Af Simon Espersen, 180Grader.dk
Siden 2001 har borgerlige politikere kunnet bruge danske ministerier til at føre en alternativ værdikamp, og dermed haft større muligheder for at præge samfundet i borgerlig retning. Spørgsmålet er nu, om vi med en socialdemokratisk ledet regering efter valget vil opleve en kulturrevolution eller - som skuffede borgerlige vælgere måske vil mene, at vi blot vil se en fortsættelse af noget, der også virkede lidt socialdemokratisk?
180grader har spurgt CEPOS' Henrik Gade Jensen om han mener, at en rød regering vil betyde et mærkbart anderledes politisk lederskab.
Har det borgerlige årti gjort en forskel? Hvis socialdemokraterne overtager regeringsmagten, hvilken efterskrift skal vi så give årtiet?
"For mig er 2000erne, Fogh-æraen, de tabte muligheders årti. Da Anders Fogh vandt valget i 2001, havde VK-regeringen med DF som støtteparti alle muligheder for at give Danmark bedre forudsætninger for at klare sig internationalt. Et VKO-flertal lå ikke i kortene før valget i 2001. Meget tydede derimod på Radikale som nødvendige for et borgerligt flertal. Dengang var DF tilfreds med at få deres mærkesag gennemført i form af indvandringsstramninger, som jo også var nødvendige, og på alle andre fronter kunne Fogh have gennemført al den ægte borgerlige politik, som V´s og K´s program og værdier burde lægge op til. Og især han havde autoriteten til det."
"Hvorfor blev Fogh-æraen så de tabte muligheders tid? For at sige det kort: Fogh er en luthersk kulturprotestant. Efter at Anders Fogh havde skrevet sin minimalstatsbog i 1993, fik han skyldfølelse over reaktionerne og kunne ikke få sig til at være ”ond”, men ville i stedet købe sig til moralsk agtelse ved at gøre mere for velfærdsstaten end socialdemokraterne. Skattestoppet holdt han fast i, men ellers var der udsalg på alle hylder."
Er der tegn på at danskernes opbakning til det socialdemokratiske projekt er reduceret?
"Det klassiske socialdemokratiske projekt med at tage fra de rige og give til de fattige, er tiden løbet fra. Der er for få rige at plukke, og alt for mange erklærede ”ofre” og ”svage” at give til. Opgaven i fremtiden består i at få vendt om på de to grupper og få skabt flere brede skuldre med gode hoveder og færre førtidspensionister, efterlønnere og overførselsindkomstmodtagere. Og det er det socialdemokratiske projekt ikke gearet til. Det lever for meget i drømmen om, at der findes en skjult skat hos kapitalister, som kan findes og beskattes til glæde for samfundets ”svage”. Hvis socialdemokratierne skal gentænke og nyformulere deres projekt, bør de skele til, ja nærmest gå på rovhugst hos, Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard inkarnerer jo langt mere en ægte landsmoderlig socialdemokrat med appel til hjerterne og kakkelbordene, end Helle Thorning-Schmidt gør. Men det kan, tør og vil socialdemokraterne næppe, og derfor er det i dag hybridagtigt, elitært og dybest set utroværdigt."
Hvad bliver mest vanskeligt for socialdemokraterne at ”rulle tilbage” hvis de får magten?
"Socialister og socialdemokrater kan ikke forhindre globaliseringen og den konkurrencemæssige udfordring heri. Så der må føres politik ud fra, at Danmark står i en presset konkurrence-situation i Europa og globalt. F.eks. bliver vi nødt til at indrette uddannelsessystemet mere på at udvikle talenter og begavede hoveder. Hvorfor skal det kun være de fodrappe talenter, der støvsuges i Danmark af fodboldklubberne? Tænk hvis DTU sendte samme antal talentspejdere ud i skolerne for at screene for matematiske begavelser. Så havde Danmark Nobelpriser om 15-20 år. Indvandringspolitikken bliver heller ikke ”rullet tilbage” til dengang, hvor alle fra hele verden kunne få gratis ophold i den danske velfærdsstat. Poul Nyrups holdning her skal placeres i en montre ved siden af Tollund-manden på museet for arkaiske relikter."
Hvad er de vigtigste og mest synlige resultater af det forgangne årtis ”værdikamp” fra VKO's og andre borgerliges side?
"Den vigtigste mentale forandring, som dog begyndte under Poul Nyrup og Hans Hækkerup, er, at Danmark i dag er en krigsførende nation med solid folkelig opbakning. Det begyndte på Balkan og førtes videre i Irak og Afghanistan. Der har udviklet sig en bred folkelig accept af, at Danmark bruger militære midler, og at det koster vore bedste unge menneskeliv. Det er i direkte opposition til især Stauning-Munch-arven, som dominerede dansk udenrigspolitik i 1900-tallet, og også en stor del af neutralisme/pacifisme-selvforståelsen under den kolde krig på trods af bred NATO-opbakning. Poul Schlüter eller Anker Jørgensen ville aldrig have kunnet drømme om at sende danske soldater i krig i landområder, vi ikke kan udtale eller placere på verdenskortet."
"Jeg siger ikke, at Balkan-, Irak-, Afghanistan- og nu Libyen-indsatsen har været rigtige beslutninger. Det kan diskuteres i hvert enkelt tilfælde. Men det kan konstateres, at danskernes holdning til krig og fred har ændret sig markant de sidste årtier. Det opfatter jeg selv som positivt, fordi det er udtryk for forsvarsvilje, landemod og selvopretholdelsesdrift. Og her går Danmark enegang, fordi de fleste europæiske lande, anført af Tyskland og Frankrig, går i modsat retning mod mere pacifisme og neutralisme.Og som sagt blev det nok befordret og advokeret af Anders Fogh, men det igangsattes i 1990erne under Poul Nyrup, så der er nok tale om en stærkere understrøm end partipolitiske uenigheder."
Hvor vil en socialdemokratisk regering efter din mening gøre mest skade?
"Inden for uddannelsessystemet frygter jeg, at S-SF ikke formår at tage det opgør med reformpædagogikken, der skal til for at få folkeskolen, ungdomsuddannelserne og den videregående uddannelser op i højeste gear. Slendrian er blevet legaliseret som pædagogik. Tør en socialdemokratisk undervisningsmister udfordre sit eget ministeriums embedsmænd og fagkonsulenter og tage de faglige organisationer ved hornene? Jeg tvivler."
Hvad kan vi især forvente at socialdemokraterne vil gøre op med?
"Hvis vi får en S-SF-regering, vil det være som departementschefstyret i slutningen af besættelsen. For det vil i givet fald være den mest uideologiske, embedsmandsagtige regering siden Estrup, fordi den store socialdemokratiske og socialistiske fortælling er passé. I dag med et arbejdende mindretal, der skal forsørge et ikke-arbejdende og voksende flertal, er det fortidig romantik at appellere til de ”svage”, der skal hjælpes. En S-SF-regering har ingen retorik, ingen fortælling, ingen moral, ingen intelligentsia - andet end udslidte floskler, som de godt selv ved ikke dur. Selvfølgelig vil de nye erstatnings-ideologier som klima og nul-vækst blive skamridt, men de har næppe den store appel - også fordi VK-regeringen har redet de samme krikker."
Kan du nævne områder hvor der er politisk konsensus, og hvor det er lige meget hvilken politisk blok, der får magten?
"Som aktivt medlem af folkekirken er jeg glad for, at der næppe sker noget med folkekirken uanset regeringsmagten. Jeg ville såmænd være tryg også med en SF-kirkeminister."
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
