Henrik Sass blev i søndagens Politiken (I PS) interviewet omkring sine udtalelser omkring mediestøtten til Berlingske, JP og Børsen. Nok engang brugte han argumentet om, at fratagelsen af mediestøtten udelukkende var ment som en sarkastisk udtalelse, og at han fremover ville være tør som en kiks. I bedste Henrik Sass-logik blev Politiken defineret som Radikal, mens Information ikke rigtig havde nogen politisk overbevisning. I den optik er det sikkert helt rigtig, at JP, Berlingske og Børsen er endog meget borgerlige.
Den vigtigste pointe i interviewet var, at det er meningsdannerne i de nævnte medier, der er borgerlige, og ikke journalisterne. At påstå at flertallet af landets skrivende journalister er borgerlige støtter ville også være et selvmål af dimensioner, idet netop journalister som faggruppe mere end nogen anden er ræverøde. Derved er det primært avisernes bloggere, der kritiseres, og her påstår Henrik Sass, at venstrefløjen ikke har en eneste opinionsdanner i landets store aviser. Det er jeg ret sikker på, at Dan Jørgensen, Jeppe Kofoed, Johanne Schmidt, Rune Engelbreth og Villy Søvndal ikke kan være helt enige i, idet de alle har en blog på Politiken.dk. De tilhører i den grad en gruppe af venstreorienterede politiske meningsdannere, som Henrik Sass påstår ikke kommer til orde. I Jyllandsposten skal vi belemres med Christel Schaldemose, Pia Dyhr og Yildaz Akdogan, som også alle er eksponenter for oppositionsvenlige tanker. Berlingske bliver ledet af en tidligere erklæret socialist, og selvom flertallet af debatindlæggene har et borgerligt udgangspunkt, så er jeg af den opfattelse, at alle aviser lader flere holdninger komme for dagen i deres blog/opinionsafdeling. Henrik Sass’ væsentligste argument for sit synspunkt er, at der i efterlønsdebatten var seks ud af syv kritiske indlæg, og altså kun sjældent havde en opinionsdanner en positiv tilgang til efterlønnen. Man kunne jo fristes til at konkludere, at det ikke nødvendigvis betyder, at alle pressens opinionsdannere er borgerlige, men derimod at efterlønnen slet og ret er et usolidarisk projekt.
Henrik Sass er selvfølgelig varsom med at skyde med alt for skarpe skud mod journalisterne, idet det kan ramme som en boomerang på ham selv, især når Henrik Sass har en verserende sag om bestikkelse kørende i Køge. Måske ville aviserne pludselig fatte interesse for sagen, hvis han fremturer for voldsomt. Netop avisernes stilhed i Vanilla-sagen i Køge og det manglende journalistiske fokus på de nye vinkler på Helle Thornings skattesag vidner om en presse, der kun ganske sjældent forfalder til direkte kritik af oppositionen, selv hvis der reelt er mulighed for at grave en stor historie frem. Det er reelt kun BT, der er gået efter struben på oppositionen, og det kan Henrik Sass i virkeligheden være ret tilfreds med. Det fortæller i hvert fald en historie om, at den såkaldte borgerlige presse i virkeligheden ikke er så borgerlige, at de decideret går på rov efter de snavsede historier om oppositionen. Det kan man i modsat fald ikke sige om Politiken, der gentagne gange har opfundet historier, og ligeledes Ritzau der af og til undlader at fortælle hele historien udelukkende for at fremme en bestemt politisk sag. Henrik Sass skal derfor være ganske tilfreds med, at de omtalte aviser ikke går direkte i flæsket på ham efter han har angrebet deres politiske ståsted, men med den skjulte trussel han alligevel fik afsendt, så tør de måske slet ikke.
De borgerlige politikere har derimod længe været utilfredse med DRs dækning af den politiske situation i Danmark. De røde lejesvende er DR blevet kaldt, og som erklæret borgerlig, så er der flere udsendelser, der skurer i ører og øjne. Værst er Tony Scott, der er vært på Pressen på P3, idet han slet ikke kan skjule sit politiske ståsted i sine interviews og personlige kommentarer til alt, hvad Pressen på P3 kommenterer. Det er måske også LIGE PRÆCIS Tony Scott, som Adam Duvå Hall refererer til, når han siger, at hans kollegaer er fortørnede over, at han snart skifter DRs socialistiske og statsstøttede gemakker ud med et privatejet palads. Tænk at journalistiske kollegaer kan få ondt i røven over, at en kollega har fået job et andet sted, og man endda henviser til, at man sælger sin sjæl til højrefløjen og kapitalismen. Dette er om noget en direkte indikation på, at der er noget galt i statsradiofonien. Henrik Sass er dog ganske stille, når det kommer til kritik af Danmarks Radio, for han ved udmærket godt, at vennerne på DR ikke falder ham i ryggen. Måske hjælper de ham ligefrem i valgkampen ved med omhu at vælge vinkler og historier, som udstiller modstandere i et dårligt lys, og som fremstiller oppositionens mærkesager mere positivt.
Fakta er derfor, at Henrik Sass skal lukke skuffen. Det danske mediebillede er pluralistisk med tendens til røde rævekager. Rønnebær er sure, det ved vi alle, og derfor kan det være, at jeg også er farvet i min vurdering af mediebilledet. Én ting er dog sikkert, og det er, at Henrik Sass’ udfald ikke kan tages som en joke. Det burde en erfaren politiker som Sass også vide, og derfor er der slet ingen tvivl om, at udtalelsen havde en betydning. Enten mener Sass virkelig, at mediestøtten skal fjernes, hvis mediet ikke er udpræget socialistisk orienteret, eller også var det en skjult trussel, der skulle få de såkaldte borgerlige medier til at skrue ned for angrebene på de røde planer. Avisen.dk er i hvert fald inde i planerne, når der skal gives eksempler på journalistiske tiltag, der skal statsstøttes, spørgsmålet er, om også 180grader.dk falder ind under de fritstående online medier, der skal tilgodeses, når Mogens Jensen og Henrik Sass om ét halvt år måske skal til at ændre på mediestøtten.
Thorning glimrer som sædvanligt ved sit fravær og manglende udtalelser!
