Der er sgu’ ikke så meget, der kan gøre mig i virkelig dårligt humør. Faktisk vil de fleste nok vurdere, at jeg som regel er entusiastisk, glad og pretty easy going. Jeg forfalder kun sjældent til depression og tristesse, for der er jo ingen grund til at ødelægge sin hverdag med at få nederen over ting, som man alligevel ikke kan gøre en skid ved. Derfor lader jeg som regel emsige ekser, psykotiske cyklister og pernitten parkeringsvagter sejle deres egen sø. Jeg gider ikke en gang hidse mig op, og en gin/tonic i herrestørrelse skyller som regel den beske smag af dem bort med overraskende effektivitet.
Så for det meste er jeg altså en glad mand, som egentlig kun bliver muggen, når mine børn opfører sig som aber, eller når SKAT for tiende år i træk glemmer mine retmæssige fradrag. For enten er jeg altså bare glad, eller også er jeg beruset - og dermed også glad.
Men der er én ting, som altid rammer mig som et præcist spark lige i klokkeværket. Det er tale om en gruppe mennesker, der med deres selvtilfredse attitude, banale anskuelser og evindelige evne til altid at vide, hvad der er bedre for andre, igen og igen gør mig virkelig trist til mode.
F.eks. gør det mig syg af dårligt humør, når venstreorienterede politikere igen og igen ønsker reglerne for rygning skærpet ude i samfundet, alt imens de selv står og pulser på deres Grønne Cecil i rygekabinerne på Christiansborg. For helvede!!! Der er jo ingen af os borgere, der forveksler Borgerkroen med Fitness DK - og ingen af gæsterne går på et brunt værtshus for at blive sundere. Vi ryger på Borgerkroen. I ryger på Borgen, okay?
Jeg får kvalme, når venstreorienterede politikere kræver, at ressourcestærke familier skal sætte deres børn i folkeskolen, men de selv vælger privatskoler til deres eget forbandende bolsjevik afkom. Det kan godt være, at moral er godt, men dobbeltmoral er altså ikke dobbelt så godt. Og det må i sandhed være lidt svært, at deltage aktivt i debatten om landets folkeskoler, når ens eget yngel frekventerer en privatskole. Derfor holder jeg mig også ude af den debat. Til gengæld kunne jeg aldrig drømme om at opfordre mine venner til omsorgssvigt og bede dem sætte deres arvinger i den kommunale skole.
Det er pinagtigt, når venstreorienterede politikere det ene år tordner mod at sænke skattegrænsen, men det næste præsentere det, som deres egen idé. Ikke fordi, jeg ikke godt kunne tænke mig at skattetrykket bliver lettet bare en anelse, men fordi det er pisse tarveligt, at forhindre skattelettelser, når man selv sidder i opposition, men indrømme dem, så snart man ikke gør. For så er det åbenbart pludselig gavnligt for samfundsøkonomien. Ass holes!
Det støder mig, når venstreorienterede politikere angriber privatbilisme ud fra et miljøsynspunkt, men glædeligt lader sig transportere i en Audi A8 i det øjeblik, de selv får fod under eget ministerbord. Ikke fordi jeg ikke synes, at en minister skal transporteres nogenlunde standsmæssigt, men fordi jeg synes at Mette Fredriksens firehjulstrukne SUV af mærket BMW måske er at stramme den en anelse. Omvendt skal hendes børn naturligvis køres til privatskolen med manér.
Det forarger mig, når en nyudnævnt, venstreorienteret erhvervsminister i et direkte radioprogram bliver fanget i, at han ikke aner, hvad Grundfos producerer og skal hjælpes af DR’s journalist, men alligevel føler sig kompetent nok til at fortælle Danmark, hvilke industrier, der skal satses på. Ikke fordi en minister nødvendigvis skal vide alt - det kan man næppe forlange af én, der har snavet med Erich Honecker - men Grundfos, for fanden ...
Det ærgrer mig, når en venstreorienteret politiker helt alvorligt går på tv og påstår, at en enlig mor med en indtægt på 15.000 klik pr. måned er en fattig stakkel - og at den samme politiker stædigt holder fast i sin påstand langt ud over, hvad der er rimeligt. Ikke fordi et rådighedsbeløb af den størrelse ligefrem er en herregård, men det ville da være meget rart at have.
Det bekymrer mig, når en venstreorienteret politiker sandsynligvis har bedrevet landsskadelig virksomhed engang i 80'erne, men at beviserne belejligt nok er blevet makuleret, så han alligevel fint kan bestride en ministerpost uden yderligere spørgsmål. Ikke fordi, man ikke må begå fejl hen ad vejen, men fordi der er forskel på at være galt afmarcheret og at være et decideret dumt svin.
Det giver mig kvalme, at en venstreorienteret politiker kan drive hele sin valgkamp på at love lavere priser på offentlig transport, men sidenhen blot konstaterer, at det bliver der ikke råd til. Tværtimod hæves priserne. Ikke fordi priser på offentlig transport egentlig interesserer mig en skid, men fordi en masse tåber tilsyneladende troede på løfterne.
Det nager mig, at samme talentløse minister senest lufter et forslag om, at varer produceret i de israelske bosættelser skal mærkes, når det samtidig kommer frem, at han meldte sig ud af foreningen Boykot Israel lige inden, han blev minister. Ikke fordi, jeg ikke synes det er synd for palæstinenserne, men fordi jeg hader antisemitter. Idiot!
Det værste er, at gruppen af mennesker, jeg taler om, ikke alene er politikere ... men er politikere med regeringsansvar. Det er de mennesker, som skal forvalte stakkels, lille Danmarks love, økonomi og velfærd. Og for hver dag, der går, hvert selvmål, der bliver scoret og hver stupiditet, der bliver citeret, bliver jeg mere og mere deprimeret.
Men nok om regeringspolitikere, for et land får den regering, befolkningen fortjener. Siger man. Så du er selv ude om det.
I mere generelle termer er der masser af andre gode grunde til at blive deprimeret over socialister og det, der er værre. F.eks. er der stadig forvildede typer, der bliver ungkommunister! Jeg så et nyhedsindslag fra drukgildet i Fælledparken, som vist nok finder sted den 1. maj eller der omkring. Der var et hyggeligt interview med de her søde, rettroende unge kommunister, som tøffede rundt og forsøgte sig med at hverve medlemmer til Kommunistisk Ungdom. Ja, de var sandelig nuttede, og reporteren flød nærmest over af nostalgi og romantik under samtalen. Prøv nu at høre her, fucking fjolser: Sandheden er, at selv Adolf Hitler ligner en ren amatør i tortur- og folkedrabs-sammenhæng, hvis man lægger skiftende kommunistiske lederes gerninger sammen. Tæl selv efter!
Vi bliver heldigvis flasket op med historien om Nazityskland og 2. verdenskrig og Holocaust. Det gør vi for at oplyse efterfølgende generationer og på den måde sikre, at hele det helvede ikke kommer til at gentage sig. Det giver mening. Men hvor er alle historierne om kommunismen og al dens gru? Der er naturligvis Koldkrigsforskere, som indenfor de seneste 10 år har taget hul på bylden, men jeg glæder mig til, at vores børn en dag har et semester om Nazismens rædsler og derefter et semester om Kommunismens rædsler.
Anekdote: Jo, en mand på 44 må gerne fortælle anekdoter, så her kommer den! Da jeg gik i 7. klasse var jeg en lille, bumset franz, der var pænt aktiv i (privat)skolens elevråd. Året er vel sådan nogenlunde 1980/81 og min klasselærer hed Troels og boede i kollektiv i Søborg. Udover hans ildelugtende islandske sweater, hans brune fløjlsbukser, fodformede sko og medlemsskabet af VS, var det værste ved ham, at han havde fødselsdag den 18. juni. Ligesom mig. Og det betød, at jeg flere år i træk skulle dele denne herlige dag med en kollektivistisk, venstre socialistisk, dårligt klædt matematiklærer ... det er svært at forestille sig nogen værre, at skulle dele hjemmebag og flødeboller ud sammen med, og jeg bad til Vor Herre om Han ikke nok ville ændre Troels’ fødselsdato. Men Troels var vist ikke så lydhør overfor Gud, og Marx kan ikke ændre fødselsdage.
Nå, men så var der demo. Schlüter ledede regeringen og Bertel Haarder var undervisningsminister. Der skulle skæres ned på folkeskolerne. Og den unge, solidariske elevrådsfranz, der glædede sig til at fylde 14 til juni, fik seddel med hjemmefra, så han kunne marchere ind på slotspladsen foran Christiansborg og fortælle Bertel og resten af den spareivrige regering, der var ved at samle stumperne op efter dumme, dumme Anker Jørgensens katastrofekabinet, at politikerne ikke skulle pille ved skolerne. Østerbros skoler mødtes på Trianglen, og optoget satte i gang ned ad Blegdamsvej. Vi råbte én eller anden parole, jeg ikke erindre, men råbte, det gjorde vi. Da vi nåede til kollegiet ved siden af Frimurerlogen, stødte en sværm af unge lærerstuderende til. Hyggeligt ... kunne man tro. Men nu skete der det, at parolen ændrede sig fra den, jeg ikke kan huske, til én, der står klinkende klart i min erindring: NED MED MILITÆR! BØRN ER MERE VÆRD!
Jeg nåede at råbe med et par gange før det gik op for mig, hvad budskabet var. Og i det øjeblik tiøren faldt, vendte jeg om på hælen og gik tilbage til skolen i Nordre Frihavnsgade. Jeg gik op i klassen, som min mor havde syet gardiner til, og meldte mig til førnævnte Troels, der sad tilbage med de tre-fire nørder, der ikke havde fået lov af deres forældre at gå til demo.
Troels kiggede forbavset på mig under hans buskede øjenbryn og over hans vildtvoksende skæg, Husk, at dette her er ca. tre årtier før der blev talt om metroseksualitet, så de fleste yngre skolelærer bestod mest af virkelig meget hår og meget store svedskjolder under armene. Så spurgte han mig, “Hvad fanden laver du her?!?!?”, og jeg forklarede ham om demoen og hvordan det hele hurtigt havde ændret sig til NED MED MILITÆR og sådan noget. Og jeg forklarede, at jeg ikke var imod militæret, for jeg mente dybest set, at det var meget rart at have, hvis nu polakkerne og resten af Den Røde Hær pludselig kom buldrende. Så blev han sur. Han bad mig om straks at gå tilbage til demoen, for som elevrådsfranz havde jeg en forbandet demokratisk pligt til at protestere. Jeg nægtede. han insisterede. Jeg nægtede. Han insisterede igen. Man skal forstå, at det her er tiden for den såkaldte reformpædagogik, så demokrati var ikke et sted, hvor man selv kunne bestemme.
Resultatet var, at jeg næste dag blev kaldt op til skolepsykologen, for jeg måtte jo være den sygeste lille elevrådsfranz, når jeg gik ind for militær og alt muligt.
Jeg aner ikke, hvad Troels laver i dag. I virkeligheden håber jeg, at han ikke laver noget som helst. Faktisk ville det glæde mig, om han senere i 80’er led en langsom og smertefuld død. Gerne noget med en parasit, der åd ham op indefra. Sandheden er desværre nok, at han har skiftet kollektivet ud med en villa ved Bagsværd Sø og lige om lidt skal nyde sit otium i sin lejlighed på Tenerife - som nabo til Villy Søvndals ditto.
Så venner - og hvem der eller måtte læse dette: Der er masser af gode grunde til, at blive rigtig, rigtig ked over socialister. De er ikke alle lige fæle, men socialisme er det, der sker for folk, når de bliver misundelige på andre. Socialisme er ikke frihed. Socialisme er ikke næstekærlighed. Socialisme er ikke retfærdighed. Socialisme er ikke demokrati. Socialisme er det sted, hvor de, der kan, ikke gider. Og hvor de, der ikke kan, heller ikke gider.
Jeg bliver sgu’ så trist!
Med venlig hilsen fra depressionens yderste kant.
PS. Jeg er forlovet med en lærerstuderende. Jeg véd faktisk ikke, om hun er socialist, men hun minder ikke ret meget om Troels, selvom hun også har en islandsk sweater. Hendes er vist fra Vibskov. Hun har også hår, men det er fint og dufter af lavendel. Hun sveder ind imellem, men det er mest forbundet med fysisk aktivitet eller høje temperaturer. Og så er hun i det hele taget et vidunderligt menneske, som jeg er sikker på at rigtig mange skoleelever vil tænke på med stor glæde og nok også lidt erotisk begejstring. Så jeg har altså intet imod skolelærer. Tværtimod. Jeg beundrer mennesker, der har overskud til at lære andre folks børn, hvordan det hele hænger sammen. Respekt til dem!
