Et eller andet sted ude i fremtiden finder vi Hansen. Hansen er en glad mand, fordi han ikke er tvunget til at begrave sin bevidsthed og sig selv i eksistenskampen, han er ikke tvunget til at bruge al sin energi i kampen for at skaffe det daglige brød til sig og sin familie. Samtlige medlemmer i familien modtager nemlig borgerydelse. De mindste får dog væsentligt mindre end de voksne, men alt i alt hænger det sammen for familien. Vi har regnet lidt på det, og kan se, at med vore dages købekraft, svarer det beløb, familien på 2 voksne og 2 børn samlet får udbetalt, til 23.000 kr. om måneden i dag. Men så er der heller ikke noget, der hedder børnepenge, boligsikring osv.
Hansen har indtil for nylig været renovationsarbejder, men i forbindelse med udviklingen af et nyt system, blev han og flere af hans kolleger overflødige. Det var de nu lidt stolte over, sådan at være medlemmer af et samfund, hvor den højteknologiske udvikling gjorde det muligt at frigøre mennesker fra manuelt arbejde, og Hansen deltager for tiden frivilligt i et spændende forløb på en daghøjskole, hvor han bl.a. får undervisning og indblik i de vigtige sociale samfundsforhold. Det er med til at gøre hans udsyn bredere og forståelse større, ikke mindst i forhold til, hvorfor nogle politiske beslutninger ind i mellem må gøre ondt, før det bliver godt. Kurset er gratis, naturligvis.
For ikke så længe siden, så han en annonce på nettet, hvor kommunen søgte frivillige til at renholde den fælles strand om sommeren. Fordi Hansen er et oplyst og forstående menneske, besluttede han at melde sig som frivillig for tre uger. På den måde, tænkte han, ville han kunne give lidt tilbage til det samfund, der så rundhåndet sørgede for ham og hans familie. Og når de tre uger er gået, vil han finde sig et arbejde igen. For selvom familien klarer sig for det livsnødvendige underhold, samfundet sikrer den, er der ikke plads til de store armbevægelser. Han kunne især godt tænke sig, at der blev råd til en rejse for hele familien. Men kan han ikke finde et arbejde indenfor sit kompetanceområde, har han allerede besluttet sig for at deltage i et af de mange gratis om - og opkvalificeringskurser, der findes. Hansen ved nemlig, at gennem sit virke i det økonomiske liv, er han en vigtig bidragyder til samfundets underhold. Og det betyder en del for ham, da Hansen er et socialbevidst menneske.
Vi springer et par år frem i tiden og finder Hansen som rådgivende medarbejder på en virksomhed, der udvikler og fremstiller materiel til renovationsbranchen. Hansens ansættelse påvirker ikke familiens borgerydelse, han tjener ca. 14.000 kr. om måneden i virksomheden, men da personskatterne for længe siden er blevet afskaffet, er det også det beløb, han får udbetalt. Samlet har familien altså omkring 37.000 kr. om måneden og kan nu spare op til den rejse, de så længe har ønsket sig. Da den virksomhed, hvori han er ansat, har væsentligt lavere lønudgifter end dens konkurrenter i udlandet, har den også en betydelig eksport. Så det går godt.
Hansens arbejdsgiver, Lindhart, er også en glad mand. Og en dygtig mand. Han har mange fine eksamener, har læst og ved meget om mekanik, hydraulik og elektronik samt grøn energi. Denne store viden sammen med hans dygtighed og energi, gav ham berettiget adgang til en pulje af midler til iværksættere, som samfundet stiller til rådighed for driftige mennesker som Lindhart. Det er ikke et lån, for pengene skal ikke betales tilbage, men kun forrentes med et beløb, der svarer til inflationen. Men det er bl.a. en betingelse, at overskuddet fra den kapital, samfundet kvit og frit har stillet til rådighed for Lindhart, geninvesteres i virksomheden. Den må ikke bruges til et ekstravagant liv i sus og dus, men selvfølgelig skal Lindharts indsats og dygtighed belønnes med en vis andel af overskuddet. Alt andet ville være urimeligt. Men ligesom Hansen er Lindhart et socialt bevidst og engageret menneske, og derfor ved han også, at en anden del af overskuddet fra hans virksomhed bør gå tilbage til samfundet. Det er jo netop samfundet der sørger for, at Lindhart kan få dygtige, kvalificerede og også engagerede medarbejdere til virksomheden.
Fagforeningerne er for længe siden forsvundet - det skete helt af sig selv, da menneskene blev sociale. Så når virksomheden, samfundet og Lindhart har fået deres andele af overskuddet, bliver den sidste del fordelt retfærdigt mellem Hansen og hans kolleger. Og de har selv aftalt indbyrdes, hvor meget de enkelte grupper medarbejdere bør have. Og de er stolte, for deres virksomhed går godt og klarer sig fint i konkurrencen med de udenlandske virksomheder. Og Hansen og hans kolleger ved godt, at det ikke kun er deres fortjeneste, men i høj grad også den dygtige Lindhart, som de har stor respekt for. På virksomheden har de et samarbejde, der skaber vækst, i virksomheden. Ikke i samfundet. For der skal ikke være vækst i et samfund, men social dynamik. Og når rigtigt mange virksomheder som Lindharts klarer sig rigtigt godt, går det også godt i samfundet. Der er råd til opsparing, alle udenfor arbejdsmarkedet bliver fint forsørget og der er gode hospitaler og masser af skoler til alle aldre.
Men mange kan endnu huske den tid, hvor det var politikerne der regulerede erhvervslivet gennem finanslov, engelske drømme og andre mystiske tiltag, som ingen rigtigt forstod, vist heller ikke politikerne selv. De skændtes i hvert fald altid om den ene eller den anden models ubrugelighed, men lige lidt hjalp det. Det var til gengæld de besynderligste ting, der kom ud af det. Ikke mindst de meget omtalte, men nu forhistoriske økonomiske kriser. I den sidste store krise, inden verdensøkonomierne brød endegyldigt sammen, var det en kombination af verdensomspændende politisk inkompetence og indblanding i alt mellem himmel og jord, og en hidtil uset grådighed i kok-amoklignende investeringseventyr, der sendte den ene nations økonomi i knæ efter den anden. Nogle ganske få, man kaldte dem også den nye adel, og den var igen opdelt i en over - og underadel, blev rigtigt rige, men de allerfleste blev fattigere og fattigere og det derunder. De gamle fortæller stadig om den frygtelige tid, hvor alting slap op og de måtte snige sig ud om natten og stjæle fra naboerne for at kunne forsørge deres egen familie. I lande, hvor der var rigtigt mange våben i omløb, endte mange deres dage på tragiske vis i den desperate kamp for overlevelse, nabo mod nabo. Til sidst brød hele skidtet da også sammen, men heldigvis var nogle af menneskene blevet meget klogere og havde lært af de gamles fejl, så efter mange år i armod, gik det nu for alvor fremad igen, for alle!
Fru Hansen valgte at være hjemme, sålænge børnene var små, men efterhånden som de er blevet ældre, ved hun også, at hun atter må ud og virke for samfundet. Men årene derhjemme har gjort hendes kompetancer som sosu-assistent lidt rustne, og hun har derfor besluttet sig for at tage et genopfriskningskursus. Også hun ved, at hvis andre skal kunne opnå samme privilegium som hun, til i frihed at kunne passe børnene derhjemme mens de er små, er det nødvendigt at hun vender tilbage til arbejdsmarkedet, når det bliver muligt. For dog stadig ikke at skulle være væk hele dagen, vil hun søge sig en deltidsstilling i første omgang. Det ville give familien yderligere 6-7000 kr. om måneden, hvilket jo selvfølgelig ikke ville være at kimse ad. Det vigtigste for fru Hansen er dog ikke pengene, men at virke for samfundet. Skulle der omvendt ikke være brug for hende på det tidspunkt, får det jo ikke økonomiske konsekvenser, og hun vil med fordel kunne omskole sig til en anden type job. Selvfølgelig helst indenfor noget, der interesserer hende, men da hun lige som sin mand er et socialt bevidst og ansvarligt menneske, vil hun ikke være bange for at påtage sig andre opgaver, hvis der skulle være behov for det. For Hansens er jo helt igennem sociale mennesker, som gennem deres opdragelse, skolegang og senere uddannelse, har fået så meget med i rygsækken, at de er blevet forstående og ordentlige mennesker. De blev ikke svigtet af forældre, skole og samfund, har ikke måttet kæmpe en uværdig, hård og ulige kamp, der kunne have født mindreværdet, uforstanden, misundelsen og hadet. I stedet blev de empatiske og i stand til at forstå, forstå deres værd og deres hver især betydningsfulde stilling i både samfundet og det økonomiske liv. De forstår også, at de ikke altid skal ha' først, og sammen med uddannelsesvæsnet giver de disse egenskaber og deres store sociale indsigt og forståelse videre til børn og børnebørn.
Men nu til et helt, helt andet og langt mere realistisk scenarie:
Her er Hansi. Hansi er en sur, nej, vred mand. Hansi klarede sig ikke særligt godt i skolen. Bøgerne sagde ham ikke noget, der var alt for mange bogstaver og tal i dem, men det var det eneste, der blev undervist i, altså boglige fag. Landets regering var meget ambitiøs på borgernes vegne. Vi skulle for alt i verden have de bedste elever i - ja, hele verden faktisk, med rigtigt megen lærdom proppet ind i de små hoveder så tidligt og så hurtigt som muligt. Som gåsen, der bliver tvangsfodret med stok. Nu var det naturligvis ikke fordi eleverne skulle have en fed lever, kun et stort hoved. Regeringen syntes åbenbart, at store hoveder var godt. At hjerterne samtidig skrumpede, bekymrede den tilsyneladende ikke. Hvad har hjerterne også at gøre i erhvervslivet, spurgte regeringen sig selv. Næh, det erhvervslivet efterspørger, sagde regeringen til sig selv, skal de få: Hoveder, hoveder og atter hoveder. Jo større, hurtigere, skarpere, des bedre.
En del elever blev dog allerede i en tidlig alder rundforvirrede, heriblandt Hansi, men heldigvis var der mange fine diagnoser, man kunne udstyre dem med. Og med den rette dosering af den mest moderne medicin, kom der rigtigt meget ro på, og den dygtigste halvdel kunne nu få frit intellektuelt løb. Den anden halvdel måtte herefter klare sig selv så godt de nu kunne. For de lå jo, sagde man, som de havde redt.
Nogle få af de forvirrede kom på et tidspunkt på arbejdsmarkedet, men ikke Hansi. Derfor begyndte han at drive omkring og fandt nogle ligestillede at drive rundt sammen med. De begyndte også at køre på motorcykel og sige fuck til systemet og pæne medborgere, og de ernærede sig af lyssky aktiviteter, som man siger. Det gik rigtigt godt, for det viste sig hurtigt, at Hansi var bedre til at regne den ud, end til at regne. Men på et tidspunkt blev Hansi alligevel snuppet af politiet og røg i fængsel. Her skulle han have tiden til at gå, og begyndte at stave sig igennem de kulørte formiddagsblade. Heri kunne han bl.a. læse om respektable borgere med succes, store villaer og fede biler, men han kunne også læse, at udskud som han, kun lå, som de havde redt, at de burde fratages alle rettigheder og sættes til tvangsarbejde, som fx. at samle skidt og skrald på stranden. Den gnavende følelse blev til vished: Han var et andenrangs menneske, en man ikke regnede med, en overflødig.
De driftige, som de kalder sig selv, allesammen fra den bedste halvdel i skolen, var blevet den nye adel, men med den gamle adels arrogante og ringeagtende menneskesyn overfor alle andre, der ikke var som de, dygtige og driftige. Og den nye adel havde også lært at holde rigdommen for sig selv, for, som de siger, så er det kun de driftige, altså den nye adel, der tjener pengene, og de penge har det bedst i den nye adels egne lommer. Den nye adel synes fx. også, at det er helt urimeligt og uanstændigt, at de skal betale for sådan nogen som Hansi og alle de andre dovne slyngler, men særligt de fremmede har vakt den nye adels vrede og foragt. Når de tænker på de fremmede, bliver den nye adel usædvanligt røde i kammen af harme og tonen bliver helt skinger: Tyvagtige skader og det, der er meget værre, kalder den nye adel de fremmede. De kommer kun her, de fremmede, til vores fine lille Morten Korch-idyl, for at tømme alle retmæssige borgeres lommer og efterfølgende, med koranen i hånd, at kaste dem helt ud af deres eget land! Der er dog ingen, heller ikke i den nye adel, der rigtigt ved, hvor alle de retmæssige borgere bliver kastet hen.
Men se nu. Det er tale, Hansi forstår. Han er helt enig med den nye adel, og han beslutter, at når han bliver løsladt igen, vil han hjælpe den nye adel i dens kamp mod de fremmede. Måske han så vil stige i deres agtelse, måske de ligefrem vil acceptere ham som én af deres egne. Men indtil videre er Hansi forvirret og vred - på både de fremmede, den nye adel, politiet og samfundet. Og spærret inde. For den nye adel vil endnu ikke vide af ham.
