Her er Rasmus Jarlovs redningsplan for Det Konservative Folkeparti
Udgivet for 133 dage siden i Politik
Tilføjet 12/10 21:45 til Boblere af Simon Espersen
Af Simon Espersen, 180Grader.dk
Det konservative Folkeparti bør som det eneste parti i Danmark gå efter at forbeholde socialpolitikken dem, som ikke kan klare sig selv. Universelle velfærdsgoder bør fjernes, lød budskabet fra Rasmus Jarlov i forbindelse med et debatmøde tirsdag (11/10) arrangeret af Konservativ Ungdom i København.
Mødet med overskriften Sådan genrejses Det Konservative Folkparti!, der havde omkring 30 deltagere, foregik i Jurahusets kantine, der ligger i en kælder overfor Vor Frue Kirke på Bispetorv.
I et nyt oplæg til konservativ politik udarbejdet af Jarlov og fire andre konservative idémagere, fremgår det således at: ”Sociale ydelser skal gives til dem, der har behov. Staten skal tage sig godt af de mest udsatte, der ikke kan klare sig uden statens hjælp. De, der kan, skal tilgengæld forsørge sig selv. Sociale ydelser skal hjælpe og motivere og må ikke fratage mennesker pligten og tilskyndelsen til selv at gøre, hvad de kan for at stå på egne ben”.
Som eksempler på opgøret med velfærdsgoder fra staten, som bør målrettes de reelt trængende nævner Jarlov børnechecken, efterlønnen (der skal afskaffes), dagpenge (der ikke skal være på 2 år) og sundhedshjælp (hvor der kan indføres brugerbetaling).
Hjælp fra staten skal altså indrettes efter behov og ikke som en ret. Jarlov varsler på den måde et opgør med antallet af danskere, der modtager offentlige ydelser.
Problemet: De Konservative skyder på alt
Temaet for mødet var fremtidens konservative kommunikation. De konservative skal profileres bedre og skarpere, og dette er ifølge Jarlov sagens kerne, når det gælder om at genrejse de Konservative:
"Det som jeg oplever er, at vi faktisk er ret enige i partiet og i KU om, hvad vi står for som parti. Det der er problemet, er, at vi ikke er enige om, hvad vi gerne vil fremhæve. Det betyder, at vi hele tiden spiller på mange forskellige tangenter samtidig. Vi taler om retssikkerhed, forsvar, miljø, aktivistisk uddannelsespolitik, økonomi, uddannelse, dannelse, sundhed... alt mulig andet...samtidig. Hvis man skal tage een ting, der har været vores største udfordring , så er det, at vi ikke klart har udvalgt nogle få grundprincipper, som alle danskere skal kende os for. I stedet for skyder vi på alt. Vi har en folketingsgruppe, som er den suverænt mest flittige og mest citerede i pressen. Sådan har det været de sidste 10 år. Folk ved godt, hvem vi er. Og vi er hele tiden i medierne. Så det er ikke fordi, vi ikke kommer til orde. Men vi spiller på så mange ting samtidig , at vi ikke får slået nogle få ting fast, som vi vil være kendt for. "
Jarlov, der fik det 8. højeste konservative stemmetal i Danmark til Folketingsvalget men som ikke blev valgt ind, nævner Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance som eksempler på partier der har en langt skarpere profil end de Konservative:
"Hvis man ser på Enhedslisten, er der ikke nogen der er i tvivl om hvad de står for: Enhedslisten vil bruge flere penge. Man vil åbne grænserne, og hæve skatterne. Tager man Dansk Folkeparti, handler det om, at man forsvarer en socialdemokratisk økonomi og at man er imod fremmede. Radikale står for det modsatte af DF: De vil have flere fremmede, og de har en fornuftig økonomisk politik. Liberal Alliance står for lavere skat og mere frihed. - Men de Konservative: Tja...Lavere skat er måske den eneste mærkesag, som vi har fået slået fast ude i befolkningen. Men det er bare ikke nok, især ikke når vi har Liberal Alliance, som vil det med skattelettelserne endnu mere end os; eller som i i hvert fald har en mere ren profil på området. Lige som disse andre partier er vi nødt til at have to-tre ting ,som alle skal kende os for."
Løsningen: "Fædreland, Frihed og socialt ansvar"
Ligesom Liberal Alliance har sine fire mærkesager præsenterede Jarlov derfor de ungkonservative for tre hovedtemaer, som han mener bør være styrende for kommunikationen fremover. De lyder i al sin enkelhed: "Fædreland, Frihed og socialt ansvar".
De tre emner skal udgøre det bagvedliggende tema for konservativ kommunikation og være noget man gentager i årtier, lød det fra Jarlov, som man i øvrigt godt kan fornemme har en officers-baggrund også med pointeringen af at gentagelse fremmer forståelsen, men især på grund af evnen til at fremlægge struktureret og motivere tilhørerne til aktiv deltagelse.
”De tre emner matcher de tre hovedretninger, der er indenfor partiet. Vi er både national-konservative, liberal-konservative og social-konservative. Det tror jeg, at vi alle sammen er. Der er ingen modsætning mellem de tre ting, og de tre elementer opsummerer bedst, hvad vi står for som parti.
Om fædreland siger Jarlov at : ”Det kan ikke være rigtigt at dansk folkeparti. skal have patent på den nationale sag. Det har altid været et af de allermest vigtige elementer i at være konservativ: at man kæmper for sin national-stat og danske kultur.” […] ”Vi skal stå ved, at vi er stolte af det vi selv står for - uden at man af den grund er nedladende overfor andre”. Som eksempler på områder, der falder ind under temaet nævnte Jarlov vigtigheden af, at børn lærer dansk fremfor arabisk i skolen, at man står fast på sin kulturarv, og at man i den forbindelse tager kampen op med de Radikale der angiveligt vil afskaffe Københavns Gamle Scene på Kongens Nytorv, Kongehuset og også skattefinansierede symfoni-orkestre.
Om personlig frihed lyder det at : ”Vi er et borgerligt parti, og vi arbejder for at borgerne kan stå stærkt overfor staten, og at magten ikke flyttes væk over i et offentligt system. Vi arbejder for at vi skal have stærke individer. Det betyder blandt andet, at vi ikke skal have for meget overvågning, for mange regler og en for høj skatteprocent. I forhold til skatten har vi stadig en vis troværdighed i befolkningen. Men vi skal også til at tage fat på problemet omkring offentlig overvågning og mængden af regler i samfundet. Systemet skal ikke tage overhånd, og fortrænge det personlige ansvar.”
Om det sociale ansvar er budskabet at: ”Det er dette der adskiller os fra liberalismen. Vi skal tage os godt af dem, der ikke kan klare sig uden hjælp. Men vi skal ikke give en masse penge til dem, der udmærket kan klare sig selv. Det synes jeg også vi har gjort: Vi har styrket socialområdet, og vi har investeret i sundhedsvæsnet. Til gengæld vil vi gerne afskaffe efterlønnen og børnechecken til de rige, og fjerne de universelle velfærdsgoder som bliver givet - ikke efter behov - men som rettigheder, alle har ret til. Spørgsmålet om hvorvidt velfærdsgoder skal tildeles til alle som rettigheder, eller om de skal gives som "almisser" som nogen vil kalde det - eller efter behov, var også historisk set en af de grundlæggende konflikter mellem socialdemokrater og konservative . Her skal det konservative synspunkt være, at vi giver ikke penge til folk, der ikke har behov. Til gengæld skal vi heller ikke udplyndre folk og tage alle deres penge. ”
12 konservative principper
Sammen med fire andre konservative idémagere har Jarlov udarbejdet oplægget ”12 konservative principper”, der fremlægges til politisk drøftelse i november på konferencen ”Konservativ Konsensus”,der er forbeholdt yngre konservative:
De 12 principper lyder således:
1. Borgerne skal have størst mulig personlig frihed.
2. Markedsøkonomien er fundamentet for rigdom
3. Sociale ydelser skal gives til dem, der har behov
4. Familien og frivillige fællesskaber skal styrkes
5. Alle skal have lige muligheder
6. Nationalstaten og kulturen skal beskyttes
7. Danmark er et fællesskab, som alle skal være del af.
8. Pligter og autoriteter skal styrkes
9. Samfundet skal udvikles. Ikke revolutioneres.
10. Danmark skal vende sig udad med forankring i vores egen nation
11. Alle har fortjent frihed og demokrati
12. Oplysning og uddannelse er selvstændige mål
Her kan man læse hvad de enkelte principper nærmere går ud på:
http://k-konsensus.dk/www.k-konsensus.dk/Principperne.html
180Grader spurgte om ikke vælgerne også var flygtet fra de Konservative på grund af manglen på resultater og ikke kun som en følge af kommunikativ uklarhed. Det afviste Jarlov blandt andet med henvisning til Venstres relativt gode valg. De konservative blev simpelthen fanget på det forkerte (radikale) ben i forbindelse med valget, og medierne kørte sig fast i de negative historier om partiet.
Jarlov benægter også, at der ikke er indført generelle skattelettelser. Man er gået fra 48 til 46 procent i samlet skattetryk lyder det. Han forsvarer også multimedieskatten med at det var del af en skatteomlægning, der sænkede personskatten med 7,5 procent. Det er de Konservative, der har ført den mest borgerlige politik de sidste 10 år, lyder det.
Et opgør med velfærdsstaten?
Jarlovs oplæg varede en halv time og affødte en del debat, herunder om hvorvidt opgøret med de universelle velfærdsgoder kan ses som et decideret opgør med ”velfærdsstaten.” Her var deltagerne generelt enige i, at det nok ikke var det rigtige spørgsmål at stille i offentligheden.
Men ”velfærdsstaten” vækker ikke den samme begejstring som i rød lejr. Nogle af deltagerne så gerne, at man tog et opgør med selve ideen om velfærdsstaten netop lige efter et folketingsvalg, hvor det relativt set er mindre farligt at gøre det.
180grader spurgte også om det ikke var lidt flot at sige, at det kun er de Konservative, der er imod universelle ydelser?
Det mener Jarlov ikke: Venstre har eksempelvis været afvisende, når konservative har villet afskaffe børnechecken til de rigeste, og når man har villet indføre betaling for at gå til lægen. Venstre var ifølge Jarlov også med til at indføre efterlønnen i 1979, hvor de Konservative stemte imod.
Tilsvarende om Liberal Alliance siger Jarlov, at man her nøjes med at tale om at ”spare penge” ved eksempelvis at fjerne erhvervsstøtten eller sikre råderum til skattelettelser ved at satse på "dynamiske effekter". Tanken om at målrette velfærdsydelser har ifølge Jarlov derfor heller ikke fyldt meget hos Liberal Alliance.
Værnepligt kontra frihed?
En deltager spurgte hvordan Jarlovs ønske om at bevare værnepligten hænger sammen med princippet om personlig frihed?
Jarlov overlod først besvarelsen af spørgsmålet til en anden deltager, der sagde at hvis man vil være del af en nation, så er det også rimeligt, at man bidrager til den nations sikkerhed, og citerede George Bush for at sige "Freedom isn't "free"". Med et for nogle måske lidt mystisk svar fra Jarlov selv lød det derefter, at værnepligten hører til ovre under princippet om "Fædreland" og ikke under "Personlig frihed"...
På den måde har man altså nogle ret forskellige ”principper”, hvor man alt efter behov kan indplacere henholdsvis tvungne og frivilligheds-baserede elementer, sådan at man opnår den særlige konservative verdensanskuelse også kaldet helhedstænkning.
Jarlov går således ind for skattefinansierede kulturelle institutioner herunder også Kongehuset og er tilhænger af værnepligten, og det kan han gøre med henvisning til ”Fædreland”. Omvendt gælder det i spørgsmålet om lukkelov eller omfanget af kommunalt selvstyre, som altså for Jarlov ikke hører under eksempelvis den konservative ”sammenhængskraft” eller et konservativt nærhedsprincip men i stedet under frihedsprincippet. Derfor var Jarlov i modsætning til andre deltagere (der altså bruger de konservative retningslinier anderledes...) tilhænger af at afskaffe lukkeloven, og også for at holde det kommunale selvstyre i stramme tøjler.
Jarlov er en af de konservative der står for ”nation og kapitalisme”, og mener således i modsætning til Per Stig Møller ikke, at kapitalismen afgik ved døden i 2008. Han er imidlertid i det Konservative Folkeparti ”på grund af det nationale”, som han sagde til 180grader før mødet.
Utidssvarende retorik?
Ikke alle er imidlertid enige i betoningen af Kongehusets betydning. Før debatmødet talte 180grader med Nishandan Ganesalingam, der opstiller for de Konservative til Københavns Borgerrepræsentation om hans syn på årsagerne til det dårlige valg og fremtidens konservatisme. Som de fleste andre så han ikke noget grundlæggende problem ved de konservative værdier, men mente at nederlaget primært havde handlet om dårlig kommunikation. Flere mærkesager var simpelthen solgt skarpere af andre partier.
I modsætning til Jarlov er Nishandan Ganesalingam imidlertid ikke begejstret for noget af det andre forbinder med klassisk konservatisme, det vil sige forsvaret af gud og kongehus. "Tiden er løbet fra Gud, Konge og Fædreland. Religion og kongehus bør ikke være del af moderne konservativ politik" lød det fra Ganesalingam, der synes det virker temmelig utidssvarende, når man på det konservative landsråd sender og afventer telegram til og fra Dronningen. "Konservativ politik skal i stedet styrke den nationale fællesskabsfølelse ved at fremme danske kerneværdier som åbenhed, frihed, tillid, respekt og socialt ansvar" sagde Ganesalingam til netavisen.
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
Mødet med overskriften Sådan genrejses Det Konservative Folkparti!, der havde omkring 30 deltagere
Wow...et hemmeligt landsrådsmøde, hvor alle åndsfriske medlemmer var med :)
Lad os lige finde fem fejl:
1. Jarlov vil genrejse partiet, og være moderne. Ergo vælger han noget med fædreland til at forsvare værnepligten, som en socialdemokratisk forsvarsminister med lidt snilde får afskaffet før Jarlov igen ser indersiden af Christiansborg. Fædrelandet er måske ikke det bedste kort at trække, da forsvaret fokuserer på internationale opgaver som aldrig før. Man narrer heller ikke nogle unge mænd til at hoppe i trøjen, ved at vifte med Dannebrog. Knægtene ved godt, at turen går til Afghanistan, og at det bliver farligt. Unge mennesker har en beskeden fædrelandsfølelse, i forhold til de konservatives kernevælgere, som kæmpede ved fronten i 1. verdenskrig.
2. Liberal Alliance står for lavere skat og mere frihed. - Men de Konservative: Tja...Lavere skat er måske den eneste mærkesag, som vi har fået slået fast ude i befolkningen. Men det er bare ikke nok, især ikke når vi har Liberal Alliance, som vil det med skattelettelserne endnu mere end os...STOOOOOOP, Jarlov. Ønsket om skattelettelser er lige som graviditet. Enten er man, eller også er man ikke. Man kan ikke være lidt for skattelettelser, eller nogle gange for skattelettelser. Lige som man ikke kan være lidt gravid. Det er enten-eller. Og det ville være cool hvis de konservative lige overhalede LA indenom, og meldte ud, at 40 % i skat er aaaaalt for meget. Så kunne Jarlov få al den taletid han orkede, fordi han ville overtage super-mega-liberalisthatten efter Samuelsen.
3. Sociale ydelser skal gives til dem, der har behov. Yes, sir...hvis du siger det. Men hvem dulen skal vurdere hvem der har behov, og ud fra hvilke kriterier? I dag minder det om et tag selv-bord for de kreative, og en buffet hvis man evner at få børn og købe et hus. Og hvad med en max-grænse for disse ydelser? Hav nu for fanden hår nok på benene til at melde ud, at man maximalt kan få udbetalt 12.000 kroner fra velfærds-kassen. Så skal du se danskere gøre rent på Scandic Hotel, og danske håndværkere udvise en hidtil uset ydmyghed og virkelyst når der lander opgaver på bordet.
4. Nationalstaten og kulturen skal beskyttes. Fint nok, hvis man tænder på den slags. Men hvem skal betale, og hvor meget?
5. Vi har en folketingsgruppe, som er den suverænt mest flittige og mest citerede i pressen. Sådan har det været de sidste 10 år. Folk ved godt, hvem vi er. Og vi er hele tiden i medierne. Så det er ikke fordi, vi ikke kommer til orde. Neeej, men I er ret meget i defensiven, når mikrofonerne kommer snigende, ik'? Den ene kedelige personsag afløses af den næste skandale. Og partiets kurs/vision minder efter en tur i mediemøllen mest om et 100 meter-løb for folk uden retningssans.
Få nu bare sat fart på afviklingen af det gamle folkeparti. Få smerten og ydmygelsen overstået.
Det er et sjovt politisk klima i dette land. De som reelt har fået sænket skatten, bliver kaldt nogle vatnisser. De som har støttet Nyrup, Lykketoft (gisp), og Thorning (2xgisp) bliver kaldt superliberalister.
Kan vi ikke snart måle folk på resultater, frem for tomme ord?
Det tror jeg ikke de konservative vil kunne lide. For eksempel indførte skattereformen i 2009 ikke mindre end 114 afgifts- og skatteforhøjelser, der på sigt giver øgede skatteindtægter, der langt overstiger de så omdiskuterede skattelettelser. Dertil øger regeringen og DFs genopretningsplan skatteindtægterne med noget i omegnen af 10 mia. kroner. Blandt andet ved at udsætte lovede lettelser af topskatten. Udligningsskat og multimedieskat er også stærke borgerlige sejre. Eller....NOT!
Det ville vi godt kunne lide. K har sænket skattetrykket med to procentpoints fra 2001 til 2011. (Google skattetrykket. Vælg det første link til skm.dk). Danskerne betaler altså lavere skat i dag takket være de konservativt drevne skattereformer. Ingen andre partier har overhovedet fået skattelettelser igennem de sidste 10 år. Det er sølle, men sådan er fakta, og derfor er det en konkurrence, som vi vinder meget komfortabelt.
Det er for mig ekstremt underligt, at LA vælger at bruge al sin energi på at angribe det eneste parti, som rent faktisk har sænket skatten i stedet for de 7 andre partier, som har modarbejdet det. Men der er vel så meget, vi konservativ ikke forstår...
+1, glimrende kommentar.
De Konservative har simpelthen ingen mærkesager for tiden - de er spild af tid og rum. Kurrild-Klitgaard sagde det meget godt:
For det første var [alliancen med De Radikale] reelt den eneste, der dominerede valgkampens omtale af De Konservative. Der dukkede ingen nye slagsmål eller personsager op. Der var ingen store fodfejl.
Ønsket om skattelettelser er lige som graviditet. Enten er man, eller også er man ikke. Man kan ikke være lidt for skattelettelser, eller nogle gange for skattelettelser.
Flot og forvrøvlet retorik. Selvfølgelig kan man brænde mere eller mindre for skattelettelser. Ligesom man kan brænde mere eller mindre for alle andre politiske emner. Man kan sætte alt ind på at tale om det og ikke kæmpe for andet. Eller man kan have det på programmet uden at det er der, man lægger sin vægt.
Sagen er, at Konservative brænder meget for skattelettelser og er det eneste parti, som har leveret skattelettelser de sidste 10 år. Derfor er skattetrykket (alt inklusive) faldet to procentpoints fra 2001 til 2011. Ene og alene takket være K. Det er ikke nok, men dog et resultat, som er værd at tage med, når nu der rent faktisk har været massivt flertal imod skattelettelser.
Mmmh.
Jeg ved ikke, om jeg synes 180grader skal være reklameplads og mikrofonholder for Rasmus Jarlov, der på sin Facebook lige efter valget afviste nogensinde at skrive på 180 igen, da "det er LA's partiavis. Det gider jeg sgu ikke!".
Var det fordi, Jarlov ikke blev valgt, at man fra PR-siden af Team Jarlov nu ikke længere er for fine til 180grader? Han var ellers så flot igang med sin karriere som konservativ: Lovende talent, totalt korrumperet "vi skal tælle til 90"-politiker da han fik et par dage i tinget.
Ca. halvdelen af artiklen bruges på at referere kritik og/eller uenighed så "reklameplads og mikrofonholder" er måske lidt overdrevet.
Løsningen: "Fædreland, Frihed og socialt ansvar"
Så er det, man må spørge sig selv, hvordan nogen kan tro, at man kommer nogen vegne med dét, uden (tilsyneladende) så meget som at være parat til overhovedet at nævne EU?
Helt enig, ingen vil rigtig tro på Jarlovs oplæg uden han nævner EU. Enten må de gøre op med den hidtige politik eller også må de droppe fædrelandet.
Jeg kan virkelig godt lide Jarlov, men det program emner at kompromis'er med partiets hattedame-segment.
Det er en ommer.
Der ligger stadig alt imellem 6-12 mandater og venter på et ordentligt Højre parti i Danmark.
Ja. Relancér pariet med nyt navn: Højre, og copy paste UKIPs partiprogram - så skulle den være i vinkel.
http://www.youngindependence.org/node/127
Værsgo - det behøver ikke gøres sværere.
Well, jeg kan lide UKIP men er ikke alles kop the. Det er fair nok.
Uanset hvad, så burde UKIP's Europapolitik i sig selv sikre at man kom tættere på de 12 end de 6 mandater - Danskerne er næsten mere EU-kritiske end briterne.
UKIP har virkelig et partiprogram, der tiltaler mig som Nationalliberal. Jeg håber stadigvæk LA kan rykke sig mere i den retning, men Anders Samuelsen mfl. holder fast i det radikale tankegods på dette punkt. Adspurgt i mandags nævnte han, at han ikke vil fokusere på EU, da det splitter partiet fremfor samler det.
Personligt forstår jeg det kun delvist da jeg mener, at der er store grupper af vælgere hos DF, der ønsker EU-modstand samt liberal økonomisk politik. Et parti kan ikke siges at være liberalt i mine øjne, hvis man ikke går ind for mindst en stærk begrænsning af EUs magt. Dermed er LA et højest socialliberalt parti, hvilket sjovt nok traditionelt har været Det Radikale Venstres domæne.
Danskerne er næsten mere EU-kritiske end briterne.
Det tvivler jeg på. Når David Cameron, efter han blev premierminister, er løbet lige så hurtigt fra sin cast-iron guarantee om en afstemning om Lissabontraktaten, som S og SF de sidste par uger er løbet fra deres valgløfter herhjemme, er det fordi, at han ved, hvad udfaldet af en sådan afstemning så godt som 100 pct. sikkert ville blive, nemlig et klart nej - og dermed en de facto-udmeldelse af EU. Jeg er ikke sikker på, at udfaldet af en folkeafstemning om Lissabontraktaten i Danmark ville blive andet end et meget snævert flertal til enten den ene eller den anden side...
Meningsmålingerne ligner da rimeligt klare nej ?
De eneste målinger, der har vist nogenlunde dødt løb er afstemninger om afskaffelse af forbeholdende minus Euro-forbeholdet.
Og selv det tør hverken Helle eller Lars sådan helt lade os stemme om.
Rigtig mange danskere er skeptiske over for EU, uden tvivl - og mest glædeligt er det, at den borgerlige skepsis vinder frem (men det manglede da også bare andet!).
Jeg føler mig nu stadig ikke helt overbevist om, at det ville blive andet end et meget tæt løb, hvis man forestillede sig en folkeafstemning om "afratificering" af Lissabontraktaten herhjemme (det vil jo heller aldrig blive aktuelt).
Men selvfølgelig er jeg da parat til at tage en afstemning om samtlige danske forbehold, både hver for sig eller samlet. Respekten for resultatet af danske folkeafstemninger har bare heller ikke været udpræget blandt danske "proeuropæiske" politikere (hvad blev der f.eks. af vores forbehold over for EU-statsborgerskabet?).
Mest af alt vil jeg sætte min lid til, at de økonomiske realiteter gør det af med EU i sin nuværende form. Det bliver naturligvis ikke sjovt for nogen, men spørgsmålet er, om alternativet, i.e. yderligere magtcentralisering i Bruxelles, bliver sjovere?
I hope and pray the markets break you! (Farage igen!)
Var det ikke netop formand Barfoed, som for nogle år siden, da Konservative også dengang havde svært ved at fortælle vælgerne, hvorfor vi dog skulle stemme på dem, sagde
- Vi skal være et parti for dem, der går på arbejde.
Hvor er dette gode slogan blevet af?:
- Borgernes penge ligger bedst i borgernes lommer.
I kunne begynde dér, Jarlov.
Problemet med de konservative illustreres faktisk ret præcist af, at der er Jarlov, der præsenterer en "genopretningsplan".
I et velfungerende parti ville partilederen tage den opgave.
Rasmus Jarlov er en fin gut, men han sidder i det forkerte parti.
God pointe.
Derfor et nyt parti. Så kan de Konservative rester efter åreladningen til V, LA og Højre (fingers crossed) koncentrere sig om enten at fusionere med R eller blive det nye Centrumdemokraterne.
Stemte konservativt, indtil:
- de støttede knivloven
- de støttede hundeloven
- de støttede loven mod at surfe terrorsider på internettet (hvad er en terrorside i øvrigt? 180grader.dk?)
Og hvad er en muskelhund/kamphund.? Det er til dels de helt forkerte hunde, der er på listen, og samtidig er der andre racer, der nok burde være der. jvf. "Hvad er muskelhunde" aj Erik Vestengaard..
Al respekt til Jarlov for at forsøge at genoprejse de konservative. Jeg er enig med en stor del af det, han siger, men det batter bare ikke meget, når partiledelsen er socialdemokratisk. Jeg håber dog inderligt, at hans projekt lykkes.
Selvmord, Jarlov. De pæne ældre damer, jeg omgås, som tidligere har været konservative, er vrede over særskatten på pensioner f.eks. Men mange af dem er også optaget af, hvordan det skal gå med de ringest stillede. Det er det særlige ved de konservative. Det møder man ikke på samme måde i LA. Nok vil vi ikke lade nogle gå til i social nød, men det er ikke på samme måde en sag, der optager venstrefolk eller liberale. Hvis du går ud og siger, at I vil barbere de sociale ydelser ned, må spørgsmålet jo blive til hvad? Og skal de, der faktisk trænger, have mere end de får nu (for de skal vel ikke have mindre, så er der jo ligesom ingen sag tilbage)? Ligesom S-SF lige har indført, så det ikke kan betale sig at tage et arbejde. Det er selvmord, tror jeg.
Tror ikke værnepligten er en vindersag og heller ikke kongerøgelse, det er da kun pensionister og ugebladslæsere, der tror på den slags. Folk som kan tænke sig bare lidt om ved at det er værdiløse anakronismer i et moderne samfund....
En professionel hær vil være langt at foretrække, værnepligten havde en vis begrundelse for 25 år siden, men den forsvandt og vi vil få langt mere ud af en mere professionelt uddannet hær, det vil styrke internationale missioner og give færre faldne.
Og at man har øget bistandshjælpen til den mest priviligerede familie af bistandsklienter så grev Ingolf kan få 3 millioner skattefrit årligt og margrethe små 300 millioner skattefrit, og så er en vel 30 andre der modtager skattefri bistandshjælp betalt af skatteyderne er SIMPELTHEN et KONSERVATIVT FORRÆDERI imod den almindelige dansker, der passer sit arbejde og betaler verdens højeste skat!
Hvad værnepligten angår har vi altid haft et professionelt officerskorps.
Hvordan definerer du professionel? For det store reserveofficerskorps arbejder jo civilt ved siden af deres periodevise indkaldelser. De lever derfor ikke (nødvendigvis) af deres militære uddannelse, og kan derfor næppe kaldes professionelle i ordets egentlige betydning.
Selve værnepligten er en god idé både for mænd og kvinder.
Nej, den er ej! Værnepligt er tvang, og tvang er ikke godt for nogen. Heller ikke for samfundet, som hvert år spilder en masse skattekroner på værnepligtskommisioner, administration og efter-kassering af et stigende antal fede, dovne, uduelige og derfor ubrugelige mænd, med video-arme og computer-ben.
Hvis man vil have et forsvar, så må man betale prisen. Man kan lave en discount-hær, eller noget som virkelig rykker, og kan bruges til internationale missioner. At tvinge unge mænd ind, og betale dem cirka halvdelen af hvad en professionel soldat skal have, er at misbruge sin magt, og pisse på offeret.
Tvang er aldrig svaret, uanset hvad spørgsmålet er! Tilsætter man så kønsdiskriminering, så tvangen alene rammer det ene køn, så er det så moralsk betændt at det knapt kan beskrives med ord.
Afskaf værnepligten pr. omgående!!!
Det er nogenlunde rigtigt. Alle schweiziske mænd, der er egnet til tjeneste, gennemgår grundtræningen og er dermed en del af hæren. Alt efter rang er man tilknyttet til man er 30 til 50 år gammel. Våben anses som en personlig ejendel og skal opbevares i hjemmet. Schweiz har vist nok næst efter Israel den største hær i forhold til indbyggertal.
Personligt finder jeg det interessant at Schweiz og Sverige, som også har en ganske stor folkemobilisering og decentral våbenopbevaring, var de eneste lande, der formåede at holde fred på egen jord under Anden Verdenskrig i Europa. Sverige kunne frem til 1980erne mobilisere en hær på op til 800.000 mand (tallet er efter afslutningen af den kolde krig meget mindre). Der er naturligvis flere elementer, der skal tages i betragtning for at få det fulde billede, men jeg synes stadig, det er påfaldende.
Er der ikke et krav at alle borgere skal have våbentræning og skal opbevare gevær hjemme til forsvar af familie og naboer?
For det første kan man diskutere, om staten over hovedet kan/skal stille sådanne krav til frie mennesker. Kamp-træning under tvang lyder mere som noget slaver udsættes for. Så kan de optræde på kamppladsen for herrefolket, som kan vædde om udfaldet.
For det andet tror jeg ikke kun det er familie og naboer man skal beskytte. For hvis denne folke-armé er hæren, hvem beskytter så den vitale infrastruktur, og foretager opklaring? Uden at vide det præcist, vil jeg tro styrkerne er organiseret i lokale grupper, som har ansvaret for et område, et punkt, eller et område. Det giver mere mening.
Jeg er ikke konservativ, så jeg kan ikke bedømme om "redningsplanen" holder, men det er da positivt at de får kigget på deres politik.
Jeg synes de skal droppe det. Skibet tager vand ind, og har gjort det længe. Lad det synke, og få de sidste overlevende ud i redningsbådene. Inde på land kan de bygge et nyt skib, eller sejle med nogle andre. Hvis man lapper det synkende skib med en hyldest til værnepligten, og stolthed over >100 skattestigninger, så virker det som skønne spildte kræfter. Tiden er løbet fra de konservative, og de havde for travlt med at kvaje sig på skift, til at opdage isbjergets fatale effekt på skibet.
300 millioner ?
Småpenge i forhold til familien Fez Fez og ditto familier spredt ud over Danmark når man tager sociale ydelser, tilskud, specialhensyn og kriminalforsorgens udgifter med.
Faktisk koster de 100 mest besværlige og farlige ungdomskriminelle borgere (danskere eller ej) næsten 800 mio dkr om året tilsammen (IIRC) - mener det var en borgmester fra en Sjællandsk Kommune der havde den case i JP.
En deltager spurgte hvordan Jarlovs ønske om at bevare værnepligten hænger sammen med princippet om personlig frihed?
Jarlov overlod først besvarelsen af spørgsmålet til en anden deltager, der sagde at hvis man vil være del af en nation, så er det også rimeligt, at man bidrager til den nations sikkerhed ...
Men hvad da, om man ikke ønsker "at være del af en nation", men bare vil lades i fred? Den slags støtter Jarlov åbenbart ikke, for selv om hans fjerde princip flot taler om at styrke "frivillige fællesskaber", så indeholder syvende princip en direkte tvang: "Danmark er et fællesskab, som alle skal være del af".
Det er ikke gjort med at bo her og sågar ikke med at betale sin skat og opføre sig anstændigt mod andre; nej, man skal pinedød tvinges til at være del af et bestemt nationalt fællesskab, hvad enten man ønsker det eller ej. Og derfor skal man også tvinges ind i hæren.
"Størst mulig personlig frihed" min bare ...
Mange tak for de mange holdninger til min 'redningsplan'. Først og fremmest vil jeg pointere, at jeg ikke har lanceret det som en redningsplan. Så store tanker har jeg ikke om mine egne evner, at jeg kan afgøre Konservatives skæbne. Men jeg har naturligvis tænkt over, hvad partiet bør gøre.
Rasmus Pinnerup her lige ovenfor kritiserer, at det er inkonsekvent at tale om frihed og så også gå ind for værnepligt. Selve artiklen og flere andre frembringer den samme kritik.
Det er klart, at man som konservativ ikke kan være lige så konsekvent og gå ind for maksimal personlig frihed på alle områder, som man kan som liberalist. For som konservativ har man også andre mål end maksimal personlig frihed. De grundprincipper, som vi har stillet op og som er nævnt i artiklen, afblancerer hinanden. Nogen gange er de i konflikt med hinanden. Det kan ikke undgås, når man har mere end et enkelt mål.
Konservatismen rummer det liberale og man kan ikke være konservativ uden at være liberalt indstillet. Men konservatismen er også mere end det liberale. Det må man gøre sig klart og acceptere, hvis man vil diskutere om noget er konservativt eller ikke.
Nu har jeg også været med i styregruppen bag www.k-konsensus.dk og dermed de 12 principper.
Vi har fået en enormt positiv respons - det er sådan, at et parti bliver styrket, nemlig ved politik udvikling.
Jeg har selv gjort mig nogle tanker omkring en redningsplan: http://www.180grader.dk/Politik/valget-vindes-mellem-valgene-rune-kristensens-blog-tv-2-blog
Flere artikler fra Politik
Dømt for mord i 2008 - laver røveri i 2012
Udgivet for 11 timer og 2 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 22:32 til Boblere af Kim Ursin
Kilde: ekstrabladet.dk
16 børn = 17 ansatte
Udgivet for 12 timer og 32 minutter siden i Politik
Pia Kjærsgaard frifundet i injurie-sag - Samarbejds-Politiken.dk
Udgivet for 14 timer og 12 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 18:12 til Boblere af Hans Und
Kilde: politiken.dk
Den røde blok har en hovedpine
Udgivet for 10 timer og 2 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 21:59 til Boblere af Henrik Lundquist
Nej-partier kræver folkeafstemning om finanspagt - dr.dk/Nyheder/Indland
Udgivet for 14 timer og 37 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 18:45 til Boblere af Censete libere
Kilde: dr.dk
Bambi i Prins Jørgens Gaard
Udgivet for 1 dag og 22 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 09:12 til Boblere af Ole Birk Olesen
Kilde: jarlcordua.dk
LA: Hvad er der nu galt med at lease sin bil, Søvndal?
Udgivet for 22 timer og 47 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 10:47 til Boblere af Ole Birk Olesen
Kilde: liberalalliance.dk
Højreradikale Michael Ellegaard fængslet en uge for skud mod betjent
Udgivet for 9 timer og 23 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 23:39 til Boblere af Polyb
Kilde: fyens.dk
Jeg sagde jo, at Christiansborg-pressen var sammenspist
Udgivet for 12 timer og 52 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 19:27 til Boblere af Carsten Jensen
Finanspagten udløser ikke folkeafstemning
Udgivet for 17 timer og 31 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 15:54 til Boblere af Einer T. Ludvigsen
Kilde: politiken.dk
Ingen folkeafstemning om EUs finanspagt - Politiko | www.b.dk
Udgivet for 16 timer og 43 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 16:32 til Boblere af Jan jacobsen
Kilde: b.dk
Regeringen har set sig sur på leje af bil
Udgivet for 23 timer og 37 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 09:57 til Boblere af Ole Birk Olesen
Kilde: dr.dk
Hvad sagde vi
Udgivet for 23 timer og 54 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 09:39 til Boblere af Carl Andersen
Finanspagten udløser ikke behov for folkeafstemning efter grundloven
Udgivet for 17 timer og 31 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 15:57 til Boblere af Censete libere
Leasing skat. Er det overhovedet realistisk?
Udgivet for 21 timer og 39 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 11:15 til Boblere af Bo Bennekov
Takstnedsættelser for 500 millioner kroner til tog og busser over hele landet er helt virkningsløs
Udgivet for 1 dag og 1 minut siden i Politik
Tilføjet 22/02 07:19 til Boblere af Ola Hansen
Den miljøfjendske regering slår til igen
Udgivet for 20 timer og 14 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 12:10 til Boblere af Carsten Jensen
Søvndals newspeak: Jeg synes faktisk, det er en ret stor sejr
Udgivet for 1 dag, 1 time og 10 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 08:24 til Boblere af Helle
Kilde: politiken.dk
Ung og syg – gammel og frisk » Den Korte Avis - Klar – Skarp – Seriøs
Udgivet for 19 timer og 58 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 12:19 til Boblere af Lordsasa
Kilde: denkorteavis.dk
Det ser sort ud for dyrene i Danmark
Udgivet for 14 timer og 28 minutter siden i Politik
Tilføjet 22/02 14:50 til Boblere af LAndersson
|
Om Simon Espersen Cand. scient. pol. ses[@]coin.dk Se Simon Espersens profil eller Følg Simon Espersen |
Dømt for mord i 2008 - laver røveri i 2012 22/02 22:32 - 81 klik
Den gode nyhed: 1 milliard mere i skat 22/02 21:14 - 80 klik
Niels Erik Hansen, Dansk Racisme Center, er ligeglad med jøderne. 22/02 18:20 - 61 klik
LA: Hvad er der nu galt med at lease sin bil, Søvndal? 22/02 10:47 - 766 klik
Bambi i Prins Jørgens Gaard 22/02 09:12 - 742 klik
Tysk forfatnings-domstol omstøder rygeforbud i Hamburg 22/02 12:58 - 635 klik
Fru Kinnock undgår - igen - beskatning, hvor er hun dog heldig. 22/02 08:15 - 547 klik
Hans børn er hverken drenge eller piger 22/02 16:04 - 474 klik
|
|
Komiske Ali grøn af misundelse Tilføjet 19/02 16:43 af Villum Christensen |
|
|
Borgerligt redepisseri eller konservativt harakiri? Tilføjet 19/02 22:26 af Jeppe Toft |
|
|
Følelsen af forår i februar- med en kulturdelegation i Moskva for 25 år siden Tilføjet 16/02 17:04 af Thomas Petersen |
|
|
Når kvinder hader Tilføjet 16/02 22:22 af suzanne bjerrehuus |
|
|
Brænd en bil, så får du integration Tilføjet 14/02 08:56 af Heidi Wang |
| Flere klummer | |

Bookmarklet

