Den amerikanske komiker/kommentator Bill Maher sagde engang på Larry King (dengang jeg stod op klokken lort mange nætter for at se Larry King): 'The Republicans used to be hot for money. Now they're hot for Jesus. I liked them better when they were hot for money.'
Med de liberale i Danmark forholder det sig lige omvendt. Jeg kan huske dengang, liberale tog de borgerlige frihedsrettigheder alvorligt. Lad os for en god ordens skyld repetere: Økonomisk frihed, politisk frihed, religiøs frihed og seksuel frihed.
Der er uhyggeligt mange liberale i dag, der ikke forstår, at den økonomisk velstand er afhængig af samtlige disse friheder. Hvor folk er fri til at tænke, tro og tale frit, drømme, opfinde og fejle som ind i h... opstår velstand. Hvor folk må indskrænke sig selv, kvæles kreativiteten i det lange løb. Hvordan det egentlig fungerer kan jeg ikke redegøre for, men jeg kan konstatere, at det er sådan, når jeg ser på verden.
Når Liberal Alliance vil have åbne grænser og lukkede kasser ser de helt bort fra, at hvis grænserne er åbne, så er det kun et spørgsmål om tid, før også frihederne og kreativiteten og virksomhederne lukker. Der er en meget stor verden, og en meget stor del af verdens befolkning, der er lodret modstander af alle de borgerlige frihedsrettigheder.
Vil Liberal Alliance kun være pengeliberale, eller vil de være værdiliberale? Og vil de nogen sinde indse, at de er nødt til at være værdiliberale, hvis vi alle sammen skal 'gøre det bare lidt bedre'?