og under nogen som helst omstændigheder. Når alt kommer til alt, er politikere jo mennesker som alle os andre. Eller er de?
1 Ibid, S. 27 & Fyens Stiftstidende, d. 17.05.05: http://kortlink.dk/7x2g
2 Håndbog for statsministre, Susanne Hegelund og Peter Mose, 2007, S. 106.
3 Politiken, d. 13.04.06.
4 Søndagsfrokosten, P1, d. 13.06.10. Kan høres på http://kortlink.dk/7uuh fra 6.19 min.
5 TV2, d. 02.02.06.
6 TV2-Nyhederne, d. 06.11.07.
7 Børsen, d. 29.08.08.
8 Helle for magten, Jakob Nielsen, 2007.
9 B.T., d. 23.06.10.
10 Nylig udtalelse af Michael Kristiansen i ”Mogensen & Kristiansen”, TV2 News.
Thorning-Schmidt har dog også i sin tid som politiker åbenbaret andre- og mindre flatterende sider af sig selv, der formentlig ikke står nær så klart i vælgernes bevidsthed, men ikke desto mindre burde give enhver dansker stof til eftertanke, når man tager i betragtning, hvilket billede de er med til at tegne af Danmarks potentielt kommende statsminister.
I de seneste dage har der i forbindelse med den skattesag, hendes mand, Stephen Kinnock - og dermed også Thorning-Schmidt selv – er involveret i, været sat spørgsmålstegn ved statsministerkandidatens troværdighed. Adskillige meningsmålinger har vist, at den aktuelle sag har påført Thorning-Schmidts anseelse i befolkningen på netop det punkt stor skade. Realiteten er imidlertid, at ingen politisk iagttager nogensinde i fuld alvor har kunnet påstå, at Thorning-Schmidt er troværdig. Dertil har hendes ideologiske- og politiske krumspring simpelthen været alt for mange og regelmæssige.
Hvad kun de færreste ved er, at Helle Thorning-Schmidt ikke alene var kommunist som helt ung, men efter alt at dømme vedblev med at være det helt frem til Murens Fald i 1989 - på et tidspunkt, da hun nærmede sig sin 23 års fødselsdag - bl.a. som DKP-vælger og abonnent på partiavisen, Land & Folk. 1
Først i 1993 blev Helle Thorning-Schmidt medlem af Socialdemokratiet, men der skulle gå endnu seks år, inden hun blev kendt i den brede offentlighed. Det skete til gengæld med pomp og pragt, da Ritt Bjerregaard – formentlig fordi hun kunne se en yngre udgave af sig selv i Thorning-Schmidt – personligt valgte at promovere den unge kandidat til Europaparlamentsvalget ved et pressemøde på den hippe københavnske Café Amokka i juni 1999.
Seancen gav det ønskede resultat, men, bortset fra nogle veldokumenterede magtkampe med sine socialdemokratiske parlamentskollegaer, gjorde Thorning-Schmidt sig ikke synderlig bemærket i Bruxelles og Strasbourg. Til gengæld vakte hendes udmeldinger i den danske debat flere gange opsigt. Således kritiserede hun i maj 2001 sammen med Jeppe Kofod og Mette Frederiksen den daværende Nyrup-regering for at anlægge en for hård tone i udlændingepolitikken og slog samtidig et slag for pladderhumanismen.
Allerede ét år senere, i juni 2002, var Thorning-Schmidt ikke desto mindre på vild flugt fra sine hidtidige synspunkter i udlændinge/værdidebatten. I bogen, Forsvar for fællesskabet, argumenterede hun og hendes medforfattere bl.a. for at begrænse antallet af familiesammenføringer og desuden fratage dem, der alligevel ville slippe igennem nåleøjet, muligheden for at få kontanthjælp i de første syv år af deres ophold i Danmark.
Det var da også som repræsentant for netop Nyrup-fløjen, at Thorning-Schmidt i 2005 valgte at melde sig som kandidat til at blive ny socialdemokratisk formand efter Mogens Lykketoft. Inden det kom så vidt, havde hun dog forvirret partifæller og offentligheden ved at komme med totalt modstridende udtalelser om sine planer. På én og samme dag, d. 9. februar 2005, havde Thorning-Schmidt nemlig, først i TV-Avisen og senere TV2 Nyhederne, benægtet enhver form for interesse i sit partis formandspost, men det forhindrede hende ikke i alligevel at annoncere sit kandidatur dagen efter. Godt nok kom udmeldingen først efter, Henrik Dam Kristensen havde takket nej, men den overraskede selv hendes egne støtter, der fik indtryk af, beslutningen var truffet for længe siden. 2 Thorning-Schmidt havde da også allerede haft rigeligt med tid til at tænke formands-scenariet igennem, erkendte hun senere i et interview til Politiken i anledning af, hun havde siddet ét år på formandsposten: Det er ikke sådan, at jeg i en time sidder og siger: Gud, nu må jeg hellere blive formand for Socialdemokraterne. Det var noget, der var bygget op igennem rigtig lang tid faktisk. 3
Politiske iagttagere og helt almindelige danskere måtte snart sande, at et sådant forløb langtfra var unormalt for Helle Thorning-Schmidt. Det skulle nemlig vise sig, at den kommende, socialdemokratiske formand gav en helt ny dimension til én af sine forgængere, Jens Otto Krags berømte citat: Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Med weekendredaktør på Information, Rune Lykkebergs ord: Det interessante ved Helle Thorning-Schmidt det er, at det er meget svært at finde ud af, om hun overhovedet har nogen holdning til noget som helst, for hun synes at have været overalt på alle politikområder. 4 At Lykkeberg har ret, synes uomtvisteligt. For at opremse bare to sager, hvor Thorning-Schmidt nærmest har ændret holdning fra dag til dag, kan nævnes Muhammed-krisen i 2006, hvor hun først, i Folketingssalen, opfordrede til, at regeringen tager afstand fra Jyllands-Postens tegninger, inden hun to dage senere på TV2 gjorde det klart for de få, der var kommet i tvivl, at (...) Jeg mener ikke, det er regeringens opgave at tage afstand fra tegningerne som sådan. 5
Et andet eksempel stammer fra valgkampen op til Folketingsvalget i 2007, hvor Thorning-Schmidt i to tv-debatter, henholdsvis d. 2. og 4. november, beroligede vælgerne med, at Socialdemokraterne kun havde til hensigt at lade ca. 500 afviste, irakiske asylansøgere bo og arbejde ude i det danske samfund. Al tale om, at ordningen skulle gælde for alle asylansøgere var derimod udtryk for en total skræmmekampagne, det er jo frygteligt, det her, forsikrede hun således d. 4. november på DR1. To dage senere måtte hun så erkende, at der var noget om snakken, men tilføjede: Det er faktisk noget, vi har sagt helt tilbage fra foråret, hvor vi jo blev opmærksomme på, at der var problemer ude i de her asylcentre. 6
I et lidt større tidsperspektiv kan nævnes, at Socialdemokraterne de sidste fem år har haft fem (!) forskellige skattepolitikker, mens Thorning-Schmidts valgløfte ved det socialdemokratiske formandsvalg om, at alle over 40 år kunne stole trygt på, at hun ville sikre deres efterløn, viste sig kun at gælde dem over 47 ½ år, da efterlønsreformen i 2006 var blevet ført ud i livet. I 2008 garanterede hun så, at Der kan ikke blive tale om at pille ved efterlønnen. (...) Det kommer ikke til at ske. 7 Det løfte holdt kun indtil for ca. en måned siden, da Thorning-Schmidt truede fagbevægelsen med at afskaffe efterlønnen, hvis ikke den efter et eventuelt regeringsskifte viser sig i stand til at finde 15 mia. kr. til statskassen.
Den meget omtalte sag om Stephen Kinnocks skatteforhold dokumenterer endnu engang, at Thorning-Schmidt, med historikeren Søren Mørchs ord, vajer som et siv i vinden, men endnu værre er det, at hun direkte er blevet taget i at lyve. Over for B.T. svarede Thorning-Schmidt d. 22. juni nemlig nej til spørgsmålet om, hvorvidt Kinnock på noget tidspunkt, mens han har arbejdet og betalt skat i Schweiz, havde været på forretningsrejse eller deltaget i arbejdsrelaterede møder i Danmark. Det havde han imidlertid fire gange, bl.a. så sent som seks dage før, Thorning-Schmidt talte med avisens journalist.
B.T. har også sat fokus på andre aspekter af familiens skatteforhold, bl.a. den omstændighed, at Thorning-Schmidt er registreret som eneejer af huset i Kartoffelrækkerne i København. Nogle skatte-eksperter har antydet, at det skyldes, Thorning-Schmidt på den måde kan få et ekstra stort rentefradrag, men det benægtede hun energisk over for B.T. d. 24. juni. Der var derimod tale om en ren tilfældighed. En ren tilfældighed? I et interview til Berlingske Tidende d. 30. juni er der pludselig en helt specifik grund til, at Kinnock ikke er opført som medejer. Nu skyldes det, at han som udenlandsk statsborger skal indhente en særlig tilladelse for at kunne eje en bolig i Danmark, og den havde han ikke fået på det pågældende tidspunkt. Er det troværdigt, eller mon ikke der snarere er tale om, at Thorning-Schmidts spindoktorer har udstyret hende med en ny- og bedre forklaring?
Ét af de allermest diskuterede elementer i skattesagen har utvivlsomt været spørgsmålet om, hvor meget Kinnock har opholdt sig i henholdsvis Danmark og Schweiz. Thorning-Schmidt var oprindeligt overbevist om, at hvis blot hendes mand tilbragte mindre end 180 dage om året i Danmark, var der ikke noget at komme efter for Skat. Desværre for hende har hun tidligere givet flere interviews, hvor hun gjorde en dyd ud af at fortælle, hvor ofte Kinnock var her i landet. Allerede inden han tiltrådte sin stilling i Schweiz, udtalte hun til B.T., at han ville være hjemme hver weekend. Den 23. juni kunne hun så fortælle samme avis, at de allerfleste weekender er han i Danmark. Den 30. juni var hun derimod i Berlingske Tidende nået frem til, at Kinnock kun havde været hjemme hos familien i 33 weekender, altså 63% af alle årets ugeskifter.
Et meget interessant karakteristika ved Helle Thorning-Schmidt er, at hun tilsyneladende har megalomane træk. I den forbindelse tænker jeg kun i mindre grad på det berømte Jeg kan slå Anders Fogh-citat. Til gengæld spidsede undertegnede og formentlig mange tusinde andre tv-seere ører, da Kaare R. Skou i 2005 interviewede Thorning-Schmidt et par måneder før, hun blev valgt til sit partis nye formand. Til spørgsmålet: Er du guds gave til Socialdemokratiet?, svarede Thorning-Schmidt nemlig, uden antydningen af ironi: ja.
Også i en lang række andre sammenhænge har hun optrådt på en måde, der grænser til storhedsvanvid. Bl.a. har Thorning-Schmidt adskillige gange udtalt, at det var hende, der fik idéen til den efterlønsreform, den borgerlige regering gennemførte i 2006. På samme måde mener Thorning-Schmidt, hun var ophavskvinde til skattereformen i 2009, ligesom hun efter eget udsagn var stærkt medvirkende til redningen af Roskilde Bank og vedtagelsen af Bankpakke 1 i 2008. At der vitterligt er tale om en lettere forvrænget selv-/virkelighedsopfattelse bekræftes af det faktum, at selv personer tæt på den socialdemokratiske formand siger om Thorning-Schmidt, at det ikke er hende, der får idéerne. 8
I det hele taget virker det ofte som om, Helle Thorning-Schmidt mere end noget andet repræsenterer sig selv. Hun er med andre ord det, tyskerne kalder eine Ich-AG. Det ses også tydeligt ved det faktum, at hun igen og igen siger jeg og mig – i øvrigt ligesom en anden jævnaldrende partiformand, Lene Espersen - når vi og os, ikke mindst efter socialdemokratisk tradition, ville være mere passende. Det forekommer derfor også patetisk, når Thorning-Schmidt udtaler, at det socialdemokratiske projekt slet ikke drejer sig om hende, men om noget meget større.
Thorning-Schmidts optræden i den verserende skattesag giver ligeledes næring til formodningen om megalomani. Da B.T. første gang konfronterede hende med historien om, at hendes mand måske også var skattepligtig i Danmark og kunne præsentere tre skatte-eksperter, der understøttede antagelsen, afviste Thorning-Schmidt enhver tanke om, at hun og ægtemanden havde begået fejl: Når han bor og arbejder i Schweiz, så er han skattepligtig til Schweiz. Det er klart, at hvis I skriver noget andet, så er det ikke sandt. 9 Tre skatte-eksperter var uenige med hende, men hvis ikke B.T. købte hendes forklaring, ville de altså skrive noget, der ikke var sandt! Så skråsikker var Thorning-Schmidt, på trods af, at hun end ikke havde gjort sig den ulejlighed at betale 300 kr. for at få et bindende tilsagn fra Skat og i det hele taget ikke havde sat sig ind i den relevante skattelovgivning, herunder muligheden for dobbeltbeskatning, overhovedet. Faktisk modbeviste hun med ord og handlinger sin egen påstand om, at Man kan ikke selv bestemme, hvor man vil betale skat. Det var nemlig lige præcis det, Thorning-Schmidt og Kinnock havde gjort. Som prikken over i’et afgjorde det dansk-engelske ægtepar også selv, hvor meget det ville betale tilbage til Skat, da det ca. en uge efter sagen eksploderede i de danske medier besluttede sig for frivilligt at indbetale dansk skat på Kinnocks vegne for 2009 og 2010 for at undgå at bevæge sig ind i en gråzone. Man kunne godt argumentere for, at sådan handler en person, der føler sig hævet over almindelig lov og ret, altså en megaloman.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved at følge Thorning-Schmidt under skattesagen er, hvor godt hun efter alt at dømme befinder sig i medieorkanens øje. Nogle gange kan man nærmest få indtryk af, at hun nyder det, der for andre ville være den rene tortur. Ifølge hendes partifæller på Christiansborg virkede hun også i 2006, da Socialdemokraterne led under historisk dårlige meningsmålinger, fuldstændig upåvirket af situationen. 10 Det kan man med rette være imponeret over, men omvendt kan det også virke lidt skræmmende at iagttage en person, der tilsyneladende ikke kan kues på nogen som helst måde og under nogen som helst omstændigheder. Når alt kommer til alt, er politikere jo mennesker som alle os andre. Eller er de?
1 Ibid, S. 27 & Fyens Stiftstidende, d. 17.05.05: http://kortlink.dk/7x2g
2 Håndbog for statsministre, Susanne Hegelund og Peter Mose, 2007, S. 106.
3 Politiken, d. 13.04.06.
4 Søndagsfrokosten, P1, d. 13.06.10. Kan høres på http://kortlink.dk/7uuh fra 6.19 min.
5 TV2, d. 02.02.06.
6 TV2-Nyhederne, d. 06.11.07.
7 Børsen, d. 29.08.08.
8 Helle for magten, Jakob Nielsen, 2007.
9 B.T., d. 23.06.10.
10 Nylig udtalelse af Michael Kristiansen i ”Mogensen & Kristiansen”, TV2 News.
