Mere end nogen sinde er velfærdssamfundet til diskussion, hvilket selvfølgelig er positivt hvis ikke lige baggrunden var at den aktuelle økonomiske tvinger os til det. Jeg tillader mig at spørge på hvis præmisser diskussionen foregår? Mit eget bud er at den borgerlige regering i hele perioden har drevet velfærdssamfundet på venstrefløjens præmisser og med en stiltiende accept af hvad deres definition på velfærd er. Selv om Anders Fogh lancerede værdikampen lykkedes det efter min mening kun at skabe diskussionen på få områder uden at flytte noget nævneværdigt. Vælgerreaktionen på den nyligt lancerede genopretningspakke leverer beviset på at den danske befolkning stadig overvejende har helt indgroede grundlæggende værdier som bunder i socialistisk ligemageri hvor forventningen er at staten forsørger dig samt nok så vigtigt en jantelovsmentalitet som blot skal fodres med en millionærskat for træde i karakter.
Jeg savner derfor en klar borgerlig definition af hvad velfærdssamfundet er og skal være og jeg savner at vi i højere grad diskutere velfærd på egne præmisser. Den underliggende præmisse mere stat = mere velfærd er ganske enkelt forkert og det bliver synligt når økonomer konkluderer at størrelsen på staten skygger for evnen til at generere den kage der skal betale for velfærden. Hvor sætter vi grænsen for omfordeling? og hvad og hvem skal staten støtte? hvorfor kan en borgerlig regering ikke prioritere de svageste?
Jeg savner derfor en klar borgerlig definition af hvad velfærdssamfundet er og skal være og jeg savner at vi i højere grad diskutere velfærd på egne præmisser. Den underliggende præmisse mere stat = mere velfærd er ganske enkelt forkert og det bliver synligt når økonomer konkluderer at størrelsen på staten skygger for evnen til at generere den kage der skal betale for velfærden. Hvor sætter vi grænsen for omfordeling? og hvad og hvem skal staten støtte? hvorfor kan en borgerlig regering ikke prioritere de svageste?
