Jeg har i de senere år befundet mig mere eller mindre permanent i udlandet, ikke isoleret set grundet Skat men mere fordi de mest interesante jobs og bedst resultat belønnede for mig lå uden for landets grænser.
Nu er jeg af forskellige grunde på vej tilbage, og føler mig rimelig godt oplyst via diverse on-line medier samt podcasts jeg normalt downloader og lytter til.
Jeg tror måske det er begrænset hvad jeg kan tilføje her der ikke er skrevet før, men det er alligevel interessant at observere hvordan vi Danskere gradvist er suget ind i en velfærds religion der retfærdiggør statens rolle i vores liv, og hvordan de sommetider ulovligt opkrævede skatter (boliger) samt direkte politiske skandaler (nævner i flæng Skat bøllemetoder, Vilhelsens uddeling af penge, DSB monopol og fejlslagne investeringer og senest 500 mill gode Danske kroner til Mali) bliver retfærdiggjort i velfærdens hellige navn.
Vi er langsomt men sikkert blevet hjernevasket til ikke at stille spørgsmål om størrelsen af skatter og afgifter, men er mere i en diskussion omkring hvordan de bruges.
Er børnehaverne gode nok (lad børnefamilier betale dem selv og bestem dermed om de er gode nok)
Skal Pædagoger analysere eller spørge ind til alkoholvaner (har de ikke andet at lave)
Skal kommunen være proaktiv i at opsøge private menneskers problemer
Skal afviklingen af forsyningsafgiften føre til øgede skatter andre steder da man mangler pengene, det tager alle for givet selv om vi alle ved at prisen er en promille besparelse af statens budget der aldrig har været reduceret siden indførslen af velfærdsstaten.
Skal vi beskatte bolig eller arbejde.....ha ha pest eller kolera for lige nu beskatter vi begge fuldstændigt hovedløst set i forhold til konkurenceevne.
I det ene øjeblik er fri bevægelighed i EU godt, det næste skidt, fordi det er godt når vi ser fordele og skidt når det illustrerer vores forkælelse.
Vi kan ikke lave særaftaler omkring børnecheck, men vi kan lave særaftaler om afgifter, registreringsafgift på biler (import told om man vil) forsvar osv osv.
Men tilbage til pointen, det eneste der er helligere end Paven, større end Gud og udenfor enhver diskussion er at staten står over alle, ingen over og ingen ved siden af.
Folket er til for staten, ikke omvendt, og enhver ytring om staten............ er for stor, for styrende, for belærende, for dominerende, for farlig for individualisme og innovation, for fejlbehæftet, for usårlig, for invaderende i privatlivet, OG FOR DYR ........................bliver mødt med foragt for fællesskabet og de svage, en dejlig blød og udumenteret måde at argumentere på.
Det tragikomiske er naturligvis at de fleste idag stiller ikke spørgsmål om dette monster, for vi er alle afhængige af det, vi har deponeret vores råderum i staten, og den bestemmer og afgør hvad vi så får tilbage i form af såkaldte reformer skabt af uerfarne ministre med behov for at gøre noget der retfærdiggør at den stadig bestemmer.
DFs opstilling af grænser til at forhindre kriminalitet bliver latterliggjort af alle, mens opstilling af grænser for udenlandsk transport i Danmark seriøst bliver diskuteret.
Heldagsskoler der ikke har noget at gøre med heldagsskoler forsikres der om, bliver konstrueret som strategi uden indhold, hvilket helt tydeligt fremgår af debatten, de eneste der er uinteressante i denne forbindelse (fra lærer og ministerier) er forældre og elever der ikke er smarte nok til at vide hvad der er bedst for dem.(ikke ulig at navigere en supertanker uden styrmand)
Jeg kommer hjem i den forhåbning om at vi er tættere på et oprør mod de taktiske evighedsstuderende politikkere uden visioner eller idealisme, der til stadighed er låst fast på den Danske model der er ved at segne.
At der bliver oprør imod at alle skal ned på samme niveau i stedet for at trække alle op.
Et oprør mod at skattetrykket ikke er til diskussion men at det kun er et spørgsmål om hvordan den opkræves, selv de svageste i samfundet må efterhånden erkende at der skal ske noget andet hvis vi skal have et ægte og virkeligt fællesskab hvor lighed ikke er målet men derimod velstand.
Sjovt nok (ok det er ikke sjovt) taber vi en række mennesker på gulvet nu fordi vi ikke har råd, og selv dette er i et opåstået fællesskabs navn.
Dette er ikke skrevet som en beklagelse for min egen situation, jeg har i det store hele mit på det tørre, men måske fordi jeg er blevet ældre og med mere overskud til at se udviklingen til det latterlige i det Danmark som, med vores få indbyggere, trods alt kunne fremelske dygtighed, innovation og styrke.
