Hjemme hos familien Fisfis er der en halvdårlig stemning efter at far Fisfis er blevet udvist af Højesteret, så mor Fisfis er ved at lave en stor portion couscous for at trøste de 8 børn.
Børnene er samlet i den store lejlighed i Vollsmose. Gulvene er beklædt med fine persiske tæpper og pigerne har taget deres Burberry modetøj på. Drengene er i deres seje hip-hop outfit New Yorker style. Hjemmet er lidt fisfis-fornemt i dag, for måske kommer fjernsynet kommer nok på besøg.
Far Fisfis har opholdt sig i Danmark siden han var 23 år gammel. Som statsløs palæstinenser fik han ophold i Danmark i begyndelsen af 1990’erne. Et ophold, han tidligt valgte at kvittere for på en ganske særlig måde; nemlig ved at indlede en løbebane som hårdkogt kriminel, og ved på alle mulige andre områder at ligge det danske samfund mest muligt til last – ikke mindst ved at grundlægge en storfamilie han ikke selv forsørger.
– Alle danske er racister, mumler den store datter.
– Får vi så aldrig far at se igen, spørger den bare 11-årige Hamad sin storebror Ahmad.
– Jo, selvfølgelig din spasser, for han er verdens bedste far. Han er Gud. Se dig omkring mand, mangler vi noget her. De lyver om ham, han har aldrig været bandeleder eller solgt hash. Han er uskyldig. Det danske system er korrupt, siger den stærkt ophidsede dreng og tager hætten op over hovedet.
– Jeg begår selvmord, hvis ikke jeg får lov til at beholde min Fisfis, siger morderen pludselig og truer med sin store couscous ske, henvendt til de to ældste døtre, som smiler indforstået tilbage til deres mor.
– Rolig nu mor, fætter Abdul siger, at de aldrig kan smide ham ud, siger den ældste af Fisfis drengene. Og det er faktisk rigtigt. Selvom Fisfis nu er udvist, er det dog ikke sikkert, at han kommer til at forlade Danmark. Han er nemlig statsløs palæstinenser, og derfor er der intet land, der er parat til at tage imod ham. Meget tyder derfor på, at han ender på tålt ophold i Danmark.
– Så får han stadig sin førtidspension på 180.000 kroner, siger morderen glad og lettet.
– Og jeg beholder mine 190.000 kroner, som jeg får af kommunen for at gå hjemme … og vi får stadig de 134.000 i børnepenge, råber den glade fru Fisfis ud i stuen og blinker mod Mekka. Og konstaterer, at familien Fisfis stadig er halv-millionærer uden at løfte så meget som en eneste finger for det danske samfund.
Hele stuen stråler at lykke, men så siger Ahmad fåmælt inde bag den store hættetrøje:
– Men han må jo ikke komme ud af landet …
– Ahr, alle mine vantro kameler, hvad så med det nye sommerhus Fisfis har købt i Libanon? Siger fru Fisfis med stor frustration i stemmen.
– Vi har det ikke let, mumler lille Hamad og sukker dybt ...
