Blot en lille reflektion i gulvhøjde
Forleden aften kørte jeg forbi en pølsevogn. Jeg ved godt, at kombinationen af lyst brød, en pølse og begrebet ”med det hele” vil straffe min krop senere, men jeg var svag. Jeg vendte om, trådte ind ad døren og smed kr. 44,- på disken og fik en Congo Bajer* og en død indianer i en kano**.
Efter en bøvs kørte jeg videre. Lettere oppustet, mæt og glad.
Mens jeg stod og nød min hotdog og min Cocio, spekulerede jeg på, hvad en hotdog ville koste:
1. når fedtskatten og alle de andre adfærdsregulerende afgifter slår igennem
2. hvis selskabsskatten og eksisterende afgifter blev halveret og fjernet?
Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke kunne rumme disse to regnestykker i mit hoved, som jo i forvejen var fyldt med hvidt brød, kødaffald og en tyk brunlig drik.
Jeg vendte tanken med nogle bekendte. En af dem sagde, at en hotdog, som i dag koster kr. 24,- med alle mulige afgifter, ville koste det samme, hvis man fjernede afgifter og skatter. Pølsemanden ville bare hæve sin fortjeneste. Bare se hvad der skete, da man fjernede afgifter på CD’er. Prisen forblev den samme. Sådan er kapitalisme, pointerede han.
Men hvis pølsemanden kunne tage kr. 24,- for en hotdog i dag og tjene 40 % på den, ville det da være skønt, hvis han kunne tage kr. 24,- i morgen og tjene 60 % på den. Måske får han lyst til at åbne endnu en pølsevogn, og da han ikke kan være to steder på én gang, må han jo så ansætte en person mere – måske to. Måske får han lyst til at få mere tid hjemme og så ansætte tre eller fire mere.
Det er det, man kalder for dynamiske effekter. Pludselig findes der 2 – 4 ekstra skatteydere i Danmark, som derudover også har et forbrug, som kommer andre forretningsdrivende til gode.
Lad os lege lidt med tanken. Større overskud efter SKAT hos virksomheder = flere arbejdspladser = flere skatteyere = flere skatteindtægter. Det virker i Sverige og i Tyskland. Det VIL også virke her.
Bare se på registreringsafgiften på biler. Høj afgift = gamle biler på vejene og luskede leasingmodeller m.m. Det virker ikke. Vi animerer bare til tilbageholdenhed og fusk.
* Cocio
** Hotdog