Lad mig starte med, at slå fast at Liberal Alliance ikke ønsker at træde på nogen der ligger ned. Har folk brug for hjælp, så skal de hjælpes!
Men den socialdemokratiske samfundsmodel har skabt en samfundsmoral, hvor individer der sætter en ære i, at klare sig selv er til grin. En model hvor mange lever af fællesskabet og ikke har lyst til at tage ansvar for deres egen livssituation. De har ondt af sig selv og slå opgivende ud med armene, når de taler om fremtiden. Det er sjældent, at det lykkes for disse mennesker, at få succes med noget som helst – for de befinder sig i et mentalt fængsel.
Hos Liberal Alliance tænker vi anderledes. Vi ønsker en samfundsmoral, som hylder den egennyttige og som gør det til en tabersag at være forsørget af det offentlige.Vi tror på at der intet godt kommer ud af passivitet her i livet. Ingen bliver i længden lykkelige af, at få materielle ting foræret. Stoltheden og fornemmelsen af, at have gjort sig fortjent til noget kan udgøre en vedblivende kilde til lykke.
Alt godt i livet forudsætter altså aktiv handling, men det er svært, hvis man ikke har friheden til at handle. Det kræver at man har mod på at tage ansvar for sin egen livssituation og gøre noget ved den. Det kræver at de mentale lænker bliver brudt. Systemer kan udvikle en tendens til at opretholde sig selv. De kommunale forvaltninger skaber i nuværende form afhængighed frem
for at yde borgerne hjælp. Organisationernes kulturer er så kraftige, at selvønskede forandringer fra borgernes side har svært ved, at få gennemslagskraft.
Den socialdemokratiske trang til at hjælpe trængende og sørge for de ikke mister deres værdighed ved at være nødt til at tage imod, er i teorien prisværdig, men resultatet er i praksis, at hvis man som borger siger ”de rigtige ting” og er ”værdig trængende”, så behøver man ikke bekymre sig mere -Big Mother tager sig af en! Borgerne er blevet indlært hjælpeløse og dermed opretholder systemet sig selv.
Løsningen er ikke at afskaffe systemet. De borgere som er blevet tillært hjælpeløse, ville gå til grunde, hvis vi gjorde det. Løsningen er i stedet at ændre kulturen i forvaltningerne radikalt. En måde dette kunne gøres i praksis var ved fx at indføre RBS – Resultat Baseret Styring for de borgere som i længere tid har været på overførelsesindkomst. Vi skal ikke genere de borgere som har tegnet en forsikring mod arbejdsløshed og optjent retten til at modtage ydelsen – i hvert fald ikke det første år – og heller ikke alvorlige syge borgere, men alle andre.
RBS går i alt sin enkelthed ud på, at måle resultater og bruge resultaterne til at justere indsatsen. Det kan strengt taget sammenlignes med et læge-patient forhold. Lægen undersøger patienten og
vurdere, hvad der vil være den rigtige medicin. Hvis medicinen efter en periode stadig ikke virker, så vurdere lægen og patienten sammen, om der skal skrues op for doseringen eller om der skal noget andet medicin til. Der skal ligeledes foregå løbende evalueringer af målene, som tilrettelægges således at de virker støttende og ikke ydmygende.
Det lyder enkelt og det er det for så vidt også. Men det der er en ting mere i RBS, som skræmmer livet af mange offentlige ansatteog det er at det ikke kun er borgeren man måler på, men også den offentlige ansatte. Hvis man i dag går ind til fx en sagsbehandler og beder om, at få at vide hvor
meget de laver, så fortæller de dig, hvor stor deres ”sagsstamme” er. Altså hvor mange cpr.nr som de arbejder med i øjeblikket. I en RBS forvaltning vil de i stedet hive deres scorecard frem. Deres scorecard vil vise dig, hvor mange de har ”helbredt” og hvor hurtigt. Denne kulturændring vil synliggøre, hvilke offentlige ansatte som er fantastiske til deres arbejde og hvem der er god til
at indlære hjælpeløshed.
En anden ting som er svært ved RBS er, at finde ud af hvordan der skal måles. Hvordan måler man en dement pensionist på et plejehjem? Svaret er selvfølgelig, at man skal måle livskvalitet, men hvordan måler man livskvalitet hos en dement? Det kan faktisk sagtens lade sig gøre,
det er bare ikke helt enkelt.
Nøgleordene for resultatbaseret styringer: ansvarliggørelse, transparens og læring.
Ansvarliggørelsen af offentlige organisationer drejer sig i særlig grad om, at den enkelte organisatoriske enhed og den enkelte medarbejder og leder holder sig selv ansvarlig og bliver
holdt ansvarlig for, at der opnås nogle konkrete resultater for den enkelte borger. Det er altså ikke tilstrækkeligt at kunne dokumentere selve indsatsen,men derimod skal medarbejdere og ledelse også tage ansvar for manglende resultater og vigtigst af alt handle på baggrund af dem.
Transparens handler i forlængelse heraf om at skabe gennemsigtighed i de opnåede resultater og dermed kunne sikre, at borgerne får den bedst mulige indsats for pengene.
Læring fokuserer på hvordan løbende dokumentation om effekter og resultater af en indsats kan bidrage til, at organisationer løbende udvikler sig og lærer af den frembragte viden om både positive og manglende resultater
Når alt kommer til alt, så drejer det hele sig om at indse:
- Det gælder om at skabe forvaltninger som hylder innovation, engagement og resultater
- Det drejer sig om, at understøtte borgernes virkelyst, stolthed og lykke.
- Det drejer sig om, at erstatte den socialdemokratiske model med en liberalistisk!
Liberal Alliance Billund.
