Hvad gjorde man før 2008 ?

DR viser et interessant program, der beskriver hvad der sker, hvis arbejdsløse danskere sendes ud i jobs, som varetages af østeuropæere

Lars Nygaard,

25/11/2014

DR viser et interessant program, der beskriver hvad der sker, hvis arbejdsløse danskere sendes ud i jobs, som varetages af østeuropæere.

Det undrer mig, at grundtesen er, at vi ikke kan undvære den østeuropæiske arbejdskraft, deraf  "den dag de fremmede forsvandt". Hvad gjorde vi mon før østeuropæerne fik mulighed for at arbejde i Danmark; det var så sent som i 2008. Fik vi ikke plukket jordbær ? Fik vi ikke fældet juletræer ? Fik vi ikke gjort rent på hotelværelserne ? Naturligvis gjorde vi det.

Udsendelsen viser, at lavt uddannede danskere kastes ud i en voldsom konkurrence om jobbene med østeuropæere, der i sagens natur er topmotiverede, idet de kan mangedoble deres timeløn ved at arbejde her. Jeg tror også, at mange danskere ville arbejde røven ud af bukserne, hvis de f.ex fik 500 kroner i timen for at plukke jordbær.

Jeg ville bestemt ikke bryde mig om, at skulle arbejde i så hektisk et tempo som pigerne, der gjorde rent på hotellet. Det kan man ikke klare ret længe. Hvorfor er det så vigtigt, at gøre et værelse rent på kun 20 minutter ? Med de lønninger de får svarer det til en udgift på ca. 45 kr per værelse. Hvis nu det accepteredes, at det tog 30 minutter per værelse ville det koste 67,50 kr at få gjort værelset rent. Mon ikke vi kunne klare det ? Et hotelværelse koster i forvejen ofte 1000 kr, så der er nok 67,50 kr til at gøre værelset rent, sådan at personalet kan få rimelige arbejdsvilkår.

Jeg læste at østeuropæere, der plukker jordbær, får 6,50 kr per kilo de plukker. Det vil sige, at køber man en bakke jordbær til 25 kr, så går kun de 3,25 kr til den, der plukker dem. Det virker ikke rimeligt, men de sparede plukkeudgifter øger selvfølgelig butikkernes og landmændenes fortjeneste.

Nu lyder jeg som en socialist, hvilket jeg absolut ikke er.

Jeg mener principielt, at ingen arbejdsdygtig person skal kunne modtage socialhjælp uden at arbejde time for time for pengene.

Min konklusion er blot, at indvandringen af store mængder billig arbejdskraft ødelægger muligheden for at kunne tilbyde lavtuddannede en rimelig løn på rimelige arbejdsvilkår, og det er ikke i Danmarks langsigtede interesse.

Kilde: