Jeg er ikke den første, der har bemærket, at de har et problem på Politiken - et problem, som ingen andre har. De er så rædselsslagne for selv en enkelt såkaldt højreradikal, at de bare skriver og skriver og skriver om det, igen og igen og igen.
Som her hvor de storforelsket i Stoltenberg refererer til terrorangrebene i 2011. Var der terrorangreb i Norge i 2011? For mig er et terrorangreb først og fremmest noget med en usynlig fjende, som har til hensigt at opskræmme en befolkning eller en nation til at træffe bestemte beslutninger under påvirkning af en indirekte trussel om, at der kan komme mere af samme skuffe, hvis ikke man makker ret. Deraf navnet og betegnelsen "terror".
Hvis Politiken refererer til Breiviks endeløse myrderier og kalder dét terror, så roder man rundt i begreberne. Breivik er og var en lonely rider, der hurtigt blev fanget og som ingen medsammensvorne havde. Han var, som vi indimellem ser der i andre lande, en forstyrret person, der iværksatte en massakre, som ligner det vi kender fra skoleskyderierne. Disse gerningsmænd har tilsvarende alle mulige og umulige motiver, men det kommer sjældent frem i vid udstrækning og bliver i øvrigt heller ikke diskuteret. Og det er sundt nok.
Politiken gør, hvad Politiken altid gør og altid har gjort. Man træffer beslutninger, man laver journalistik, og man laver sine egne konklusioner, og fællesnævneren for det hele er, at Politiken skader vort land ved altid at holde med de forkerte og ved altid at overdrive, når det er irrelevant og at underdrive, når det virkelig gælder. Det er underligt at de rent historisk ikke selv kan se, hvor mange gange de roder rundt i spinatbedet.
