§ 1 b. Hunde, der holdes eller indføres i strid med § 1 a, aflives ved politiets foranstaltning.
Efter at den nye Hundelov blev indført pr. 1. juli 2010, er over 100 hunde om året blevet aflivet, som direkte konsekvens af denne tåbelige lov.
Vi i Liberal Alliance har altid været modstander af loven, da vi mener at den repræsenterer, en alt for snæver synsvinkel.
At der så heller ikke er nogen evidens for, at denne lov havde haft nogen betydning for antallet af folk som bliver bidt, bevidner jo blot om at loven skal fjernes hurtigst muligt.
Sidste år havde vi sagen om hunden Thor, der under en gåtur bed en anden hund. Det at den anden hund skulle sys, gjorde at sagen faldt under kategorien skambid. Det betød at Thor blev dømt til aflivning.
Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det altid skal være sådan, at man straffer de mange som konsekvens af fås handling. Hvorfor er det sådan, at man fra folketingets side ikke er mere villige til, at differentiere i de enkelte sager?
Jeg er fuldt ud enig i, at de folk som opdrætter hunde med det formål at gøre skade, skal straffes.
Men at man udskriver en lov, som går udover ganske almindelige mennesker og hunde, er mig ubegribeligt.
I dag bliver der udmålt straf i sagen om Thors redningsmand, jeg må skynde mig at sige, at jeg ikke bifalder brud på loven. Men alligevel kan jeg ikke undlade, at sidde tilbage med tanken om, at den dommer som skal afgøre sagen i dag, må sidde med en mærkelig smag i munden hvis han/hun vælger at straffe ham der reddede Thor.
”212 hunde aflivet pga race, 107 aflivet pga skambid. På mere end to et halvt år. Uden tvivl ulykkeligt for hundenes ejere. Men heldigvis ikke tal, som skulle give alle hundeejere grå hår af bekymring over, at der aflives i stor stil”, sådan siger fødevareminister Mette Gjerskov ( S) ifølge bt.dk på sin Facebook-profil.
Kære Mette, i mine øre lyder den udmelding rimelig diktatorisk. Men din udmelding falder i god tråd med Stk. 4 i hundeloven.
Stk. 4. Har besidderen ikke inden for en frist, som politiet fastsætter, fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at hunden ikke tilhører en af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 1 a, anses hunden for at være holdt i strid med § 1 a.
Hvad blev der af, at være uskyldig til det modsatte er bevist?
Af Sabeena Sareen, kandidat til Borger Repræsentationen for Liberal Alliance.